Professor: IPCC´s pæne ansigt skjuler klimakatastrofen

Præsentationen af synteserapporten fra FN's klimapanels sjette hovedrapport landede for nylig med et bump.

Rapporten gav stemme til hundredvis af forskere, der bestræber sig på at forstå den globale opvarmningskatastrofe, som udspiller sig.

Hvad er der sket siden den sidste klimarapport i 2014?

Tja, vi har dumpet yderligere 1/3 af en billion ton CO₂ i atmosfæren, primært fra afbrænding af fossile brændstoffer.

Selvom verdens ledere lovede at reducere den globale udledning, har de præsideret over en stigning på 5 procent.

Vag følelse af hast

Den nye rapport, som fremkalder en vag følelse af hast, opfordrer regeringerne til at mobilisere finansiering for at fremskynde udbredelsen af grøn teknologi.

Men rapportens konklusioner er langt fra en direkte fortolkning af IPCC's egne kulstof-budgetter (den samlede mængde CO₂, som, forskere vurderer, vi kan tillade os at udlede i atmosfæren før en given temperaturstigning).

Rapporten hævder, at CO₂-udledningen skal reduceres til 'netto-nul' i »begyndelsen af 2050'erne« for at opretholde en 50/50 sandsynlighed for, at opvarmningen ikke stiger 1,5 °C over det førindustrielle niveau.

Du kan finde en fuld beskrivelse af ovenstående diagram her.

Men fordi det vil tage et par år at organisere de nødvendige politiske strukturer og tekniske implementeringer, rykker datoen for eliminering af hele CO₂-udledningen for at holde os under 1,5°C stadig tættere på - til omkring midten af 2030'erne.

Det er et påfaldende anderledes niveau af påtrængende nødvendighed end IPCC's 'tidlige 2050’ere'.

Et tilsvarende røgslør ligger bag 'begyndelsen af 2070'erne’-tidslinjen', som IPCC tryller frem for at begrænse den globale opvarmning til 2°C.

IPCC-videnskaben forankrer kolonialistiske holdninger

I mere end to årtier har IPCC's arbejde for at reducere udledningen (hvilket eksperter kalder 'afbødning') været domineret af en bestemt gruppe af modelbyggere, der bruger enorme computermodeller til at simulere, hvad der kan ske med udledningen under forskellige antagelser, primært relateret til pris og teknologi.

Jeg har tidligere udtrykt bekymring for, hvordan denne udvalgte kadre, som næsten udelukkende er baseret i velhavende, høj-emissionslande, har undermineret det nødvendige omfang af reduktionen af udledningen.

I 2023 kan jeg ikke længere gå på listefødder omkring dem, der overvåger denne bias. Som jeg ser det, har de gjort lige så stor skade i forhold til dagsordenen for at reducere udledningen, som Exxon gjorde ved at vildlede offentligheden i forhold til klimaforskningen.

IPCC's afbødningsrapport i 2022 indeholdt et kapitel om 'efterspørgsel, tjenester og sociale aspekter' som en deponeringsplads for alternative stemmer, men de blev reduceret til en uhørlig hvisken i den seneste rapports indflydelsesrige opsummering for politiske beslutningstagere.

Reduceret til uhørlig hvisken

Specialmodelleringsgrupperne (kaldet Integrated Assessment Modelling eller IAM'er) har med succes fortrængt konkurrerende stemmer og reduceret opgaven med afbødning til prisinducerede teknologiomstillinger – nogle af de vigtigste - som eksempelvis såkaldte negative udledninger - er knap nok færdigudviklede i laboratoriet.

IPCC tilbyder mange scenarier med fremtidige CO₂-fattige energisystemer, og hvordan vi kan nå derhen.

Men som forskeren Tejal Kanitkar og andres arbejde har gjort det klart, foretrækker disse scenarier ikke kun spekulativ teknologi i morgen frem for dybt udfordrende politikker i dag (i bund og grund grønvasket business-as-usual), de integrerer også systematisk kolonialistiske holdninger til 'udviklingsnationerne'.

