KORT NYT FRA UDLANDET:
Et hallucinogent kemikalie i såkaldte ‘magiske’ svampe har vist lovende resultater for mennesker med uhelbredelige depressioner i et nyt studie baseret på kun 12 forsøgspersoner.
Det skriver bbc.com.
Det nye studie er publiceret i tidsskriftet the Lancet Psychiatry.
Otte patienter var ikke længere deprimerede efter den “mystiske og spirituelle” oplevelse forårsaget af svampene, og heriblandt var fem stadig depressionsfri efter tre måneder.
I ministudiet blev forsøgspersonerne først givet en lille dosis psilocybin, som er det hallucinogene kemikalie i magiske svampe, for at sikkerhedsteste deres reaktion. Herefter indtog de en høj dosis, som svarer til mange svampe.
Deres psykadeliske oplevelse varede i op til seks timer og var ledsaget af klassisk musik og efterfølgende psykologisk støtte.
Studiets resultater er dog langt fra entydige, da det er kort, kun omfatter en lille gruppe forsøgspersoner og er udført uden en placebogruppe.
Større forsøg gør brug af ‘falske’ sukkerpiller for at tage højde for ‘placebo-effekten’, hvor personer får det bedre blot ved at tro de får en medicinsk behandling.
»Vi har nu brug for større forsøg til at forstå om effekterne vi så i vores studie kan overføres til langvarige fordele. Dette er ikke en magisk kur, vi bør ikke udlede for meget endnu,« siger Robin Carhart-Harris, som forsker ved det medicinske fakultet på Imperial College London og er medforfatter på studiet, til bbc.com.
Læs også:
Psykedeliske svampe kan måske få dig til at kvitte smøgerne
Dinosaurer var skæve på græs og svampe
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
lsd