Svampe er set med mange egenskaber, men sjældent er der set en svamp så oplysende som Neonothopanus Gardneri fra Brasilien. Den særlige svamp afgiver nemlig så stærkt et lys, at du sagtens vil kunne bruge den som læselampe.
Nu har forskere fra Brasilien og USA fundet ud af, at selvom den stærke, grønlige glød koster svampen enorme mængder af energi, giver lyset den også noget igen: Insekter.
Insekterne bærer nemlig svampens sporer med sig, når de kravler ned fra paddehattens bue og videre hen over skovbunden.
Det resulterer i, at sporerne spirer og skaber nye svampenetværk, der, i den lune skovbund, er beskyttet mod vind og vejr. De nye forskningsresultater er netop udgivet i det videnskabelige tidsskrift Current Biology.
Drengene med kokossvampen
Neonothopanus Gardneri er skovbundens svar på den klareste stjerne på himlen og er opkaldt efter den engelske botaniker Georg Gardner, der opdagede den i byen Natividade i Brasilien.
Egentlig er det forkert at sige, at han opdagede den. Det, Gardner opdagede, var nemlig en gruppe kåde drenge, som legede med den lysende svamp en tropemørk aften i 1840.
Drengene kaldte svampen for 'flor-de-coco', kokosblomsten, hvilket gav god mening, da den voksede ved foden af en kokospalme. Byen Natividade ligger nemlig i det, der kaldes Mata dos Cocais, kokosskoven, i det nordlige Brasilien.
Gardner sendte et eksemplar hjem til Kew-herbariet i England. Her blev den efter forskrifterne opkaldt efter dens opdager Georg Gardner. Kort tid efter blev den glemt.
Lokale bange for spøgelsessvampen
Det er først i 2005, at svampen er blevet genopdaget af botanikere fra Brasilien. En af dem beskriver, at de selvlysende svampe kan virke skumle i sig selv. Nogle steder er lokalbefolkningen bange for dem og har givet dem øgenavnet 'spøgelsessvampe'.
Navnet på det stof, der får svampen til at lyse, luciferin, gør det ikke bedre. Lucifer er nemlig et af flere navne for Satan, den faldne lysengel, i kristen tradition.
Men på latin betyder Lucifer også lysbringer, da stoffet luciferin lyser, når det reagerer med oxygen i luften.
Svamp med indbygget ur
Forskere har intil nu antaget, at den lysende egenskab ikke har haft noget særligt formål. De har antaget, at det blot er en bivirkning af stofskiftet i svampene.
Nu siger forskernes opdagelse i Current Biology noget andet.
Svampen som drengene i Natividades kaldte for 'Kokosblomsten' har nemlig et indbygget ur, hvor der skrues ned for lyset om dagen og op for det om natten.
Døgnrytme er ikke et tilfældigt biprodukt af stofskiftet. Det er en aktiv tilpasning, som evolutionen har skabt, formentlig helt fra de første levende celler.
I disse celler blev stofskiftet skruet ned om dagen for at beskytte cellerne mod farlige ultraviolette stråler fra solen. Senere gav døgnrytmer mange andre fordele, både for planter, dyr og svampe.
Den selvlysende kokosblomst Neonothopanus gardneri kan for eksempel spare energi ved at justere sit lys ned om dagen.
Snydesvamp af plast
Men hvorfor i det hele taget justere op for lyset om natten? Videnskabelige forsøg i kokosskoven har givet forskerne et klart svar.
De satte svampe af plast ud i skoven, som havde indbyggede grønne lysdioder, og dækkede plastsvampene med et klæbrigt stof. Så ventede forskerne tålmodigt for at se, hvad der kom krybende.
De var vidne til en indbringende fangst: Biller, fluer, myrer, hvepse og plante- og blodsugende insekter.
»Lyset tiltrækker insekter, som så hjælper med at sprede sporerne til gavn for svampevækst under skovdækket, hvor vindstrømningerne er kraftigt reduceret,« skriver forskerne i den videnskabelige artikel i Current Biology.
Alle skovens insekter kan se det grønne lys, som Neonothopanus Gardneri sender ud. Det er deres vej i mørket og svampens vej til at sprede sine frø.
© forskning.no Oversat af Anna Bestle
Svampen Neonothopanus Gardneri stråler stærkere end alle andre selvlysende svampe, og den vokser i det nordlige Brasilien. Nu har brasilianske og amerikanske forskere fundet ud af, hvorfor den lyser så stærkt om natten. (Foto: Michele P. Verderane, IP-USP-2008)
Neonothopanus Gardneri ved foden af en palme i Gilbués, i det nordlige Brasilien. (Foto: Michele P. Verderane/IP-USP-2008)
