KORT NYT FRA DANMARK
Engelske forskeres advarsler, har medført, at diverse medier de sidste dage har blæst med en vind om, at vi går en ny istid i møde.
Noget, danske forskere her på Videnskab.dk har sat spørgsmålstegn ved i artiklerne Er vi på vej ind i en lille istid? og En istid er ikke nok til at stoppe den globale opvarmning.
Nu afblæser DMI påstyret omkring klima-teorien. Selvom de næste årtier vil være præget af ekstrem lav solaktivitet, er sandsynligheden for, at en istid venter, ikke-eksisterende, skriver de i en pressemeddelelse.
»Forsvinder solaktiviteten helt, vil vi efter statistikken få en reduktion på kun 0,2°C af den globale temperatur. Det er næppe nok til at fremkalde en ny istid. Højest kan det dæmpe temperaturstigninger forårsaget af den globale opvarmning en smule,« siger Peter Stauning, der er forsker emeritus ved DMI i pressemeddelelsen.
Ifølge Peter Stauning er Solens aktivitetsniveau langt fra den eneste faktor, der spiller ind i udviklingen af temperaturerne på Jorden.
Lav solaktivitet kan altså godt være med til at påvirke klimaet i en bestemt retning for en periode, men det kan hverken bremse den globale opvarmning eller igangsætte en ny istid, fastslår han.
Vi skal helt tilbage i historien til perioden 1645-1715 for at støde på den sidste 'lille istid'.
Læs også:
En istid er ikke nok til at stoppe den globale opvarmning
Hvornår kommer den næste istid?
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
sbv































