Vægtløshed er en unik følelse

»Nu er det på tide, du får dig et skud scopolamin – det vil jeg stærkt anbefale dig – mod luftsyge.«

Det Europæiske Rumagenturs fotograf Anneke træder ind ad døren til mediekontoret i Novespaces barakker, hvor jeg netop er hoppet i min ’flyvedragt’, og hun peger insisterende ud i gangen på den meget lange kø foran lægens kontor.

Klokken er 8 om morgenen, 22. maj 2012, og om kort tid skal jeg ud på den parabolflyvning, som ESA har inviteret mig med på. Under flyvningen vil jeg et væld af gange blive fløjet hurtigt op og ned i luften – og undervejs komme til at opleve dels hypergravitation, hvor tyngdepåvirkningen er betydeligt større, end vi oplever på jorden, dels vægtløshed, hvor man svæver frit rundt inde i flyet.

Jeg nikker og tilslutter mig køen, hvor jeg ikke kan lade være med at grine lidt over de deltagere, der står og venter sammen med mig. Mange af dem ligner allerede omvandrende forsøgsopstillinger, tætpakkede med ledninger, sensorer og uidentificerede dimser.

59-årige Anneke hiver mig hen til sig og hvisker i mit øre:

»Man kan godt blive rundtosset og døsig af scopolamin, så er du advaret. I gamle dage fik vi også et skud amfetamin, og det havde en fantastisk opkvikkende effekt. Alle var super glade, og ingen var trætte, men så blev amfetamin af en eller anden grund forbudt,« siger hun og blinker til mig, hvorefter hun ler hjerteligt.

Særligt legeområde til journalisterne

Fotografen viser sig at have ret. Der går kun få minutter efter, at lægen har givet mig sprøjten, til jeg føler mig rundt på gulvet – dog ikke mere, end at jeg får samlet mig sammen, pakket mine ting og trasket ud i flyet.

Kabinens almindelige indmad i form af f.eks. stole, toiletter og køkken er fjernet, så der er god plads til forskernes mange forsøgsopstillinger – 12 i alt. Kun i flyets forende og bagende er der stadig opstillet et par stolerækker, så deltagerne har et sted at snøre sig fast under start og landing – og en oase at søge hen til i tilfælde af, at de mange op- og nedture gør syg.

Eksperimenterne holdes adskilte fra hinanden ved hjælp af store, hvide net, og endelig er der et ’legeområde’, hvor journalister og andre, der ikke har prøvet vægtløshed før, lige kan vænne sig til følelsen under nogenlunde trygge rammer.

»Det er dér, du skal være under de første paraboler,« pointerer en af mændene i orange kedeldragter, der kendetegner ESAs egne medarbejdere.

Ready for take-off

»Tag plads og spænd sikkerhedsbæltet,« lyder det over højtaleren.

De fire jagerpiloter i cockpittet giver den gas, hvorefter flyet banker af sted. Mottoet ‘tomme dåser buldrer mest’ passer meget godt til flyet, for uden flyets indmad er der ikke noget til at absorbere lyden. Det LARMER. Flyet rasler og ryster hen over startbanen, og inden jeg får set mig om, er vi oppe i de tunge regnskyer, der skaber en hel del turbulens.

Men hvor er min flyskræk blevet af??

Starten plejer at være det tidspunkt, hvor jeg er allermest bange under en flyvning, og denne start var bestemt ikke blid, men jeg sidder helt roligt og forventningsfuldt i min stol. Psykologen havde advaret mig om, at jeg nok ville komme på overarbejde med at holde skrækken fra livet med de mentale værktøjer, hun har givet mig, men jeg er virkelig ikke den mindste smule angst. Mærkeligt! Fantastisk! Jeg får sgu en tåre i øjenkrogen.

Jetstrømmene slapper af

Piloterne bringer os ud over åbent hav i et område, hvor kun Novespaces fly har tilladelse til at komme. Piloterne har holdt et skarpt øje med vindforholdene i området de seneste dage for at sikre, at man kan lave paraboler uden turbulens, som kan gøre det umuligt for forskerne at lave brugbare målinger. Så sent som i går aftes var der endnu stærke jetstrømme i de luftlag, hvor flyvningen vil finde sted, men de er heldigvis væk i dag.

»60 seconds to pull up« – lyder det over højtaleren. ‘Pull up’ vil sige, at flyet vil begynde sin første stejle vandring opad og skabe hypergravitation, så jeg går hen i ’legerummet’, hvor en grinende legesyg journalist fra den store spanske avis El Mundo samt en ung, eventyrlysten fransk studerende, der har vundet parabolflyvningen i en konkurrence, allerede står klar.

