Et opgør, som nogen af os længe har ventet og håbet på, synes omsider på vej i den videnskabelige verden: Opgøret med de videnskabelige forlag.
I magasinet 'The Scientist' kunne man således i juli læse, at flere tyske universiteter vil boykotte forlaget Elsevier, fordi de er utilfredse med forlagets forretningsmodel.
Og i august udtalte bibliotekschefen ved Humboldt universitetet i Berlin, at omkring 60 procent af universitetets biblioteksbudget går til forlagene Wiley, Springer og Elsevier, hvilket man ikke ønsker fremover.
Men da internationale videnskabelige tidsskrifter af høj kvalitet er vigtige tandhjul i en forskers virke, kunne man godt gå hen og blive bekymret for den fremtidige adgang til den videnskabelige litteratur.
Det er de tre forlagsgiganter Elsevier, Springer og Wiley, der udgiver hovedparten af de vigtigste tidsskrifter i den akademiske verden, dvs. de tidsskrifter, som forskerne læser, citerer og gerne vil publicere i.
Uden adgang til disse tidsskrifter vil det gå hårdt ud over den enkelte forskers muligheder for at publicere, i hvert fald på kort sigt. Alligevel hilser vi opgøret velkommen.
\ Historien kort
- Den videnskabelige forlagsbranche har fede dage. Internettet har fjernet produktions- og distributionsomkostninger, mens de (typisk) universitetsansatte forskere skriver og bedømmer artiklerne ganske gratis.
- Den model har flere, herunder 60 tyske universiteter, nu fået nok af.
- Også i Norge søger man nye løsninger, herunder et nordisk samarbejde om et oprør med forlagene.
Et system så absurd, at det lyder utænkeligt
For at forstå baggrunden for de tyske universiteters ageren, kan man gøre sig følgende tankeeksperiment. Lad os et kort øjeblik forestille os, at dansk landbrugs forretningsmodel tog sig ud som følger:
Hvert forår køber landmanden såsæd hos grovvareselskaberne.
Henover året knokler landmandens medarbejdere med at dyrke afgrøderne. Når høsten er i hus, fragter landmanden den hen til grovvareselskabet. Her sker der noget mærkeligt: Landmanden afleverer sine afgrøder, men får ingen betaling derfor - faktisk kræver visse af selskaberne betaling for overhovedet at inspicere afgrøden.
Det næste, der sker, er endnu mere mærkeligt. Grovvareselskabet beder to ansatte hos konkurrerende landmænd om at kvalitetsvurdere afgrøderne. Ingen ved, præcis hvilke kvalitetskriterier der vil blive fokuseret på fra gang til gang - det kan være næringsværdien, udseendet, lugten eller alt muligt andet.
At bedømme afgrødernes kvalitet skønnes nemlig at være så meget specialistviden, at kun inderkredsen af landmændenes medarbejdere er i stand hertil.
Kvalitetsbedømmernes identitet holdes desuden hemmelig. Det er, fordi når 'alle kender alle', risikerer man, at bedømmerne ikke tør kassere afgrøder af ringe kvalitet, fordi de risikerer en omgang 'pay-back' fra naboen året efter.
Da det hævdes kun at være inderkredsen, der kan vurdere kvalitet, er det et ærefuldt hverv og derfor også noget, der foregår uden betaling.
Endnu mere ærefuldt (eller skulle man kalde det magtfuldt?) er det, at være den, der bestemmer, hvem der skal kvalitetsvurdere de enkelte afgrøder. Så også dette foregår uden, at grovvareselskaberne betaler derfor.
Det er med andre ord landmændene selv, der betaler gildet.
Hvor meget der kasseres er afhængigt af, hvor godt et ry grovvareselskabet har.
Visse af grovvareselskaberne kasserer omkring 90-95 procent af afgrøderne. Sagen er nemlig, at de grovvareselskaber, der kasserer flest afgrøder, har ry for også at levere den bedste kvalitet. Derfor flokkes landmændene hos dem.
Når foråret kommer, henvender landmændene sig på ny til grovvareselskaberne for nu at købe deres egne afgrøder tilbage som såsæd. Desværre er det så ikke muligt kun at købe den såsæd, de rent faktisk skal bruge.
Grovvareselskaberne har nemlig over vinteren bunket afgrøderne sammen i nogle pakker, der gør, at de landmænd, der kun dyrker eksempelvis roer, også tvinges til at købe både byg og hvede til priser, der stiger op til fem procent om året.
Virkeligheden er lige så grotesk som fantasien
Ja, det er så langt ude, at man næsten ikke har fantasi til at forestille sig, at noget sådant kan være virkeligheden.
Men prøv at udskift ordene:
- 'bonde' med 'universitet'
- 'grovvareselskab' med 'videnskabeligt forlag'
- 'afgrøde/såsæd' med 'videnskabelige værker'
- 'landarbejder' med 'forsker'
Så bliver hele modellen pludselig ganske anderledes virkelighedsnær.
Som systemet er indrettet i dag, forærer forskerne deres videnskabelige arbejder til forlagene, der overtager rettighederne til værkerne ganske gratis.
Tidsskrifternes redaktionspaneler består desuden af forskere, der står for det meste af redigerings- og bedømmelsesarbejdet.
På den måde er det universiteterne, der betaler for udvindingen af råvarerne, foretager forædlingen af dem, og som i sidste ende tvinges til - i dyre domme – at tilbagekøbe slutprodukterne i form af abonnementer på videnskabelige tidsskrifter og kæmpemæssige digitale bogpakker.
Profit uden egentlige omkostninger
Tidligere kunne de videnskabelige forlag hævde, at denne forretningsmodel var rimelig, fordi videnskabelige værker var nicheprodukter, der kun kunne trykkes i meget beskedne oplag, og at distributionsomkostningerne til de internationale markeder var betragtelige.
