Amerikanske og canadiske palæontologer har fundet bidemærker på arm- og tåknogler på kæmpen, der stammer fra andre Tyrannosaurus rex. Da Yale-forsker Nicholas Longrich kiggede gennem samlinger af dinosaur-knogler i forbindelse med et andet projekt, opdagede han en knogle med usædvanligt store fordybninger. Ud fra, hvor knoglen blev fundet og dens alder, kom Longrich og hans kollegaer frem til, at knoglen måtte være fra en Tyrannosaurus rex.
»Det er et bidemærke, som mange store rovdyr kunne have lavet, men for 65 millioner år siden, var Tyrannosaurus rex den største kødæder i Nordamerika,« skriver forskeren i en pressemeddelelse fra Yale University.
Den nye undersøgelse er offentliggjort i PLoS ONE.
Spist efter kamp?
Først efter Longrich havde slået fast, at han stod over for et bidemærke fra giganten, gik det op for ham, at knoglen tilhørte samme art.
Opdagelsen førte til, at forskerne dykkede ned i flere samlinger, og fandt her flere knogler, som de mener, dokumenterer kannibalisme mellem Tyrannosaurus rex; en armknogle og tre tåknogler.
»Jeg er overrasket over, hvor ofte kannibalisme synes at være sket, men vi er ikke helt sikre på, hvad det betyder,« siger Nicholas Longrich.
Forskerne slår fast, at bidemærkerne er kommet af, at noget har spist dyret. Men de er lidt usikre på anledningen: Var måltidet resultat af en kamp mellem to individer, eller har en Tyrannosaurus rex fundet kadaveret af en død kollega og så påtaget sig rollen som ådselæder?
Longrich påpeger samtidig muligheden for, at sejrherren i en kamp kan have taget en bid af "kagen" for at fejre triumfen.
»Moderne store rovdyr gør det hele tiden, det er en praktisk måde at udelukke konkurrencen, samtidig med at dyret skaffer sig mad,« skriver han i pressemeddelelsen.
Kannibalisme mere udbredt
Men de mærker, forskerne har opdaget, lader til at være påført dyret et stykke tid efter døden indtraf.
»Hvis én Tyrannosaurus rex dræbte en anden, så kunne kødet på de mest tilgængelige dele af kadaveret være blevet spist først, før tænderne blev sat i de mindre armknogler og tåknogler,« argumenterer han videre. »Indtil nu har forskerne kun kendt til én anden dinosaur, der bedrev i kannibalisme, nemlig Majungatholus,« siger Longrich. Han mener dog, at denne praksis var mere udbredt end som så, og at mere detaljerede undersøgelser af fossile dinosaurknogler fra andre arter vil underbygge teorien.
Fra Forskning.no oversat af Mette Damsgaard


































