Den europæiske satellit SMOS (Soil Moisture Ocean Salinity) har konstant sit blik rettet med Jorden, hvor den kan måle saltholdigheden i havene.
Nu har en international forskergruppe udviklet en ny metode, som udnytter satellittens oplysninger om havets saltholdighed til også at beregne, hvor syreholdige havene er.
Hidtil har den slags målinger kun været mulige at foretage fra forskningsskibe og ved laboratorieeksperimenter, hvilket kun giver et meget begrænset overblik over havenes forsuring, skriver den europæiske rumfartsorganisation ESA i en pressemeddelelse.
»For første gang er vi nu i stand til at bruge satellitter til systematisk at bestemme PH-værdien i havenes overfladevand,« udtaler Roberto Sabia i pressemeddelelsen fra ESA.
Ifølge ESA er kemien i verdens have i færd med at ændre sig, fordi havene optager mere end en fjerdedel af al den CO2, vi udleder på Jorden.
At havene optager CO2’en kan ses som en fordel i forhold til den globale opvarmning, men den negative side af sagen er, at det øgede optag af CO2 fører til en forsuring af havene – og det kan have alvorlige konsekvenser for livet og økosystemerne i havene, skriver ESA.
Med den nyudviklede metode kan forskerne få et overblik over problemet med havenes forsuring ved at koble SMOS’s data om havenes saltholdighed sammen med andre satellitdata over havenes overfladetemperatur.
Den nye undersøgelse er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Environmental Science and Technolology.
Danske forskere fra DTU har været med til at udvikle teknologien til SMOS-satellitten.
Læs også:
Klima-satellit besøger Kongens Nytorv
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
lb