Med få (om nogen undtagelser) opretholder det nuværende niveau af ulighed mellem udviklede nationer og udviklingslande - og flere scenarier øger faktisk niveauet af ulighed.

Indrømmet, mange IAM-modellere stræber efter at arbejde objektivt, men de gør det inden for dybt subjektive grænser, der er etableret og opretholdt af dem, der leder sådanne grupper.

Hvor blev retfærdigheden af?

Hvis vi træder uden for IAM-scenariernes domæne, som førende klimaforsker Johan Rockström beskriver som: »...akademisk gymnastik, der intet har med virkeligheden at gøre,« står det klart, at det vil kræve grundlæggende ændringer i de fleste facetter af dagliglivet, hvis opvarmningen skal holdes under 1,5°C eller 2°C.

I dag skal den årlige udledning mindskes med 11 procent ikke at overstige 1,5°C opvarmning, hvilket falder til cirka 5 procent for 2°C.

Disse globale gennemsnitsrater tager dog ikke højde for kernekonceptet med retfærdighed og rimelighed, som er centralt for alle FN's klimaforhandlinger, hvilket giver udviklingslandene lidt længere tid til at dekarbonisere.

Selv den mindste forsinkelse vil forkorte tidslinjen

Hvis vi inkluder retfærdighed og rimelighed, skal de fleste 'udviklede' nationer nå netto-nuludledning af CO₂ mellem 2030 og 2035 og udviklingslandene følge trop op til et årti senere.

Selv den mindste forsinkelse vil forkorte disse tidslinjer yderligere.

De fleste IAM-modeller ignorerer (og forværrer endda ofte) den obskøne ulighed i energiforbrug og emissioner, både inden for nationer og mellem individer.

Som Det Internationale Energiagentur for nylig rapporterede, tegnede de 10 procent største udledere sig for næsten halvdelen af den globale CO₂-udledning fra energiforbrug i 2021 sammenlignet med 0,2 procent for de nederste 10 procent.

Mere foruroligende er udledningen af drivhusgasser fra de største 1 procent 1,5 gange større end den nederste halvdel af verdens befolkning.

Så hvor står vi nu?

Så hvor står vi nu? I de mere velhavende lande kræver ethvert håb om at standse den globale opvarmning ved 1,5 eller 2°C en teknisk revolution på størrelse med Marshall-planen efter krigen.

I stedet for at stole på at teknologier som direkte CO₂-fangst skal blive bedre i den nærmeste fremtid, skal lande som Storbritannien hurtigt implementere afprøvede teknologier:

• Energirenovering af boliger
• Omstilling fra masseejerskab af biler med forbrændingsmotorer til udvidet offentlig transport uden CO₂
• Elektrificering af industrien
• Nye boliger bygget til Passivhaus- standarden
• Udrulning af en CO₂-fri energiforsyning
• Og af størst betydning: Udfasning af produktionen af fossile brændstoffer.

I tre årtier har man ladet stå til, hvilket betyder, at teknologi alene ikke kan reducere udledningen hurtigt nok.

En anden, ledsagende fase skal være den hurtige reduktion af energi- og materialeforbrug.

I lyset af dybe uligheder er dette samt udbygning af CO₂-fri infrastruktur kun mulig ved at omfordele samfundets produktionskapacitet væk fra muliggørelse af den private luksus for ganske få og i retning af bredere offentlig velfærd og privat rigelighed.

Rettidig og organiseret eller kaotisk og brutal?

For de fleste mennesker vil håndteringen af klimaforandringerne levere flere fordele, lige fra billige boliger til sikker beskæftigelse. Men for de få af os, der uforholdsmæssigt har nydt godt af status quo, betyder det en dyb reduktion af, hvor meget energi vi bruger, og ting vi akkumulerer.

Spørgsmålet er nu, vil vi storforbrugende få foretage (frivilligt eller med magt) de grundlæggende ændringer, der er nødvendige for dekarbonisering på en rettidig og organiseret måde?

Eller vil vi kæmpe for at bevare vores privilegier og lade det hastigt skiftende klima gøre det for os - kaotisk og brutalt?

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.