Hvis du klør mig på ryggen, klør jeg dig på ryggen, og så har vi det begge bedre.
Det er princippet bag den gensidige adfærd, som er en af de mest populære forklaringer på, hvordan gensidige samarbejdsforhold har udviklet sig.
Men hvad nu hvis en af parterne gør det bedre end den anden?
I en ny afhandling viser to norske forskere, at rotter kan samarbejde, men også være beregnende - gnaverne giver kun det tilbage, som de har modtaget.
Svært at måle hjælpsom adfærd hos dyr
Vi mennesker kender til tankegangen om at hjælpe dem, der hjælper os - om så det drejer sig om at give en omgang på en bar eller at hjælpe med en flytning.
Det er straks sværere at påvise andre dyrearters gensidige adfærd. Til dels fordi det er en større sjældenhed, end man umiddelbart skulle tro.
Den største faktor er dog vanskeligheden i objektivt at måle fordelene og ulemperne ved en tilsyneladende hjælpsom adfærd.
Laboratorierotter er lettere at undersøge end rotter i felten
Det er her, laboratorierotterne kommer til undsætning. Da den gensidige adfærd i de fleste tilfælde er for svær at måle i felten, er eksperimenter i laboratoriet et godt alternativ.
Forskerne Dolivo og Taborsky trænede rotter, der var i bure og adskilt af ståltrådsnet, til at trække i en stang, som rykkede mad inden for rækkevidde af en rotte i et tilstødende bur.
Derefter placerede de en forsøgsrotte i et bur med andre rotter i bure på hver side. I den ene side træk rotten i en stang, som udløste en gulerod til den midterste rotte.
Den anden rotte træk i en stang, som gav bananskiver. I efterfølgende forsøg havde den midterste rotte mulighed for at 'betale' de andre rotter tilbage ved hjælp af det samme stangsystem.
Bananskiver gjorde en rotte til førerrotten
Rotterne havde en stor forkærlighed for bananskiverne, men var knap så begejstrede for gulerødderne. Den rotte, som skaffede bananskiverne, ville af samme grund blive husket som førerrotten.
Forskerne forventede, at forsøgsrotterne ville være mere tilbøjelig til at hjælpe den rotte, som gav bananskiverne, end rotten som gav gulerødderne.
Det viste sig at være sandt. Det lod til, at rotterne, der før havde ydet bedre hjælp, også modtog større belønning.
Rotter kan huske, hvem der har hjulpet dem
Adfærdsforskere har tidligere sat spørgsmålstegn ved, i hvor høj grad dyr er i stand til at gengælde uden at blive taget ved næsen af 'snydere', som udnytter deres venlighed. Det lader til at være kognitivt krævende at sammenholde erindringen om, hvem der gjorde hvad, og bedømme hvordan det skal gengældes.
Men Dolvino og Taborskys seneste resultater viser, at rotterne godt kan huske, hvem der gjorde hvad, og hvor godt det blev gjort. De kan efterfølgende justere deres adfærd, så de bruger mere tid og energi på at hjælpe de rotter, der hjalp dem bedst.
Sammenstillet med Taborsky-gruppens tidligere fund - at rotter er mere tilbøjelige til at hjælpe en rotte, der tidligere har hjulpet dem, end én som slet ikke har hjulpet dem - giver resultaterne en interessant indsigt i, hvordan dyr formår at håndtere gensidigt samarbejde.
Det er ikke kun rotter, der samarbejder
Det står stadig mere klart, at vi ikke skal undervurdere dyrenes evne til at gengælde en tjeneste.
Eksempelvis rapporterede en afhandling af Alicia Melis i 2006, at chimpanser tog hensyn til deres tidligere oplevelser med andre, når de skulle vælge en makker til et samarbejdsmæssigt foretagende.
En lignende ting kan ses blandt pudsefisk og deres kunder. Pudsefisk er fisk, der renser, pudser og masserer større rovfisk i et samarbejde, der er til begges fordel. Pudsefisk foretrækker at færdes blandt de rovfisk, de opfatter som samarbejdsvillige.
Konklusion: Dyr kan godt samarbejde
Gensidig adfærd ser altså i høj grad ud til også at gælde for dyr. Et klassisk eksempel er bloddonationer blandt vampyrflagermus - de vampyrflagermus, der donerede blod, modtog også donationer.
Nylige eksperimenter med broget fluesnapper (Ficedula hypoleuca) ser ud til at påvise, at også fugle hjælper andre fugle, der har hjulpet med til at skræmme ugler ud af deres territorium.
Det kan være svært at finde gode eksempler på gensidigt samarbejde i dyr, men Dolivo og Taborsky's arbejde understøtter teorien om, at hvor det godt kan betale sig, kan dyr godt få det til at fungere gennem samarbejde - og ved at begunstige dem, som leverer den bedste hjælp.
Gilbert Roberts hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret The Conversation.
