Skelsættende mammutfund omskriver menneskets historie

Russiske forskere har gjort et skelsættende fund: Et velbevaret mummificeret lig af en mammut, der levede for ca. 45.000 år siden i Sibirien langt nord for polarcirklen. Mammutten i sig selv er fantastisk flot, men det, der får forskernes øjenbryn til at ryge helt op i panden, er et væld af stiksår og skæremærker efter skarpe våben, der vidner om en brutal død for hænderne af urmennesker.

»Det er det ældste bevis for mennesker så langt mod nord, og det efterlader ingen tvivl om, at der var mennesker i det centrale sibirske Arktis allerede for 45.000 år siden,« siger arkæologen Vladimir V. Pitulko ved Ruslands Videnskabsakademi, som har stået bag forskningen.

Mammutten er fundet virkelig langt mod nord (72 grader nordlig bredde) – ca. 1.650 km længere end nogen samtidige menneskefund – og viser, at vores forfædre indtog Arktis 10-15.000 år, før nogen anede. Fundet rykker ved alle forestillinger om vores tidligste forfædres formåen og vidner om, at ingen områder på kloden har været uindtagelige allerede dengang.

»Det er superoverraskende, og det er jo fantastisk, fordi det omskriver vores historie og vores forståelse af, hvad vi mennesker kan klare,« siger ekspert i istidsfaunaen lektor Eline Lorenzen ved Statens Naturhistoriske Museum, som ikke selv har deltaget.

»Ikke nok med, hvor hurtigt mennesket har spredt sig, men også hvordan man egentlig har kunnet klare sig rent klimatisk – at man kunne være så langt mod nord for 45.000 år siden. Det er jo rigtig lang tid siden.«

Fundet giver også et helt nyt perspektiv på en af de mest omdebatterede begivenheder i menneskehedens historie – nemlig, hvornår de første mennesker indtog Amerika.

»Nu ved vi, at menneskene havde rigelig tid til at indtage Den Nye Verden,« siger Pitulko og peger på, at mammutjægerne kan have fulgt deres bytte ind i Nordamerika titusinder af år tidligere end man tror i dag.
Fundet er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Science.

Fundet af 12-årig skoleelev

Den nye mammut er fundet på Taimyr-halvøen i det centrale arktiske Sibirien. Halvøen er så stor som det centrale Europa og er kendt som mammutternes land på grund af de mange fund af istidens kæmper.

I begyndelsen af august 2012 skete det så igen, da en 12-årig skoleelev, Evgeny Solinder, fik øje på en knogle, der stak ud af en skrænt ikke langt fra polarstationen Sopochnaya Karga.

Direktør for Naturhistorisk Museum i Sankt Petersborg, dr. Alexei Tikhonov, blev tilkaldt og fik gravet en kæmpe blok permafrossen jord ud med mammutten indeni. De overførte i første omgang blokken til opbevaring i byen Dudinka, inden den i 2013 kom med på et fragtfly til Sankt Petersborg, hvor Tikhonov og kolleger kunne begynde at frigøre og rense liget.

Knogler med brutale hak og huller

Ud af blokken kom en af mest velbevarede mammutter, man kender. En stor ca. 15 år gammel han-mammut med en del blødt væv bevaret, inklusive penis og en velvoksen fedtpukkel, som vidner om, at dyret var sundt og i god foderstand.

Men de bemærkede også noget usædvanligt.

Mange dybe huller og snit overalt i mammuttens knogler, der tydeligvis var menneskeskabte skader. I flere knogler sidder endda brækkede stenspidser, formentlig fra spyd.

Dyret var virkelig blevet smadret.

Alexei Tikhonov vidste, at det her lige ville være noget for vennen Vladimir Pitulko, ekspert i tidlige arktiske mennesker. Tilbage i 2001 havde han med arkæologiske fund rykket tidspunktet for, hvornår mennesker koloniserede det sibirske Arktis næsten dobbelt så langt tilbage som det generelt accepterede. Fundene ved Jana-floden omkring 70 grader nordlige bredde afslørede menneskelig tilstedeværelse for 31.000 år siden.

Her kunne være et nyt kapitel til den historie.

Voldsom død

Pitulko gennemførte detaljerede studier af knoglerne og skaderne og konkluderede, at de er menneskeskabte, og dyret må være blevet nedlagt og slagtet af mennesker.

De mange sår vidner om en stor flok af mammutjægere, der har omringet mammutten og dræbt den med spyd kastet og boret ind i mammuttens krop med så stor kraft, at våbnene har efter dybe spor, der hvor de har ramt knogler.

