For nyligt kunne man på dr.dk læse, at høje temperaturer dræber torsk i Skagerak. Men nu påstår forskning fra DTU Aqua det modsatte, nemlig at torsk er overraskende varmetolerante. Hvordan hænger det sammen?
Projektet, som DTU Aqua deltog i, udstyrede 2000 voksne torsk, fra otte forskellige bestande i Nordøstatlanten, med avancerede temperaturmålere. Gennem et år tog temperaturmålerne en gang i timen temperaturen på det vand, som fiskene befandt sig i.
Overraskende viste det sig, da forskerne begyndte at genfange fiskene, at torsken faktisk levede i væsentligt varmere vand, end man tidligere havde antaget.
»Der har været meget diskussion om, hvilken temperatur der er optimal for torsk. Det vores studie fokuserer på, er ydergrænserne for, hvor varme og kolde vande torsken kan leve i. Det har overrasket os, hvor meget varme de voksne torsk faktisk kan leve i, og hvor længe de faktisk er der,« siger Ken Haste Andersen, seniorforsker ved DTU Aqua.
Han er en af fire DTU-forskere, der har været med til at lave rapporten den internationale rapport, der netop er blevet publiceret i Marine Ecology Progress Series.
Ynglet er i fare
Men på DR kan man læse, at "...torskene vokser mindre om sommeren i de år, hvor Skagerrak er varmere end normalt". Det kan være lidt svært at regne ud, men faktisk mener forskerne det samme.
Det resultat, forskerne fra DTU Aqua har været med til at lave, viser nemlig, at de voksne fisk er relativt varmetolerante, men det viser også, at gydeperioden er det tidspunkt, hvor torsken er sårbar i forhold til klimaændringer.
Alle bestandene, uanset hvilke temperaturer de normalt befinder sig i, søger mod vand, der har en temperatur mellem 1-8 grader, når de skal gyde.
»Det betyder, at hvis der kommer væsentlige ændringer i størrelsen på de områder, hvor torsken kan gyde, så bliver bestandene pressede,« siger seniorforsker Ken Haste Andersen.
Svært at måle på klimaets påvirkning
Lang de fleste dyr er tilpasset en temperatur, hvor det går godt. Den temperatur kan gå op og ned med nogle grader, men de foretrækker en bestemt temperatur. Alligevel viser det sig, at dét der tæller mest er tre faktorer:
- om der er noget at spise
- antallet af rovdyr
- mængden af tilgængelig føde
\ Fakta
De otte bestande er ret forskellige. Nogle fisk har svømmet rundt i næsten tyve grader varmt vand, mens andre har svømmet i vand lige omkring frysepunktet. Men det betyder ikke, at fiskene bare kan svømme rundt som det passer dem. En torsk fra Nordsøen, der lever i relativt varmt vand, ville dø af at blive overflyttet til det iskolde vand omkring Island, der ligger på omkring -1,5 grader.
»Alle tre ting betyder mere end vandets temperatur. Men det er også svært at sige noget om havene, simpelthen fordi vi ikke kan se på dem, på samme måde, som man for eksempel undersøger fugle. Vi ved for lidt om, hvorvidt de fisk, vi fanger, er repræsentative. Det gør det pokkers svært at finde ud af, hvad der sker med økosystemerne, fordi det er et kompliceret sammensurium af rovdyr, fødekilder og meget andet,« siger Ken Haste Andersen.
Temperaturen er dog med til at bestemme, hvor store torskeynglet bliver. Generelt siger man, at jo varmere der er, jo bedre er deres betingelser, men omvendt kan der også blive for varmt.
Vigtigt resultat
Forskningen får ikke nogen direkte indflydelse på fiskeriet, men det kan måske være med til at nuancere argumenter. Hvis fiskerne i en debat hævder, at mindre torskebestande skyldes klimaforandringer, viser denne forskning, at det ikke er tilfældet.
»Vi er faktisk nogle af dem, der fik flest af de mærkede fisk igen - omkring 40 procent. Det siger lidt om, hvor effektivt fiskeriet er i vores område, og at de unge fisk måske ikke får tid til at udvikle sig,« fortæller Ken Haste Andersen.


































