Den spiste frugt og svingede sig i træerne i det sydlige Kina.
Og med sine tre meter i højden og med en kampvægt på op mod 300 kg indtog kæmpeaben Gigantopithecus Blacki frugt i store mængder.
Kæmpeaben, der levede for cirka 2 millioner års siden, men uddøde for mellem 215.000 og 295.000 år siden, har længe været et mysterium for forskere og palæontologer, da man ikke før har forstået, hvorfor den store primat forsvandt.
Men nu kommer ny forskning med et bud på, hvorfor Gigantopithecus Blacki uddøde. Og konklusionen lyder på klimaforandringer, skriver et af universiteterne bag undersøgelsen Chinese Academy of Science i en pressemeddelelse.
»Historien om G. Blacki er en gåde inden for palæontologi. Hvordan kunne sådan en mægtig skabning uddø på et tidspunkt, hvor andre primater tilpassede sig og overlevede?« spørger palæontolog og medforfatter Yingqi Zhang, professor i palæontologi ved Chinese Academy of Science i Beijing, i pressemeddelelsen.
Artiklen fortsætter under billedet

For at nå frem til konklusionen, at de klimaforandringer, der startede for 700.000 år siden, var en afgørende faktor bag, at kæmpeaben uddøde, har forskere analyseret fossiler og sedimenter fra 22 forskellige huler i det sydlige Kina.
Nærmere bestemt har de analyseret fossilerede tænder samt kigget på pollenregisteringer og geologiske datoer. Derefter skabte forskerne en detaljeret tidslinje for kæmpeabens tilbagegang og død.
Pollen- og fossilanalyserne viste, at klimaet og planterne i området var meget sæsonbestemt som følge af klimaforandringerne for omkring 600.000-700.000 år siden.
Klimaforandringerne betød også, at flere skovarealer i det sydlige Kina blev omdannet til græsarealer og at der var flere perioder med tørke.
Det nye studie er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Nature, hvor det fremgår, at kæmpeabens store frugtforbrug kom under pres som følge af klimaforandringerne, og i mangel på bedre, når frugterne ikke længere var i sæson, begyndte den at spise barken på træer.
»Vi har en meget mere robust tidslinje for deres liv (kæmpeaben, red.), og hvorfor de uddøde,« fortæller Kira Westaway, medforfatter og lektor i geokronologi ved Macquarie University, Australien, i pressemeddelelsen.
»Det ligner, at G. Blacki valgte en evolutionær vej, den ikke kunne ændre,« afslutter lektoren.
Gigantopithecus Blacki blev navngivet af den tysk-hollandske palæontolog og geolog Ralph von Koenigswald (1902-1982) i 1935 efter fundet af kæmpeabens kindtænder, der målte 2 centimeter i længden.
prip































