KORT NYT FRA UDLANDET
Dinosaurerne var høje på psykedeliske stoffer mange millioner af år før mennesket ifølge et nyt studie.
I et rav-fossil har man nemlig fundet svampen meldrøje, en græsparasit, der har giftige og bevidsthedsudvidende effekter på de dyr, der smager på den mørke svamp. Det skriver LiveScience.
Meldrøje-svampen var forløberen for LSD, og mennesker, der spiser rug inficeret med meldrøje får kraftige muskelspasmer og hallucinationer.
Nu viser det sig, at meldrøje har påvirket græsspisere siden dinosaurerne. Ravstykket fra Myanmar indeholder et perfekt bevaret stykke meldrøje på toppen af en græstype, som voksede for omkring 100 millioner år siden.
Ingen ved, hvornår meldrøje først angreb græs, men begge fossiler i ravstykket minder om moderne arter, fortæller hovedforfatter og professor i zoologi George Poinar fra Oregon State University til LiveScience.
»Det indikerer at psykedeliske forbindelser fandtes tilbage i kridttiden. Hvilken effekt de har haft på dyrene er svær at sige, men jeg tror bestemt dinosaurerne spiste det her græs,« siger George Poiner til LiveScience.
Fundet er netop udgivet i tidsskriftet Palaeodiversity.
Læs også:
Psykedeliske svampe kan måske få dig til at kvitte smøgerne
Tyrannosaurus rex var kannibal
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
ams