Redaktører: 'Open access har skabt et usundt system'

»Det er et usundt system.«

Sådan beskriver Jørgen Burchardt, formand for Danske Videnskabs Redaktører, den omvæltning der foregår inden for akademisk publicering.

Det usunde er fremkomsten af ’gyldne’ åbne, på engelsk kaldet golden open access, tidsskrifter, som ifølge Jørgen Burchardt skævvrider den økonomiske balance mellem forskeren og forlagene.

»I gamle dage kunne du bare få din artikel publiceret. Nu skal du have penge med,« siger han og tilføjer, at det kan betyde, at nogle forskere ikke har råd til få deres forskningsresultater formidlet.

Men den kritik møder modstand fra Lars Bjørnshauge, direktør for Directory of Open Access Journals (DOAJ), der siden 2003 har søgt at øge synligheden og brugen af de åbne tidsskrifter.

Han mener, at det er det nuværende system, som er råddent, fordi det giver forlagene mulighed for at udnytte universiteterne, og samtidig ikke leverer det, som forskningen, industri og innovation har brug for.

»I dag er der ingen konkurrence inden for akademisk publicering, og derfor kan de store forlag have overskudsmargener på op til 30 procent, hvilket er helt exceptionelt sammenlignet med andre industrier,« siger Lars Bjørnshauge.

Manglende adgang til forskningsresultater koster millioner

Traditionelt har forskere formidlet deres forskningsresultater gratis gennem en række publikationer, der til gengæld kræver betaling fra læserne – hvad end det er universiteter, industrien eller enkeltpersoner.

Men omkring årtusindeskiftet gør internettet en ny betalingsmodel mulig; en åben model der vender systemet om: I stedet for brugerbetaling gennem abonnementer, er det forskerne selv, som betaler for at artiklen bliver publiceret. Til gengæld ligger den herefter frit tilgængeligt i et online bibliotek – der er ingen opkrævning af læserne.

Den model kaldes open access og findes i tre forskellige versioner, gylden, grøn eller hybrid (se faktabokse). Siden år 2000 er antallet af de åbne tidsskrifter vokset fra et par hundrede til mere end titusinder, og herhjemme diskuteres det også, om der kan være fordele ved den nyere publiceringsmodel.

I en rapport fra 2011 skriver Forsknings- og Innovationsstyrelsen, at manglende adgang til forskningsresultater kan koste danske virksomheder mere end 500 millioner kroner om året.

Styrelsen har sidenhen vedtaget, at der skal indføres tvungen open access for al offentlig støttet forskning.

Åbne tidsskrifter koster forskere for meget

Og i princippet er det godt med åbenhed, medgiver Jørgen Burchardt.

Problemet er bare, at ikke alle forskere har råd til at betale publiceringsafgiften – ansete open access-tidsskrifter som PLOS og MedPub Central tager mellem 11.000 og 16.000 kroner for en artikel – men vigtigere endnu, så overser den åbne model, ifølge Jørgen Burchardt, et af de væsentligste kriterier for videnskabelig formidling: kvalitetskontrol.

»Før i tiden kunne systemet regulere sig selv. Hvis et tidsskrift blev dårligt, så meldte abonnenterne fra, og hvis et tidsskrift var godt, krævede forskerne, at der blev abonneret,« forklarer han.

Og sådan sikrede man, at kun den bedste forskning blev formidlet.

Dårlig kvalitetskontrol blandt open access-tidsskrifter

Desværre ser det ikke sådan ud i dag, mener Jørgen Burchardt.

Open access-tidsskrifterne kræver en vagthund for at sikre indholdets troværdighed, men den vagthund kan Jørgen Burchardt ikke se nogen steder:

»Nogen skal kontrollere, at det her system fungerer. Den økonomiske balance er rykket, og arbejdet med at behandle kvalitet har fået dårligere vilkår.«

»Det er det forfærdelige ved den udvikling, vi ser i dag,« tilføjer han.

En opfattelse, der synes underbygget af en artikel, som tidsskriftet Science for nylig bragte.

I en storstilet og hemmelig operation afslørede videnskabsjournalisten John Bohannon, hvordan 157 ud af 304 open access-tidsskrifter var villige til at acceptere og publicere hans fejlfyldte, og ganske opdigtede, ’videnskabelige’ artikel – men mod betaling, selvfølgelig.

Det kan du læse mere om i artiklen: Falsk forskning afslører dårlig kontrol blandt åbne tidsskrifter.

Lukkede tidsskrifter gemmer offentlig forskning

Men ikke alle deler Jørgen Burchardt og Sciences bekymringer.

»De her krusninger med useriøse forlag har en tendens til, at man fjerner blikket fra bolden,« siger Lars Bjørnshauge.

Problemet er, at systemet med abonnementstidsskrifter slet ikke fungerer, forklarer han:

»Der er opstået denne her bizarre tilstand, hvor offentligt finansieret forskning gemmes bag et betalingssystem, hvor offentligheden ikke har adgang til det.«

Overskudsforlag vidner om et forrykt marked

Der findes ikke nogle præcise tal for, hvor meget akademiske forlag omsætter for årligt, men undersøgelser sætter det mellem 6 og 12 milliarder dollars.

