Ser du frem til fuglesang? Foråret bliver mere stille 

En af de der korte vinterdage sidder jeg i et tog på tværs gennem Sjælland. Det næsten sort-hvide landskab suser forbi bag ruderne.

Nøgne træer ruskes af blæsten under mørkegrå skyer, der truer med mere slud. Jeg sukker, lukker øjnene og drømmer mig tilbage til de lyse, lune aprildage.

Til en tur i naturen, hvor der dufter lysegrønt af græs i grøft og mark og enge. I skoven flimrer solen mellem nyudsprungne bøgeblade.

Rapsmarkerne bølger gule under den klare, blå himmel. Fuglene kappes om at give lyd.

Jeg genkender solsorten i æbletræet. Gråspurvene kvidrer mellem buskene. Musvitten med sort slips på brystet kalder insisterende – »mus-vit!, mus-vit!, mus-vit!«.

Med en smule held hører jeg gøgen kukke i skovens krat. Skaden skratter. Kvidren, fløjten, syngen, trillen, piften, kukken fletter sig sammen til et lydtæppe i baggrunden.

Jeg åbner øjnene. Kontrasten mellem min indre genklang af forsommerens lyde og det dunkle landskab uden for toget leder mine tanker hen på, hvordan vores natur egentlig har det.

Fugletællere har kigget biodiversiteskrisen over skulderen

Der tales dagligt om naturkriserne. Kraftigere oversvømmelser i Spanien, hyppigere stormfloder i Roskilde Fjord og smeltende gletsjere i Grønland giver os tydelige billeder på klimakrisen.

Men hvad med biodiversitetskrisen – hvordan ser den ud? Hvordan lyder den? Måske af motorsave i Amazonas regnskov?

Et stykke fældet skov ved en sti er let at opdage, men de langsomme forandringer over årtiers ændringer i klima og landskab går nemt ubemærket hen.

Egne oplevelser er sjældent nok til at kende den generelle tendens. I stedet er der brug for systematiske tællinger og målinger af planter, dyr, klima og landskab – data, som kan hjælpe os med at rekonstruere, om biodiversiteten har ændret sig over tid, og i så fald hvorfor.

Sådanne systematiske data – over lang tid og over store områder – er sjældne. Men i Danmark er vi heldige, når det kommer til fugle, takket være Dansk Ornitologisk Forening.

Deres dygtige fuglekiggere har nemlig besøgt de samme ruter år efter år og talt fugle efter samme opskrift – og dermed indsamlet data af virkelig høj kvalitet.

Hele 2,4 millioner fugle er det blevet til, fordelt over 378 ruter på tværs af hele Danmark fra 1976 til 2020.

Med disse unikke data har mit forskerhold og jeg kunnet lave en ’360 grader’ kortlægning af, hvordan Danmarks fuglediversitet har ændret sig over 44 år.

Så hvad afslørede de data?

Skovens dybe, stille ro… er blevet endnu mere stille

Ofte måles biodiversitet som antallet af arter. På den front viste vores analyse, at en gennemsnitlig dansk tællerute på 7,5 km har mistet cirka én art per årti.

Eftersom man i gennemsnit kan finde 40 forskellige fuglearter på en rute, kunne en sådan stille forsvinden nemt være til at overse.

Men de største ændringer, vi fandt, var i stedet på antallet af individuelle fugle per art: en massiv udtynding over syv procent per årti i antallet af individer.

Det svarer til, at vi over 4 årtier i Danmark har mistet mindst 25 procent af de fugle, som yngler her i landet.

Til sammenligning har tidligere studier af nationale fuglebestande i EU og Nordamerika dokumenteret tab på 5-6 procent per årti.

Det er ikke kun færre fugleindivider, man nu kan høre – der er sket en kraftig omfordeling i landskabet, så det er nogle andre fuglearter, man støder på.

Især i byer og landbrugsområder bliver sammensætningen mere ensartet langs selve ruten.

Det vil sige, at når du går en tur i disse områder, møder du igen og igen arter som skader, alliker, sølvmåger eller tyrkerduer. »Sjak-sjak-sjak, skrig, skrig, ku-kuuuh-ku«.

De store udskiftninger i artsammensætningen afspejler, at der er både vindere og tabere blandt de danske fugle.

Nogle af de større fugle er blevet mere almindelige, såsom grågås, rød glente, skarv og trane. Til gengæld er der flere tabere end vindere, og det er især blandt mindre fugle som stær, løvsanger, sanglærke og gulspurv, at vi ser store udtyndinger.

Hvad konsekvenserne af den store forskydning er for de danske økosystemer, er for tidligt at sige. Men udtyndingen er et forvarsel om den voksende risiko for deres regionale uddøen.

Jo færre individer af en art, jo større sandsynlighed for, at den helt forsvinder.

Hvad skyldes de store forandringer?

Tendenser over tid for de enkelte arters bestande er tidligere blevet undersøgt i Dansk Ornitologiske Forenings egne rapporter og af andre forskere.

