KORT NYT FRA DANMARK:
Astronauter kommer i fremtiden til at minde lidt om superhelten Ironman takket være teknologi udviklet af et dansk firma.
Danish Aerospace Company (DAC) er blevet udvalgt af ESA til at udvikle et exoskelet, som astronauter kan bruge til at fjernstyre robotter i rummet, skriver firmaet i en pressemeddelelse.
Exoskelettet består af en robotarm, en gribehånd og et integreret styresystem i en rygsæk. Exoskelettet fungerer som et avanceret joystick, så når astronauten bevæger armen og hånden ombord på et rumskib, vil en robotarm placeret på eksempelvis Mars eller en asteroide efterligne astronautens bevægelser.
Systemet har en følsom feedback-mekanisme, der via kraft, vibration og bevægelse giver astronauten fornemmelsen af selv at røre ved de ting, som robotarmen tager fat i. På den måde kan astronauten intuitivt afstemme den kraft, som robotarmen griber med.
Den danske astronaut Andreas Mogensen skal teste en tidlig udgave af exoskelettet ombord på ISS i september, hvorfra han fjernstyrer en robotarm, der står på Jorden.
2 minutter og 20 sekunder inde i videoen forneden kan du se Andreas Mogensen lære systemet at kende under et besøg i ESA's laboratorium i Holland (ESTEC).
Danish Aerospace Company færdigudvikler og fremstiller systemet i de kommende 22 måneder i samarbejde med det belgiske firma Space Applications Services og ESA's Telerobotics & Haptics Laboratory, der har udviklet det oprindelige design.
Læs også:
Fremtiden byder på tøj med superkræfter
Lam teenager sparker fodbold-VM i gang
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
js