Og hvis de øvrige forlag er lige så succesfulde som Elsevier, som med mere end 2.000 publikationer – heriblandt The Lancet – er verdens største, så er der tale om en god forretning.

I følge The Economist så gjorde Elsevier i 2011 deres regnskab op med en overskudsmargin på 36 procent, og det var ikke en ny tendens – i årene før har forlaget ligget over 30 procent hver eneste gang udgifterne og indtægten gøres op.

Problematisk, siger Lars Bjørnshauge:

»Det er jo et tegn på at man har et fuldstændig forrykt marked – eller at man slet ikke har noget marked overhovedet.«

Men problemet er ikke forlagene – det er forskningsverdenen, som har skylden, for det er den, som tillader forlagene at drive virksomhed på denne måde, understreger han.

Abonnenter kan ikke længere regulere kvaliteten

Nogen skal kontrollere, at det her system fungerer. Den økonomiske balance er rykket, og arbejdet med at behandle kvalitet har fået dårligere vilkår.

Jørgen Burchardt

Lars Bjørnshauge erklærer sig også uenig i Jørgen Burchardts kritik af at forskningens kvalitet ikke længere kan reguleres uden en uafhængig vagthund.

»Seriøse forskere vil jo til alle tider vælge seriøse tidsskrifter. Så hvis tidsskrifterne begynder at slække på systemet, vil forskerne helt automatisk søge andre steder hen,« siger han.

I øvrigt er han ret uforstående over for selve grundlaget for Jørgen Burchardts påstand.

Lars Bjørnshauge forklarer, at den selvregulerende effekt slet ikke findes inden for de abonnementsbaserede tidsskrifter længere.

»I dag sælger forlagene kun deres tidsskrifter gennem såkaldte ’big deals’, og universiteterne er i praksis tvunget til at købe adgang til alle forlagets publikationer,« fortæller han og tilføjer, at det har været sådan i de seneste 15 år.

Han var selv med til at forhandle nogle af de første ’storhandler’ med forlag som Elsevier, da han var ansat ved henholdsvis DTU og Lunds Universitet. Storhandler til millioner af kroner, og typisk er man bundet af en periode på tre år, forklarer han.

Pengene til at dække open access-omkostninger findes allerede

Tog man de penge og satte dem i en pulje for sig, kunne det sagtens dække publiceringsudgifterne til open access-tidsskrifter, mener Lars Bjørnshauge:

»Det er et spørgsmål om at omfordele de millioner, som allerede går til universiteterne gennem direkte bevillinger eller forskningsbevillinger, for det har aldrig været meningen, at forfatteren selv skal betale.«

Ifølge Lars Bjørnshauge er det kun en tredjedel af alle open access-tidsskrifter, som tager afgifter for publicering. Og i de tilfælde bør det være forskerens institut eller forskningsbevilling, som betaler, siger han.

Han mener, at vi befinder os i en overgangsperiode:

»I et skifte mellem to modeller vil der altid opstå mindre problemer, og så er kunsten at finde ud af, hvordan man løser dem lettest muligt. Men det må ikke tage opmærksomheden væk fra det store problem, nemlig at der ikke er åben adgang til forskningsresultater.«

Open access overser fattige forskere

Der er opstået denne her bizarre tilstand, hvor offentligt finansieret forskning gemmes bag et betalingssystem, hvor offentligheden ikke har adgang til det.

Lars Bjørnshauge

Trods omfordeling af midlerne, så ser Jørgen Burchardt stadig en fare ved, at det skal koste penge at publicere en artikel – særligt hvis forskningen fremover også skal betale den del af udgifterne, som de private abonnementer hidtil har betalt, siger han.

For kan det sikres, at alle kvalitetsartikler har mulighed for at blive publiceret, spørger Jørgen Burchardt og tilføjer:

»Hvis du er en dygtig og flittig forsker på et fattigt universitet kan det godt være, at du får problemer med at publicere artikel fem og seks sidst på året, når pengekassen er ved at være tom.«

Han frygter, at den øgede åbenhed vil medføre, at noget forskning slet ikke bliver offentliggjort.

Og så er der problemet med forskere uden for institutionerne, tilføjer han.

En tredjedel af forskningen vil ikke blive formidlet

Ifølge en endnu-ikke-udgivet undersøgelse, foretaget af Danske Videnskabs Redaktører, af 1.387 artikler i danske publikationer, så var 660 af de i alt 2.221 forfattere institutionsløse.

Spørgsmålet er så, om de forskere, omkring 30 procent, kan skaffe pengene til at publicere deres forskningsresultater, siger Jørgen Burchardt.

Det kan de ikke, så hvis open access bliver standarden, må der forventes et frafald på op til 30 procent af alle forskningsresultater publiceret i danske tidsskrifter – og et lignende frafald vil formentlig gælde i udenlandske tidsskrifter, vurderer Jørgen Burchardt.

»Lige nu er der en skævhed i systemet. Der er mange positive ting ved open access, men der er desværre nogle negative ting i økonomien, som ikke er medregnet,« siger han og efterlyser en større indsats fra de danske myndigheder for at genoprette balancen.

»Jeg håber, at ministerierne og forskningsrådene vil påtage sig det ansvar, for der skal penge på bordet, ellers mister vi forskningsresultater.«