Lederen af Novespaces parabolflyvninger kravler ind i legerummet og beordrer os til at lægge os ned. Opstigningen ’pull up’ giver nemlig en tyngdepåvirkning på 2G, hvilket man lige skal vende sig til, siger han.

Lederen er en yderst behagelig og rolig mand, og han har gennemført, hold fast, 5.900 paraboler i sit liv. Han er astrofysiker af uddannelse, ligesom mig, og når han kan lægge krop til og kan tage det så roligt, kan jeg også, tænker jeg, mens jeg lægger mig ned på gulvet.

Five seconds…PULL UP!

Kære elefant, løft din rumpe

Følelsen af at blive mast er overvældende. Det er som om en elefant har sat sig oven på mig med sin fulde vægt og jeg holder mig tappert til rådet om at finde et fixpunkt i loftet og at trække vejret jævnt. Hvis man drejer hovedet i denne fase, er der stor risiko for, at man forvirrer balancesystemet i det indre øre, så man bliver dårlig.

30…40, INJECTION!

Flyet går nu ind i en parabelbane, hvorved den vægtløse tilstand sætter ind – på et øjeblik løfter elefanten sin rumpe fra min mave og griber mig i kraven med sin snabel, hvorefter den slynger mig nænsomt op mod loftet. UNDERLIG følelse. Jeg svæver! Jeg er fri! HOLD KÆFT, hvor er det VILDT!

Alle omkring mig hviner og råber og jeg forsøger forfjamsket at få styr på mig selv i kaosset og gribe fat i det sorte rør, der er monteret oppe under loftet, men den spanske journalists ene ben svæver foran mit hoved, så jeg ikke kan komme frem. Hovedet vender nedad og benene opad, og jeg når lige at registrere, at den spanske journalist i sin ellevilde sprællen uforvarende har fået viklet sig ind i fiskenettet, mens lederen af hele seancen hovedrystende ser til, før højtalestemmen lyder:

20, 30, PULL OUT…

Videoen stammer fra selvsamme flyvning, som videnskab.dks journalist deltog i. (Credit: Novespace)

Blodet forsvinder fra mit hoved

SMOK! Nu, hvor flyet er nået et godt stykke ned af sin parabelbane og er ved at rette sig op igen, kan man atter mærke tyngdekraften, endda med ekstra styrke (hypergravitation). Jeg falder pladask ned på gulvet og får som en bonus elefanten smækket oven på mig, der maser mig ned mod gulvet med al sin kraft. Jeg hiver tummelumsk efter vejret.

Ét minut til næste omgang.. vi sætter os op og kigger rystede på hinanden. »Hvor var det MÆRKELIGT«, siger den spanske journalist, og griner højt. »Hvordan skal jeg nogen sinde kunne fortælle andre om det her, den følelse er noget helt for sig.«

»Ja…. det er fuldstændigt… unikt,« gisper jeg.

Vi får ikke tid til at snakke mere, for i denne indledende runde kommer der seks paraboler med ét minuts mellemrum, og der er kun 30 sekunder til næste omgang.

Denne gang må vi sidde op under 2G-fasen, hvilket giver en helt ny oplevelse. Da hypergravitationen opstår, føles det, som om alt blod forsvinder fra hovedet og ned i kroppen, hvilket gør mig lidt svimmel.

Under den efterfølgende vægtløshed banker jeg så oven i købet med fuld kraft hovedet op i en metaltingest i loftet, men den skærende smerte overskygges fuldstændigt af begejstringen over, at jeg tør vove at slippe kontrollen i et fly, der virkelig ter sig underligt.

Pausen bruges på blodprøver

Efter yderligere tre paraboler, er der en kort pause på fem minutter, før næste serie skyller ind over os. Jeg bruger frirummet til at gå rundt mellem eksperimenterne og snakke med forskerne.

Nogle af dem viser sig at være garvede parabolflyvere, der har været med på samtlige ture gennem et helt årti. Det gør, at de gennem årene har kunnet tilpasse deres eksperimenter til dette ekstreme miljø og sikre sig, at de får høstet alle de data, de har behov for til deres forskning.

Pausen udnytter mange forskerhold til at få taget blodprøver af deres forsøgspersoner, hvilket bl.a. går ud over to ’astronauter’ fra det berømte projekt MARS500, der sammen med andre forsøgspersoner har været spærret inde i 500 dage for at simulere en flyvning til Mars. De blev lukket ud af ‘rumsonden’ for nogle måneder siden og skal afslutningsvist deltage i denne parabolflyvning for at teste, i hvor høj grad hypergravitation og efterfølgende vægtløshed inducerer stressreaktioner i deres kroppe og hjerner.

De to deltagere skal skiftevis stå op, sidde og ligge ned gennem parabolerne og have lukkede øjne, så man er sikker på, at alle visuelle input er sorteret fra, så en eventuel stresspåvirkning kun kommer fra parabolerne. Godt, det ikke er mig.

