KORT NYT FRA DANMARK
Fuldkornspizza, fuldkornspasta og fuldkornsboller. Stort set alt med et kornindhold kommer i en fuldkornsvariant, og nu er danskernes fuldkornsindtag næsten dobbelt så stort som for ti år siden. Det skriver DTU i en pressemeddelelse.
DTU Fødevareinstituttet har i samarbejde med Fuldkornspartnerskabet undersøgt, hvor meget fuldkorn danskerne rent faktisk spiser. I 2011 – 2013 var kostens gennemsnitlige indhold af fuldkorn ifølge pressemeddelelsen 63 g/10MJ og til sammenligning var tallet kun 36 g/10MJ i 2000 – 2004.
»Det er glædeligt at se, at kostens indhold af fuldkorn er øget så markant på 10 år, da fuldkorn er med til at nedsætte risikoen for at udvikle hjertekarsygdom, type-2-diabetes og nogle former for kræft,« siger seniorrådgiver Heddie Mejborn i pressemeddelelsen.
Det anbefalede fuldkornsindtag er lige nu 75 gram for hver 10 MJ energi, man indtager.
Selvom det er en positiv stigning, så understreger Heddie Mejborn, at danskerne stadig skal spise mere fuldkorn.
»Undersøgelsen viser, at vi er nået rigtigt langt, men det er fortsat kun knapt hvert andet barn og hver fjerde voksen, der spiser tilstrækkeligt med fuldkorn.« siger hun i pressemeddelelsen.
Undersøgelsen er baseret på de nyeste kostindtagsdata fra Den nationale undersøgelse af danskernes kost og fysiske aktivitet, og nye informationer om indholdet af fuldkorn i fødevarer på det danske marked.
Du kan downloade undersøgelsen her.
Læs også:
Danskerne spiser meget mere fuldkorn
Blodprøve afslører, hvor meget fuldkorn du spiser
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
aml