KORT NYT FRA UDLANDET:
De store mammutter og kæmpedovendyr vejede mange tusind kilo, og virkede alt for store til at datidens rovdyr skulle have haft en chance mod dem.
Men nu tyder et nyt studie på, at løver og sabeltigre ikke blot har angrebet dem, men faktisk også har udryddet en stor del af bestanden. Det skriver Sciencemag.org.
Tanken om, at de største planteædere ikke behøver frygte rovdyrene går tilbage til Charles Darwins klassiske værk ‘Arternes oprindelse’ fra 1859, hvor han skriver, at elefanter og næsehorn ikke behøver frygte løver og tigre. Men det gør de så nok alligevel, ifølge amerikansk forskning.
»Jeg sagde bare, nej, det tror jeg simpelthen ikke på,« siger palæoøkolog Blaire Van Valkenburgh, der er hovedforfatter til studiet, om Darwins opfattelse af de store planteædere, som sikrede mod rovdyr, til Sciencemag.org.
Hun tænkte, at det måske var usandsynligt, at sabeltigrene sprang på voksne mammutter, men at ungerne skulle passe bedre på.
For at undersøge, hvad de forhistoriske rovdyr var i stand til, gik hun i gang med at undersøge, hvad dyrene vejede under den pleistocæne periode for mellem 12.000-2,5 millioner år siden. Det gjorde hun ved at sammenligne tusindvis af fossiler med skeletter fra nulevende elefanter og tigre.
Her fandt hun frem til, at unge mammutter kunne veje mellem 200 kg til 2 tons, mens de voksne kunne veje over 10 tons. Til sammenligning vejede kødæderne mellem 150 til 400 kilo. Men kunne de mindre kødædere virkelig have nedlagt mammutterne?
For at svare på dette gennemgik forskerner tusinder af rapporterede historier om bytte dræbt af løver og tigre. En opgave der tog flere år. Ud fra disse oplysninger udviklede de en matematisk model, som kunne forudsige typiske og maksimale størrelser på byttedyr.
Studiet konkluderer, at rovdyrene har haft en fordel i den periode, hvor de små mammutter ikke længere får mælk fra deres mor, men skal ud og finde føde selv.
»Her er der et blødt punkt, hvor de unge vandrer væk fra moderen oftere, og langt nok til at rovdyrene kan nå dem. Samtidig har de en størrelse, hvor de rent faktisk kan tackles,« siger biolog og medforfatter Louise Roth, til Sciencemag.org. Men ikke nok med det:
»En enkelt sabeltiger kan have taget unge mammutter mellem to og fire år – sommetider op til ni år – og en flok vil kunne have klaret voksne hunner,« siger Louise Roth til Sciencemag.org.
Alt i alt kan løver, ulve og sabeltigre have udryddet 17 procent af de unge mammutter og andre store planteædere rapporter forskningsholdet i en artikel, der netop er udkommet i det videnskabelige tidsskrift Proceedings of the National Academy of Sciences.
Læs også:
Ny teori: Mammutten udslettede sig selv gennem indavl
Sabeltiger-kunst skal beskytte arter fra at uddø
Illustration: Mauricio Anton
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
ams