KORT NYT FRA UDLANDET:
Der skulle måske hjælp fra vulkaner til, men ellers ser det nu ud til, at mikrober har været ansvarlige for den største masseuddøen i Jordens historie.
For 252 millioner år siden døde 96 procent af alt liv i havet, samt 70 procent af alt liv på landjorden inden for en kort geologisk periode på 60.000 år, kendt på dansk som Perm-Trias-udslettelsen.
Forskere har ifølge LiveScience overvejet, om den store udslettelse af liv var knyttet til blandt andet meteornedslag, kul fra flyveaske eller opdelingen af superkontinenter. Men ny forskning, offentliggjort i tidsskriftet PNAS, antyder i stedet, at bakterier producerede så gigantiske mængder af gassen metan, at det var næsten umuligt for Jordens liv at overleve.
Teorien er, at den største kendte række af vilde vulkanudbrud i Rusland – der i Perm-Trias-perioden dannede de såkaldte sibiriske trapper; et vulkansk område på størrelse med USA – fik antallet af metan-producerende mikrober til at eksplodere.
Fund i klippestykker fra Kina antyder ifølge medforfatter på studiet, biolog Gregory Fournier fra Massachusetts Institute of Technology, at andre mikrober omdannede metanen til CO2, som lige så stille opbrugte mere og mere af ilten i atmosfæren, forsurede havene, skabte global opvarmning og på den måde tvang Jordens liv i knæ.
»Vulkanen var katalysator for et langt større udslip af CO2, som havde biologiske rødder,« siger Gregory Fournier, men tilføjer til LiveScience, at mange andre faktorer også kan have bidraget til at smadre Jordens økosystem.
Efter 100.000 år dalede antallet af metanproducerende bakterier, men skaden var ifølge Fournier så stor, at det tog yderligere 30 millioner år, før biodiversiteten var tilbage på sit tidligere niveau.
Læs også:
Jordens største masseudryddelse var ikke alene
Populær teori for masseuddøen holder ikke vand
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.































