Du er måske på udkig efter en hund, som du kan danne et nært og familiært bånd til. Men hvorfor prøver du ikke en ulv i stedet?
Et nyt studie viser, at ulve også bliver socialt knyttet til de mennesker, der opdrager dem.
Det skriver ScienceAlert.
I studiet gennemførte man et videnskabelig forsøg, hvor man sammenlignede hunde og ulve. Der indgik 12 alaskan husky-hunde og ti europæiske ulve.
De blev opdraget af de samme mennesker i en tidsperiode, fra de var 10 dage gamle, til de var 23 uger. I forsøget byttede man efter de 23 uger den primære person, de var blevet opdraget af, ud med en fremmed person for at se, om ulvene opførte sig anderledes over for den fremmede person.
Det gjorde de tydeligvis. Ligesom hundene var ulvene mere optagede af personen, de kendte. De gav mere opmærksomhed, mere fysisk kontakt og fulgte endda den velkendte person til døren, når personen gik.
Samtidig viste ulvene også symptomer på stress og frygt i mødet med det ukendte, endda i højere grad end hundene.
Studiets hovedforfatter, Christina Hansen Wheat, der er forsker ved Stockholms Universitet, er heller ikke i tvivl om studiets resultater:
»Det var meget tydeligt, at ulvene, ligesom hundene, foretrak den velkendte person frem for den fremmede,« siger hun til ScienceAlert.
Studiet er bragt i det videnskabelige tidsskrift Ecology and Evolution.