Hestesko-hvirvler, dannet af strøm omkring havmøllefundamenter, viser sig nu at være stærke nok til at fjerne sandet mellem de sten, som ellers netop var placeret dér for at forhindre erosionen. Med det resultat, at havbunden omkring fundamentet kan synke op til flere meter – afhængig af de lokale strømforhold.
Det viser resultater fra et ph.d.-projekt ved DTU MEK med Anders W. Nielsen som hovedforfatter, skriver ing.dk.
At erosionsbeskyttelsen kan synke omkring havmølle-fundamenterne er et kendt fænomén, der blev opdaget første gang i 2005 på Horns Rev havmølleparken.
Her var hele bunden sunket mellem 1 og 1,5 meter i en diameter på otte til ti meter rundt om monopæl-fundamenterne – trods det beskyttende stenlag. Problemet blev dengang løst med et ekstra lag sten omkring monopæl-fundamenterne.
Siden har forskere på DTU MEK arbejdet med at forstå præcis, hvorfor og hvordan erosionen sker og er altså nu kommet frem til, at det er såkaldte hestesko-hvirvler – et kendt begreb i fluid dynamik – omkring monopælen, der giver balladen. Det forklarer Anders Wedel Nielsen, som nu er ansat på DHI:
»Erosion af materialet omkring fundamenterne skal tages seriøst, fordi det kan blotlægge elkablerne med fare for skader på disse. Samtidig ændres egenfrekvensen og lastpåvirkningerne på fundamentet, når den mister støtten fra havbunden på de øverste meter,« siger han.
Han tilføjer, at det er hans klare indtryk, at rådgivere og operatører allerede i dag tager problematikken seriøst og handler i forhold til den.