Kraniet, ribben, skulderblad og rygrad alle bærer dybe spor, der vidner om en frygtelig brutal død. Én skade vidner ligefrem om dødsstødet. Et dybt rundt hul i kæbeknoglen har en vinkel og position, som viser, at våbnet må være boret stødt ind bagfra, oppefra og ned, hvilket kun kunne lade sig gøre, hvis mammutten lå ned. Forskerne tolker stødet som en forbier, der skulle have gennemboret de store arterier ved snablens rod, der hurtigt får dyret til at forbløde.

Det er en jagtmetode, man kender fra oprindelige afrikanske elefantjægere, og med lidt fantasi kan man forestille sig den desperat kæmpende mammut segne og falde om, mens den stadig svinger vildt med hovedet, så spyddet misser sit mål.

Efterfølgende har jægerne også skåret i mammutten, blandt andet dens lange krumme stødtand og tungen, som kan have haft rituel betydning eller måske været en delikatesse.

Mammutjægerne indtog Arktis allerede for 45.000 år siden

Alt i alt kan der ifølge forskerne ikke være nogen tvivl om, at mammutten er nedlagt af en flok mammutjægere.

Spændende i sig selv, men det bliver rigtig spændende, da kulstof-14-dateringer af mammuttens knogler viser, at den døde for ca. 45.000 år siden. Flere andre dateringer fra skrænten over og under mammutfundet stemmer overens med den høje alder.

I det store billede er det kun kort tid, efter moderne mennesker kom ud af Afrika (for 50-100.000 år siden) og samtidig med, at de første jæger-samlere begynder at trænge ind i Europa. Med fundet ser det altså ud til, at mennesket meget hurtigt nåede langt videre, end man har troet, og at en gren var blevet mammutjægere og havde bevæget sig mange tusinde kilometer længere mod nord.

Fundet er mere end 500 kilometer nord for polarcirklen, så midt under istiden må de have formået at klare sig i et af klodens barskeste områder.

»Landskabet og klimaet var anderledes end i dag, men jeg vil tro, at jo længere nordpå man kom, des barskere har der været,« siger Vladimir Pitulko.

Ulvedrab bekræfter, at Arktis var indtaget

Fundet står ikke alene. I artiklen beskriver forskerne også et andet nyt fund, gjort ved Bunge-Toll nær Jana-floden tusinder af kilometer mod øst.

Her har de fundet en forbensknogle fra ulv, som er gennemboret af et skarpt våben. Kulstof-14-datering viser, at knoglen ligesom den nye mammut er ca. 45.000 år gammel, og for Pitulko og kolleger viser de to fund tilsammen, at menneskene ikke bare har været på en kortvarig ’udflugt’ i det arktiske, men rent faktisk været vidt udbredt i hele det arktiske område fra Taimyr-halvøen i vest til Jana-floden i øst.

»Det har været et sindssygt hårdt liv, men i sidste ende har de jo overlevet,« siger danske Eline Lorenzen og peger på, at mammutter har rigtig meget fedtvæv.

»Så man kunne forestille sig, at de ligesom man kender fra arktiske folk har tilpasset sig at spise en meget fedtrig diæt,« siger hun.

Vladimir Pitulko og kolleger mener, at nøglen til overlevelse har været, at menneskene lærte at jage mammutter. Hvis man kunne nedlægge de store dyr, havde man en nærmest endeløs kilde til mad.

Man ved fra klimatiske data, at iskappen ikke dækkede det arktiske Sibirien under istiden, så der har været vegetation til mammutterne, som har vandret omkring over det meste af Arktis.
Det er her, fundet bliver interessant i forhold til indvandringen til Amerika.

Over Beringstrædet med mammutterne

De seneste år har forskere rykket datoen for de første amerikanere længere tilbage til for omkring 16.000 år siden. De er kommet ind fra Sibirien over Beringstrædet, som så at sige var porten til kontinentet. Det interessante er, at istidens glaciale maksimum for 19-25.000 år siden så at sige lukker porten over Beringstrædet, og det sætter en slags bagkant for, hvor tidligt mennesker kan være ankommet.

Men det nye fund viser, at menneskene meget vel kan være ankommet, længe inden porten lukkede.

Det helt afgørende har været adgangen til føde, og menneskene har utvivlsomt fulgt mammutflokkene, hvor de nu bevægede sig hen.

»Baseret på fossilt DNA ved man, at der var stor bevægelse af mammutter og mange andre arter frem og tilbage mellem Euroasien og Nordamerika over de sidste 50.000 år,« siger Eline Lorenzen.

Og det er der, peger forskerne på, at menneskene meget vel kunne være fulgt med.

»Jeg var der ikke og kan ikke sige præcis, hvad der skete, men hvorfor ikke?,« siger Vladimir Pitulko.

»Før Jana-fundene i 2001 var der ingen indikationer af, at mennesker kunne leve så langt mod nord for 30.000 år siden. Nu ved vi, at de var der for 45.000 år siden, så nu kan vi begynde at lede efter dem i det arktiske Euroasien og Nordamerika.«