De fleste amerikanske matematikere nedstammer fra en af 24 familier. Det skriver nature.com.
All right, der er ikke tale om familier bundet sammen af blodets bånd i bogstavelig forstand, men derimod om videnskabelige forskerfamilier, hvor en ph.d.-vejleder gør det ud for en forælder.
Ved hjælp af en omfattende slægtsforskningsdatabase er Mathematics Genealogy Project ved at tegne matematikkens stamtræ.
Siden begyndelsen af 1990'erne har forskerne indsamlet informationer fra universiteter og matematikere verden over. I skrivende stund tæller registret 201.677 indtastninger.
Efter tidligere at have brugt databasen til at finde deres egne matematiske forfædre har forskerne nu ved hjælp af avancerede algoritmer formået at dele USA's matematikere ind i videnskabelige familier.
84 af slagsen er det blevet til, og heraf falder to tredjedele ind under 24 af dem.
Når det hele klumper sådan sammen, skyldes det blandt andet den anvendte algoritme. Når en matematiker havde flere mulige 'forskerforældre', blev de tildelt den med det største netværk.
Indtil videre er der en klar overvægt af amerikanere i registret, men målet er, at databasen på sigt skal blive så global som muligt. Du kan prøve at spore dine egne matematiske rødder her.
Pudsigt nok er stamfaderen til det største familietræ faktisk slet ikke matematiker, men fysiker. Sigismondo Polcastro er navnet, og han har 56.387 matematiske efterkommere. Han underviste på Universitetet i Padova, Italien, helt tilbage i begyndelsen af det 15. århundrede.