Finmotorik er vigtig for astronauter

Jeg når halvvejs ned gennem forsøgsopstillingerne, da en hvidhåret herre med et skælmsk smil og spillevende øjne griber fat i mig og trækker mig hen til sit eksperiment, hvor to forsøgpersoner sidder på et par specialbyggede stole, iklædt shorts, t-shirts og en hulens masse måleudstyr.

»Vi fik slet ikke snakket sammen før start, men nu har jeg dig,« siger han venligt, og giver sig i kast med at fortælle om sin forskning.

»Finmotorikken i vores hænder og vores evne til at gribe fat i objekter, der bevæger sig, er afhængig af tyngdefeltet. Hjernen er indrettet til at operere i et tyngdefelt på 1G. På en rumstation skal man kunne begå sig i vægtløs tilstand, og vi vil gerne undersøge, i hvor høj grad hjernen er i stand til at tilpasse sig til sådan et miljø, altså om kroppen kan agere og løse opgaver med samme hastighed og præcision, som den plejer – det tester vi ved at lade forsøgspersonen her løse forskellige finmotoriske opgaver, som f.eks. at flytte objekter fra ét sted til et andet,« fortæller han.

30 seconds….

Cockpittet er ikke et sted for mig

Pausen er forbi, og jeg styrter tilbage til legerummet og sætter mig ned, og de næste ti paraboler går med spas og leg. Jeg begynder langsomt at finde ud af at svæve stilsikkert rundt i legerummet. Kunsten er IKKE at padle og gøre noget overilet, men at tage det roligt, hvis man gerne vil have en slags kontrol.

Nu, hvor vi er halvvejs gennem turen, kan jeg pludselig mærke min mave opføre sig sært, og jeg kanter mig hen til stolerækkerne i flyets forende.

Jeg opdager hurtigt, at det ikke var det smarteste træk, for heroppe helt i front virker overgangen mellem pull up og pull out meget meget tydelig. Fra at flyet går stejlt op kan man virkelig mærke, når flyet pludselig vender snuden nedad, og oplevelsen forstærkes yderligere af, at jeg fra min plads har frit udsyn til cockpittet, hvor de fire jægerpiloter sidder.

Skiftet fra optur til nedtur får himlen til at lave et dramatisk sving og jeg kan et kort øjeblik mærke en snært af angst, som jeg skynder mig at skubbe væk ved at tænke på mine søde unger derhjemme.

Lægen kommer hen til mig og spørger, om jeg har brug for noget, og jeg får en tår vand – han siger, at det nu er for sent til, at jeg kan få ekstra medicin mod luftsyge – det føler jeg nu heller ikke er nødvendigt, men efter de næste fem paraboler fordufter jeg ned i flyets bagende, så jeg for cockpittet på behørig afstand.

Forskerne arbejder uanfægtet videre

Fra flyets bagende har jeg pludselig fuldt overblik over flyet. Jeg kan se, hvordan forsøgspersonerne skiftevis står op og sidder ned, hopper kontrolleret op og ned og svinger målrettet med armene, selv under 2G-perioderne med den tunge elefant. Hver bevægelse er tydeligvis indstuderet til mindste detalje og udføres med en ophøjet ro.

Nogle af forskerne bliver rigtigt luftsyge, betydeligt mere dårlige end mig, og bliver i perioder sat helt ud af spillet, men efter at have sundet sig lidt, vender de tilbage på deres poster igen og fortsætter ufortrødent og målbevidste deres arbejde.

Jeg holder skansen, indtil parabolerne er forbi, og vi går over til ’vendingerne’, hvor flyet ved at krænge ud til siderne udsætter passagerer og udstyr for hhv. 1.2, 1.4 og 1,6 G. Her står min mave af, da flyet vender og drejer sig som et skib i havnød, men seancerne er heldigvis korte.

Jeg slipper dog ikke for at kaste op i en af de udleverede poser, som straks bliver afhentet og kvitteret med et forstående blik af én af de orange mænd.

»Nu får I ikke mere i denne omgang,« siger stemmen i højtaleren, hvorefter piloterne straks giver sig til at manøvrere flyet hjem.

Jeg sidder stolt og glad i min stol og kigger ud på de smukke skyer. Dette var ‘once in a lifetime’ for mig, men en stor del af forskerne skal allerede med flyet igen den efterfølgende dag.

Følg med de kommende dage, hvor du kan høre mere indgående om de mange virkeligt spændende eksperimenter, der blev gennemført ombord.

Videoen er fra tidligere flyvninger og viser bl.a. hvordan flyet ser ud udefra under en parabol (Credit: ESA)