Men digitale teknologier og internettet har vendt op og ned på det, og i dag er de videnskabelige forlags distributions- og produktionsomkostningerne noget nær ikke-eksisterende.
Samtidig er produktionen af forlagenes råvarer – de videnskabelige bøger og artikler – stigende, og det er efterspørgslen herpå også.
Syddansk Universitetsbibliotek – som er landets næststørste forskningsbibliotek – bruger årligt cirka 32 millioner kroner på at købe abonnementer på videnskabelige bøger og tidsskrifter i elektronisk form.
Systemet er enhver direktørs våde drøm
Hvordan kan et så perverteret system bestå?
Det er åbenlyst, at forlagene ikke har nogen interesse i at ændre på systemet.
At have en produktionsvirksomhed, hvis råvarer er både rigelige og gratis, hvor store dele af forarbejdningen foregår ved, at andre betaler lønomkostningerne, og produktet herefter let kan sælges til priser, som man selv kan bestemme, er enhver direktørs våde drøm.
Den enkelte forsker har på den korte bane heller ikke noget incitament til at protestere mod systemet.
Det er ikke hans privatøkonomi, der belastes, og forsøger han at tage kampen op med forlagene ved at protestere offentligt eller ved at forsøge at publicere via andre kanaler (såsom mindre tidsskrifter), risikerer han at skyde sig selv i karrierefoden.
Han bliver nemlig hovedsageligt målt på, hvor succesfuld han er med at få trykt sine værker. Hvis han formår at bringe sig selv ind i 'det gode selskab' hos forlagene, bliver det lettere for ham at publicere der. Og jo mere han publicerer hos højt rangerende tidsskrifter, jo bedre bliver hans karrieremuligheder.
Tidligere små tidsskrifter har trange kår
Og skulle han endelig forsøge med et mere stille oprør og forsøge at publicere via andre kanaler, viser det sig, at disse langsomt men sikkert tørrer ud.
For 10-15 år siden havde forskerne langt bedre muligheder for at 'gå andre steder hen'.
Der eksisterede nemlig talrige små, selvstændige videnskabelige tidsskrifter inden for de enkelte fagområder.
Disse små, men ofte gode tidsskrifter, som havde til huse ved universiteterne selv, hvor de blev redigeret og review'et og gjort gratis tilgængelige for alle.
\ Let adgang til videnskabelige artikler
Der er en modbevægelse igang, som går mere og mere på 'Open Access' (fri og gratis) ift. den enkelte forskningsartikel.
Savner du adgang til videnskabelige artikler? Så installér værktøjet 'Unpaywall' i din browser og få den til at søge efter gratis adgang til en låst artikel.
Næsten halvdelen af de artikler, folk søger efter, findes gratis.
Desværre har sådanne tidsskrifter trange kår; det er nemlig ikke meriterende for forskerne at påtage sig redaktørarbejdet, og universiteterne yder ingen, eller kun meget beskeden, økonomisk støtte hertil.
Derfor har sådanne tidsskrifter meget vanskeligt ved at kæmpe sig op ad de store forlags rankinglister.
Ja, ganske rigtigt læst: Det er 'naturligvis' de store forlag selv, der udarbejder rankinglisterne.
Og da et tidsskrifts placering på rankinglisterne er af afgørende betydning for den enkelte forskers karrieremuligheder, ender det ofte med, at det kun er forskernes 'skod-artikler', som ikke kunne antages ved de højt rankede tidsskrifter, der finder vej til universiteternes egne tidsskrifter.
Den nedadgående spiral er let genkendelig.
Forskningsbiblioteker går sammen i kamp for fri adgang
Det er så skidt, at man skulle tro, at der var nogen, der gjorde noget ved det.
Blandt andet derfor er SPARC (Scholarly Publishing and Academic Resources Coalition) blevet dannet. SPARC er en international organisation, der arbejder for at muliggøre åben – fri og gratis – udveksling af forskningsresultater og forskningsdata gennem såkaldt 'Open Access'.
SPARC har mere end 600 medlemmer – hovedsageligt forskningsbiblioteker og forskningsinstitutioner over hele verden. Særligt i Europa har organisationen været aktiv og har siden dens grundlæggelse i 2004 arbejdet for at gøre både data og forskningsresultater offentligt og gratis tilgængelige.
\ Læs mere
Tyske universiteter lægger arm med forlagene
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Og det ser ud til, at det så småt begynder at give resultater.
Som nævnt er 60 tyske universiteter gået sammen i en fælleskamp mod de store videnskabelige forlag i protest mod deres prispolitik og deres modstand mod at gøre forskningsresultater tilgængelige for en bredere offentlighed gennem Open Access.
Det er på den baggrund, at de har meddelt, at de vil opsige deres abonnementer ved årsskiftet, medmindre forlagene viser sig mere forhandlingsvillige, hvad angår deres priser og deres politikker om offentliggørelse af videnskabelig viden.
Strategien har vist sig ganske effektiv. Wiley og Springer har vist sig forhandlingsvillige, mens Elsevier stadig stritter imod.
Nordisk samarbejde på vej?
På tilsvarende vis rasles der med sablen i Norge, hvor staten er i gang med initiativer, der skal give befolkningen bedre adgang til den (ofte) statsfinansierede forskning.
I samme åndedrag har nordmændene opfordret til et nordisk samarbejde omkring et opgør med forlagene.
Det klinger som 'sød musik i vores ører'.
Hvordan kampen mellem forlagene og universiteterne ender, kan vi ikke spå om.
Men at få gjort op med dette system, der i grotesk grad favoriserer forlagene på forskernes og universiteternes bekostning, kan kun gå for langsomt.
