The Martian: Hæsblæsende kamp for overlevelse er realistisk

Da vi så filmen The Martian, blev vi i den grad mindet om rumalderens begyndelse. For de prøvelser, filmens hovedperson Mark Watney udsættes for, minder i den grad om nogle af de udfordringer, de første astronauter mødte ude i rummet.

Der er ingen tvivl om, at den største redningsaktion i rumfartens historie er Apollo 13, hvor NASA bragte tre astronauter hjem, efter deres Apollo-rumskib blev delvis ødelagt ved en eksplosion, mens de var på vej mod Månen. Det er fra Apollo 13, at et af rumalderens meste berømte citater stammer: »Failure is not an option« – Fiasko er ikke en mulighed.

Bliver anset for død

Dette citat er netop grundlaget for hele filmens handling, som i øvrigt er ganske enkel. Filmen foregår 20-30 år ude i fremtiden på den tredje bemandede ekspedition til Mars. Astronauterne er ankommet med rumskibet Hermes, som bliver i bane om Mars, mens de selv lander i et særligt fartøj.

Det går også godt de første 18 dage, men så rammes den lille base af en gevaldig støvstorm.

Da deres returrumskib er i fare for at vælte på grund af stormen, beslutter den kvindelige kaptajn Lewis, at man skal tilbage til Hermes. Men astronauten Mark Watney kommer ikke med, da han bliver ramt af en løsrevet antenne, og anses for død af sine kolleger. Rumskibet letter uden mulighed for at vende tilbage på grund af mangel på brændstof.

Det eneste, besætningen kan gøre, er at koble sig til Hermes og sætte kursen mod Jorden – og det er her, filmens handling for alvor begynder, da det viser sig, at Watney ikke er død, men bare såret.

Må tage videnskaben til hjælp

Resten af filmen er en utrolig Robinson Crusoe-historie om, hvordan man overlever på Mars. Watney, glimrende spillet af Matt Damon, følger i de rigtige astronauters fodspor, da han på et sted i filmen siger: »I’m going to have to science the shit out of this« – meget frit oversat: 'Jeg skal bruge videnskab for at løse mine problemer'.

Hans første og største problem er, at der er fire år til næste ekspedition, og at han kun har mad nok til nogle få måneder, og den røde marsørken er jo - med temperaturer på minus 50 grader og mangel på vand - ikke ligefrem et sted, man kan dyrke planter.

Watney er heldigvis både botaniker og ingeniør, og han får mere end brug for begge uddannelser – ikke mindst da han i nogle vidunderlige scener begynder at dyrke kartofler inde i beboelsesmodulet.

Prøv det ikke derhjemme

Til alt held har NASA nemlig sendt nogle få rigtige kartofler med, så astronauterne kunne tilberede en ægte Thanksgiving-middag, og det er disse kartofler, Watney nu skal få til at spire.

Det er klart, at ud over mad så er ilt og vand det vigtigste. Han producerer vand på den meget livsfarlige måde ved først at udvinde brint fra det yderst giftige brændstof hydrazin og bagefter brænde brinten, da brint jo brænder til vand, når det reagerer med ilt.

Man kan kun sige: »Do not try this at home«.

Bruger sin opfindsomhed

Hvad angår ilten, så har Watney en 'oxygenator', som måske ligner den 'iltmaskine', der netop nu udvikles med dansk deltagelse. Den danske marsforsker Morten Bo Madsen er nemlig med på det hold, som i disse år er ved at udvikle et apparat, der kan omdanne CO2 i atmosfæren til kulilte, CO, og ilt, O2.

Det er en proces, der kræver elektrisk energi, og som NASA har store forventninger til, og til Watneys meget store held virker hans 'oxygenator' filmen igennem. Ellers var eventyret også kommet til en brat afslutning.

Sådan er det hele vejen igennem. Watney bruger opfindsomhed til at løse problemerne i stedet for at gå i panik. NASA opdager ret hurtigt, at Watney er i live ved at se på satellitbilleder, at roveren har flyttet sig. Det svarer helt til situationen i dag, hvor Mars Reconaissance Orbiter MRO følger Curiosity, når den kører rundt på Mars.

Skal de fortælle sandheden?

Men det er Watney, der genskaber kontakten med Jorden. Hertil bruger han kameraet fra den gamle marssonde Pathfinder.

