Debatten om danskheden raser.
Gemytterne har for nyligt været i kog over, at Pia Kjærsgaard hængte Dannebrog op bag Folketingets talerstol. Og før det skabte det stor debat, at Martin Henriksen (DF) i en tv-udsendelse ikke mente, at en danskfødt elevrådsformand nødvendigvis var dansk.
Roden til debatten handler om følelser; om hvem vi danskere historisk set er som folk.
Ikke bare i de seneste par generationer, men fra tilbage inden Harald Blåtand kristnede danerne, og før de skriftlige kilder tørrer ud, og vi kun har knoglelevn og stenredskaber fra de ældste danskere.
Denne fortidige del af vores historie og den 'oprindelige' danskhed har forskerne de seneste år åbnet et vindue ind til.
»Hvis der er nogen, som går rundt og tror - ligesom jeg selv gjorde oprindeligt - at første gang, vi ser fremmede komme ind i Danmark og Nordeuropa, var da tyrkerne kom i 1960'erne, så må man tro om igen, for sådan hænger det ikke sammen,« siger professor Eske Willerslev, leder af Center for GeoGenetik ved Statens Naturhistoriske Museum.
Danskere er resultatet af mange indvandringsbølger
Eske Willerslev troede oprindeligt, at danskernes historie kunne føres tilbage i en lige ubrudt linje fra de første rensdyrsjægere, der kom hertil i stenalderen for ca 14.000 år siden og frem til os i dag.
Men den antagelse viste sig ikke at holde stik.
»Det, som vores og andres forskning viser, er, at danskere - og nordeuropæere som sådan - er et resultat af et sammensurium af mange indvandringsbølger, hvoraf vi i dag kender nogle, men sikkert ikke dem alle,« siger han.
Fossilt DNA er en tidsmaskine
Eske Willerslev er en af verdens førende forskere inden for fossilt DNA, hvilket er forskning i arvemateriale, udvundet fra årtusinder gamle levn af dyr og mennesker.
Han står bag et projekt kaldet "The genomic history of Denmark", der skal bruge fossilt DNA og proteiner fra de ældste skeletter i Danmark og Europa til at tegne danskernes historie frem til i dag.
Det banebrydende med fossilt DNA er, at det giver forskerne en "tidsmaskine", så de kan rejse tilbage og spørge stenaldermenneskene direkte, hvem de var, og hvordan de er beslægtet med os i dag.
Den metode har Willerslev og kolleger brugt til at løfte sløret for helt nye detaljer i forskellige folks historie, herunder europæere, australske aboriginere og amerikanske indianere.
Og selv om The genomic history of Denmark-projektet ikke er færdigt, har de sidste års store gennembrud allerede indikeret, at vi danskere er resultatet af flere indvandringer.
Bønderne og hyrderne kom i to indvandringer
Eske Willerslev peger på to store indvandringer i forhistorien, som forskerne i dag kan se helt tydeligt gennem studiet af arvematerialer fra hundredvis af oldgamle skeletter, udgravet over hele Europa.
Efter de første rensdyrjægere kom til Danmark ved istidens slutning for ca. 14.000 år siden, kom den næste indvandring ved overgangen fra jægere-samlere til agerbrugere for cirka 6.000 år siden.
Et skift, der af mange anses som en af de vigtigste kulturelle forandringer i menneskets historie.
Her har arkæologerne i årtier været delt i to lejre:
- Dem, som mente, at agerbruget kom til Europa og Danmark som en idé, der spredtes blandt de stenaldermennesker, som allerede boede her
- Dem, som mente, at det var mennesker, som indvandrede og bragte agerbrug og husdyr med sig
Med fossilt DNA har forskerne løst den gamle gåde og vist, at agerbruget kom til Europa med en indvandring af mennesker fra Mellemøsten.
Bølgen begyndte for ca. 8.500 år siden i Sydeuropa og kom til Danmark for omkring 6.000 år siden, viser studier af fossilt DNA, der har vist, at bølgen nåede hele vejen til Sydsverige.
Den anden helt tydelige indvandring til Nordeuropa, inklusiv Danmark, er bronzealderindvandringen af yamnaya-folket fra Kaukasien, der vandrede ind fra Østeuropa for ca. 5.000 år siden.
Indvandring gav os gener og sprog
Mens agerbrugerne satte et genetisk aftryk, der ses meget kraftigere i Sydeuropa end i Nordeuropa, er det især Nordeuropa, der har fået et aftryk af bronzealderindvandringen.
»Bronzealderinvandringen ser ud til at have bragt den genetiske evne til at drikke mælk som voksne, som i dag er karakteristisk for nordeuropæere, hvor ca. 80 procent af alle voksne kan tåle mælk, med sig. Dertil kom yamnaya'erne med en helt ny familiestruktur med kernefamilien som den vigtigste enhed, hvilket er bevaret helt op til i dag,« siger Eske Willerslev.
Indvandrerne bragte sandsynligvis også det indoeuropæiske sprog med sig, som dansk er en del af.
»Så hvis du kigger på danskhed ud fra genetik, så er danskhed på ingen måde et fænomen, som forbliver upåvirket af indvandring. Udlændinge og indvandring har i den grad været med til at forme den danske historie både kulturelt og genetisk.«
Indvandring gavner gener og kultur
Indvandringens påvirkning af vores danske historie er en god ting, for forskningen viser, at indvandring er en styrke på den lange bane, forklarer Eske Willerslev.
I hvert fald når man ser på de eksempler, forskerne har af det modsatte af indvandring, nemlig folk, som har levet i isolation meget længe.
»Det at leve i isolation uden nogen form for indvandring og opblanding er noget rigtig skidt på den lange bane. Det kan vi se med palæo-inuitterne,« siger Eske Willerslev og henviser til den uddøde saqqaq-kultur, hvor han og kolleger kortlagde det første fossile genom i 2010.
»Det ser både ud, som om den kulturelle udvikling ikke går så hurtigt, når man lever i isolation, og at man kan få problemer med indavl,« siger Willerslev.
Parallelsamfund eksisterede også i fortiden
Men at indvandring er godt på lang sigt, betyder selvfølgelig ikke, at der ikke kan være store udfordringer ved indvandring på den korte bane.
Det kan forskerne se spor af, både i arkæologien og genetikken, der viser, at forskellige grupper af vores forfædre i lang tid har levet adskilt i parallelsamfund, ind til de på et tidspunkt er begyndt at blandes og få børn sammen.
»Det, der var oprindeligt var fremmed, var ikke længere fremmed; hverken for dem, der kom, eller dem, der allerede var der,« siger Willerslev.
»Indvandring er en del af at være danskere«
Indvandringerne erstattede ikke bare det, der var tidligere, men blandede sig med det og udviklede sig både kulturelt og genetisk til det sammensurium, vi er i dag.
»Ligesom så mange andre erkender jeg og er også bekymret over de udfordringer, vi står over for som moderne samfund med indvandringen udefra. Men det her med indvandring som dommedagsprofeti tror jeg ikke på længere,« lyder det fra Eske Willerslev.
»For mig personligt har det ændret noget af min opfattelse og givet mig håb at se vores egne resultater og blive overrasket over dem,« siger Eske Willerslev:
»Og jeg synes, det er væsentligt, at man har det her historiske perspektiv med: Indvandring er en del af at være danskere. Vi har klaret det før, og på den lange bane skal vi nok klare det igen, selvom der, ligesom i fortiden, er store udfordringer på vejen.«
