Stillet overfor en farlig situation, for eksempel et truende rovdyr, udskiller kroppen kraftige og meget flygtige duftsignaler gennem sveden. Disse duftstoffer, eller feromoner, kan advare andre i flokken om en fare, som truer.
Afhængig af situationen og hvilket dyr der er tale om, vil responsen kunne være flugt, angreb eller at stå helt stille, og håbe at faren går over.
Det har imidlertid været uklart nøjagtig hvordan denne duft af frygt opfanges. Ved hjælp af forsøg med laboratoriemus, mener schweiziske forskere nu, at de har fundet svaret.
Ifølge undersøgelsen, som blev publiceret i tidsskriftet Science, er frygt-sensorerne hos pattedyr lokaliseret i en knude med lugteceller lige indenfor næsetippen.
Genkendelse
Knuden eller vævssamlingen bliver kaldt 'Grünebergs ganglion', og blev opdaget så sent som i 1973. Ganglionet består af tætpakkede celler, formet som en bold.
Eftersom disse celler hos pattedyr er udviklet allerede fra fødslen, er der blevet spekuleret i, om deres funktion er knyttet til genkendelse mellem mor og afkom. Dette bliver nu tilbagevist af forskerne fra Universitetet i Lausanne i Schweiz.
Mælkelugt
For at teste hvilke duftstoffer cellerne i Grünebergs ganglion reagerede på, brugte forskerne først et slags farvestof, og eksponerede derefter cellerne for forskellige lugte.
For at afprøve teorien om genkendelse, blev cellerne hos nyfødte mus eksponeret for duften af moderens mælk. Men forskerne så ingen reaktion. Heller ikke feromoner fra urin, eller andre kendte lugtsignaler hos mus, medførte nogen reaktion.
Reagerede på frygt
Ved eksponering mod lugtsignaler knyttet til frygt, fandt forskerne derimod en tydelig reaktion i cellerne.
Frygtlugten var for øvrigt opsamlet fra luften omkring mindre heldige laboratoriemus, som forskerne havde kvalt ved hjælp af kuldioxid. Dette er en aflivningsmetode, som, ifølge forskerne, medfører rigtig meget stress, og dermed udsendelse af angstlugte.
Opererede cellerne væk
Forskerne ønskede at undersøge den mulige sammenhæng mellem angst og Grünebergs ganglion også gennem praktiske forsøg.
Derfor opererede de enkelte af laboratoriemusene, således at Grünebergs ganglion ikke længere havde nogen funktion. Andre mus, derimod, fik lov at beholde deres lugteapparat intakt. Så blev musene placeret i et glasbur, hvor forskerne kunne sætte en beholder ind, med de angstferomoner som var blevet opsamlet.
Stod musestille
De mus, som ikke havde fået opereret ganglionet væk, reagerede som forventet, ved at stå musestille i et hjørne af buret. Det var tydeligt at de kunne fornemme angsten fra deres nu døde kammerater.
Det skete ikke med musene, som havde fået opereret Grünebergs ganglion væk. De fortsatte i stedet med at vimse uanfægtet rundt i buret, og udviste ingen særlige tegn på angst eller uro.
Derimod havde de ingen problemer med at snuse sig frem til en kagebid som forskerne lagde ind i buret. Dette viste at lugtesansen ellers var intakt.
Strategisk placering
Dermed mener forskerne, at de har vist at cellerne i Grünebergs ganglions funktion er at registrere lugten af frygt. De tror heller ikke at det er tilfældigt at cellebundtet er havnet yderst i næsen.
På den måde kan frygt hos andre individer i flokken opdages så hurtigt som mulig. Red sig den, som kan.
© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov.
