Et billede af en fugl på en gren eller en vulkan i udbrud kan vække ærefrygt i de fleste. Samtidig ved enhver, der har betjent et kamera, hvor svært det helt rette øjeblik kan være at fange.
Derfor er de stemningsmættede billeder i galleriet herover så meget desto mere fascincerende. De er alle vindere i forskellige kategorier i fotokonkurrencen Wildlife Photographer of the Year, som Natural History Museum i London hvert år udstikker i samarbejde med BBC Worldwide.
Konkurrencen løber nu på sit 50. år, og vinderne er fundet blandt titusinder af indsendte billeder. Vinderne er lige nu udstillet på Natural History Museum.
Gør dig selv en tjeneste og dyk ned i galleriet på konkurrencens hjemmeside og få bekræftet, hvor fantastisk en klode vi bor på.
Billedet her er vinder af hovedkonkurrencen. Det viser en babyelefant i fuld fart forbi kameraet ved et vandhul i Botswana. Ifølge fotografen indfanger det elefanternes 'særlige energi'. (Foto: Greg du Toit)
Billedet her vandt i kategorien 'Behaviour: Mammals'. Det viser to jaguarer i en slags flirtende fejde. Hun-jaguaren til venstre angriber en han-jaguar, der gør kur til hende ved en flodbred i Brasilien. (Foto: Joe McDonald)
I maj søger fugle af arten Lesser Noddy (Anous tenuirostris) mod land for at yngle, men på Seychellerne rammer de ofte de kolossale net, som golden orb-edderkopper væver for at fange insekter. Fuglen her blev kun reddet af menneskelig indblanding. Vinder i kategorien 'Behaviour: Birds'. (Foto: Isak Pretorius)
Dette billede af en vulkan i udbrud er taget i den russiske Kamchatka-provins. Vejrforholdene gjorde billedet utroligt svært at tage, og den hurtigtflydende lavastrøm gjorde ikke opgaven nemmere. Vinder i kategorien 'Wildscapes'. (Foto: Sergey Gorshkov)
Her ses et fuldvoksen krokodille-lignende krybdyr af arten gavial, der holder øje med gruppens afkom på mere end 100 unger i en flod i Indien. Når gavialerne dykker op, søger ungerne tilflugt på deres blottede overflader. Billedet her vandt prisen for årets naturfotografi af en fotograf på under 14 år. (Foto: Udayan Rao Pawar)
Her dykker en barred owl efter en mus i skovene i British Columbia. Billedet her vandt en særpris givet til fotografer mellem 18 og 26. (Foto: Connor Stefanison)
Under overfladen omkring Yucatan-halvøen i Mexico lever disse truede skildpadder, som oplever, hvordan deres habitat bliver invaderet af mennesker og disses efterladenskaber fra feriebyen Cancun. Billedet vandt i kategorien 'Behaviour: Cold blooded animals'. (Foto: Luis Javier Sandoval)
Her ses en lille japansk makak-abe fanget i et øjeblik, hvor vinden hvirvler sne omkring ham, og varme dampe stiger fra den varme kilde under ham. Vinder i kategorien 'Creative Visions'. (Foto: Jasper Doest)
Her demonstrerer en isbjørn sine fremragende dykke- og jagtevner. Deres fedtlag og næsebor, der kan lukkes er adaptioner, der har gjort dem til eksperter i at fange sæler. Vinder i kategorien: 'Animals in their environment'. (Foto: Paul Souders)
1
/
9