Det er måske ikke helt realistisk, men det bringer NASA ind i billedet og stiller dem i et dilemma, som vi også kender fra rumfartens historie:

De fem astronauter, der forlod Mars, er nu på vej mod Jorden i rumskibet Hermes – men skal man fortælle dem, at Watney lever?

Vil det distrahere dem fra at udføre deres mange opgaver under hjemrejsen?

Afspejler rum-dilemma fra virkeligheden

Vi skruer tiden tilbage til 1977. Om bord på den russiske rumstation Salyut 6 er Romanenko og Grechko ved at gennemføre en tre måneder lang flyvning. De får besøg af et Soyuz-rumskib, og her får chefen Romanenko at vide, at Grechkos far netop er død.

Skal han fortælle det, eller vente til de er tilbage på Jorden? Romanenko vælger ikke at fortælle det, men var det den rigtige beslutning?

I filmen bliver NASA efterhånden nødt til at fortælle astronauterne, at Watney lever og åbenbart gør alt, hvad han kan for at overleve. NASA søger naturligvis at sende ekstra forsyninger op, men noget mislykkes, og det ender med, at kaptajnen Lewis sammen med besætningen på Hermes tager sagen i egen hånd.

Det fører til en fantastisk redningsaktion, som naturligvis ikke skal røbes her.

Tager videnskab alvorligt

The Martian er helt afgjort en god og spændende film, der fanger meget af NASAs 'can do'-mentalitet. Det var den mentalitet, der blev demonstreret i rumfartens tidlige år, da astronauten Charles Conrad med en slags hækkesaks reddede den første amerikanske rumstation Skylab i 1973.

En solvinge havde sat sig fast, og på en rumvandring brugte Conrad hækkesaksen til at klippe solvingen fri. Da vingen så foldede sig ud, skete det med så voldsomt et ryk, at Conrad blev slynget bort fra Skylab og kun reddet af sikkerhedslinen.

Det, der adskiller The Martian fra så langt de fleste science fiction-film er, at den tager videnskab alvorligt. Med et par enkelte undtagelser er filmen videnskabeligt set korrekt. Den største undtagelse er startscenen, hvor en storm truer med at vælte rumskibet.

Det er ganske umuligt, da atmosfæren på Mars kun er 1/100 så tæt som Jordens atmosfære. Selv en meget voldsom storm vil kun føles som en let brise – selv om støvet vil være meget generende.

Overvejende realistisk

Til gengæld er marsoverfladen mere stenet end vist på filmen – og vi ved fra Curiosity, at de mange små og skarpe sten kan være ret så hårde ved hjulene. Vi ved også, hvor meget støv der hvert år lægger sig på Mars.

Det er helt sikkert, at Pathfinder ikke på bare 40 år vil blive helt dækket af sand og støv. Så Watney havde altså ikke behøvet ligefrem at grave den gamle rumsonde frem.

Hans dyrkning af kartofler, hvor han bruger sin egen afføring som gødning, er til gengæld ret realistisk.

Man arbejder også på ISS med at dyrke planter til at supplere forsyningerne hjemmefra, og i august spiste besætningen for første gang salat, der var dyrket i rumstationens lille drivhus.

Fortjener at blive set

Rumskibene er særdeles realistiske, da de er baseret på nogle af NASAs egne planer. Hermes-rumskibet er både stort og meget langt, da man ønsker atommotoren anbragt så langt væk som muligt fra besætningen. Som noget nyt er Hermes udstyret med roterende ringe, hvor besætningen opholder sig.

Rotationen skaber jo en kunstig tyngdekraft. Det er bestemt en god, men dyr idé på lange rumrejser at undgå alle de problemer, vægtløsheden medfører.

Det er ret smart, at Watney bruger en Plutonium-generator til at øge sin energiforsyning. Det er ikke så farligt, som det lyder, da Plutonium-238 kun udsender alfastråling, som stort set bremses af hans rumdragt. Han har meget mere grund til at bekymre sig om baggrundsstrålingen på Mars – her gælder det om at skovle støv op over beboelsesmodulet.

Men alt dette er småting. Filmen fortjener at blive set – og så kan man jo gå hjem og læse om de ikke mindre imponerende bedrifter, de virkelige astronauter har udført.