KORT NYT FRA DANMARK:
Det kan være en rigtig dårlig idé at tage forebyggende medicin mod blødninger og blodpropper i hjernen. For skulle man så alligevel være uheldig at få en blodprop, kan medicinen forhindre hjernens helingsproces og derved gøre blodproppen værre. Det viser ny forskning, skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse.
Forskningen viser, at hjernens immunceller har en anden funktion end bare at beskytte mod infektion og inflammation. Immuncellerne spiller også en hidtil overset rolle i at hjælpe hjernen med at opretholde hjernebarrieren.
»Når denne barriere brydes, skal den hurtigt repareres for at undgå, at stoffer i blodet kan komme ind i hjernen og skade nervecellerne. Vi kan imidlertid se, at processen kan blive svækket af lægemidler, som i første omgang skulle forhindre, at skaderne overhovedet opstår,« siger professor fra Københavns Universitet Maiken Nedergaard i pressemeddelelsen. Hun er ledende forfatter af undersøgelsen.
Maiken Nedergaard og hendes kollegaer udførte forsøgene på mus. Blodfortyndende medicin hjælper med at forhindre blodplader i at binde sammen og danne blodpropper, som på deres tur mod hjernen kan blokere for blodgennemstrømningen og udløse et slagtilfælde.
Men da stofferne i medicinen også undertrykker de receptorer, der skal reparere bruddet i hjernebarrieren, kan de også forringe hjernens evne til at reparere sig selv ved et slagtilfælde.
Maiken Nedergaard understreger, at der skal flere studier til at afdække problemet, før patienter ligefrem skal holde op med at tage deres blodfortyndende medicin. Forskergruppen fra Københavns Universitet arbejder i øjeblikket videre på at undersøge konsekvenserne ved medicinen.
Studiet er publiceret i tidsskriftet Proceedings of National Academy of Science.
Læs også:
Hårdt klem om armen kan måske hjælpe ved slagtilfælde
Blodfortyndende medicin ufarlig for nyrepatienter
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
pmd