Ændringer er blevet tilskrevet forskellige årsager:

• Nye landbrugsformer og tab af insekter har betydet nedgang i mange grupper
• Jagtforbud har virket og fremmet eksempelvis ande- og rovfugle
• Dyrkning af vinterafgrøder har givet føde og fremmet græssende gæs
• Tab af levesteder i overvintringslande har reduceret bestande af trækfugle

I vores studie havde vi mulighed for ikke blot at kigge på enkelte arter, men at analysere ændringerne i den samlede fuglebestand på hver rute og sammenholde dem med lokale ændringer i klimaet og i landskabet.

Vi kunne dermed undersøge, om der er fællestræk for de steder i Danmark, som har ændret sig mest fuglemæssigt.

Tre menneskeskabte årsager til mindre fuglefløjt

Når vi skal forklare ændringerne i de lokale danske fugle, peger pilen i vores studie på en kombination af flere menneskeskabte årsager. Her kommer tre forklaringer.

1. Varmere klima:
   
   Klimaet i Danmark er blevet 1,1 grader varmere bare fra 1991 til 2020, og det lader til at have fremmet varmeelskende fugle som munk, stillits og sydlig blåhals.
   
   De steder, hvor temperaturen er steget mest, er der sket en stigning i antallet af fuglearter, helt modsat det generelle fald, som vi ellers fandt på tværs af Danmark.

2. Højhuse og rapsmarker er ikke for fugle:
   
   Det intensive landbrug, byudvikling og skovbrug, som dominerer vores landskaber, bliver til gengæld ved med at forringe og forandre fuglediversiteten årti efter årti.
   
   At vilde fugle ikke trives så godt på ensartede marker og i byer, er forventeligt. Gule rapsmarker og ikoniske højhuse kan være nok så flotte, men giver hverken et godt fødegrundlag fra insekter og planter eller gode betingelser for redebyggeri.
   
   Til gengæld er det overraskende med det markante tab af fuglearter i skovene. I Danmark har vi fået mere skov de seneste årtier. Burde det ikke have fremmet diversiteten af fugle i skove?

3. Kvadratisk. Praktisk. Ikke god for fugle:
   
   Fra toget ser jeg skovlandskabet suse forbi uden for vinduet med svaret.
   
   Uden tætte blade langs togskinnerne er det tydeligt at se mønstrene i den typiske danske skov: snorlige bøgesøjler af samme tykkelse og højde på ordnede, drænede rækker hér, et firkantet stykke pyntegrøntsskov med tætte, lige store grantræer dér.
   
   Kvadratiske. Praktiske. Gode til at producere tømmer, juletræer og flis til mennesker.
   
   Elendige til at producere gode vilkår for den naturlige diversitet af fugle. I vores tidligere studie, påviste vi, at der er en positiv sammenhæng mellem komplekse habitatstrukturer og fugle i Danmark.
   
   Helt enkelt: Jo større kompleksitet, desto flere arter kan trives. Jo mere naturen kan udvikle sig vildt – med mere rod, dødt ved, stående døde træer, variation i træarter, lysninger, fugtige og tørre områder, nye og gamle træer – desto flere muligheder for at finde føde og levesteder for flere fugle.
   
   Men selvom vi har fået 16 procent mere skov i landet fra 2006 til 2022, viser skovstatistikkerne, at udvindingen af flis og tømmer er steget endnu hurtigere i samme periode: omkring 30 procent op til et niveau på cirka 6,5 kubikmeter træ per hektar.
   
   Ikke just en intensitet i driften, som vil fremme gode betingelser for biodiversiteten i den nærmeste fremtid.

Kan udviklingen vendes? Ja - med mere vild natur

Vores studie slutter sig til den voksende evidens for den dystre udvikling i biodiversitetskrisen – og bekræfter, at det i Denmark går mindst lige så ringe som i andre vestlige lande.

De seneste rapporter fra Danmarks nationale naturovervågning viser, at mere end 75 procent af de levesteder, vi har lovet EU at beskytte, er i en virkelig dårlig økologisk tilstand.

Det har altså konsekvenser for de lokale fuglebestande i hele landet.

Men - så længe der stadig findes ynglende fuglepar, er der også håb for at vende udviklingen. Opskriften: mere plads til vild natur.

Med kun 2,3 procent reelt beskyttet natur er Danmark langt den dårligste til naturbeskyttelse blandt landene i EU. Dermed har vi måske også det største potentiale for forbedring.

Det bliver nogle gevaldige forandringer i det danske landskab, der skal til for at opnå EU's mål om minimum at udlægge 30 procent af land og hav til natur. Det er bare om at smøge ærmerne op.

Den Grønne Trepart har 20 procent som mål og er et godt skridt på vej, hvis de rigtige steder prioriteres. Får vi store arealer med plads til naturlige processer, vil søndagsturene kunne lyde helt anderledes livlige.

Tænk – vi vil da have bedre chancer for at møde en sort spætte, en duehøg, en skovsanger, en toplærke, en brushane, en broget fluesnapper, en blåhals, en guldbug, en rødtoppet fuglekonge…

Kan du høre det?