»Det hele begyndte i 2016,« siger den britiske klimaprofessor Ed Hawkins. Han havde syslet med en grafik, der kunne gøre den globale opvarmning håndgribelig, da han kom frem til en fantastisk idé:
En klimaspiral, der legende let formidler kernen af hele problemet: At vores planet bliver varmere.
»Senere samme år sad jeg i min stue og så åbningsceremonien til De Olympiske Lege i Rio de Janeiro. Pludseligt dukkede min grafik op på skærmen. Jeg havde ikke fået noget at vide på forhånd, så det kom som et chok. Men det var selvfølgelig fantastisk og vidunderligt at se,« fortæller Ed Hawkins, der er klimaforsker og professor ved Reading Universitet i England.
Siden da har Ed Hawkins udvidet sit klimaformidlings-arsenal med Klimastriberne: Et enkelt mønster, der de seneste år har fået en enorm udbredelse.
»Første gang jeg brugte striberne var i 2018, hvor jeg på en bogfestival skulle holde et foredrag med en forfatter, der skrev digte om klimavidenskab. Mellem digtene skulle jeg give små, videnskabelige foredrag,« beretter professoren.

»Men publikummet var kommet til en bogfestival, og ikke en videnskabsfestival, så jeg skulle finde en måde at formidle klimaforandringer på, der var så simpel som overhovedet muligt,« fortsætter han.
»Vi fandt temperaturdata fra byen Hay, hvor festivalen fandt sted, og lavede de første striber. Det var tydeligt, at publikummet forstod budskabet nemt og klart.«
Det enkle og effektive mønster er siden da blevet brugt i et utal af sammenhænge.
Blandt andet af klimaforskere og meteorologer, der hvert år den 21. juni (i dag!) bruger striberne til at gøre opmærksom på klimaforandringerne på ShowYourStripes-day - direkte oversat til VisDineStriber-dagen.
\ Hvad er klimastriberne?
Striberne viser stigningen i den globale gennemsnitstemperatur for hvert år fra 1850 til 2022 i forhold til den gennemsnitlige temperatur mellem 1971-2000. Blå striber repræsenterer køligere end gennemsnitlige år, og røde striber indikerer varmere end gennemsnitlige år.
Siden deres oprettelse i 2017 er der blevet downloadet over en million striber grafik fra mere end 180 lande via ShowYourStripes hjemmeside. På Twitter deles de under hashtagget #ShowYourStripes.
Striberne kan tilpasses lige de steder, man vil, så længe man har data. Se eksempelvis herunder den visuelle oversigt over de danske gennemsnitstemperaturer fra 1873 til 2020, som Videnskab.dk har lavet med inspiration fra Ed Hawkins.
Bruges af Paven og Thunberg
Senest har Pave Frans - det religiøse overhoved for 1,4 milliarder katolikker - brugt striberne til at starte en samtale om klimaforandringerne. Det skete, da Paven ved FN’s Verdens miljødag lod sig fotografere med et tørklæde i klimastribe-mønsteret i hånden.
Klimastribernes historie er rig med anekdoter som denne.
»Det har været fantastisk, at tv-meteorologer fra hele verden har brugt klimastriberne. Sidste år blev ideen brugt i 30 forskellige lande, og i år håber vi på samme tal på VisDineStriber-dagen - måske endda flere,« siger Ed Hawkins.

Striberne er også blevet brugt af et rockband, Enter Shikari, der spillede på Reading Festival - byen, hvor Ed Hawkins er professor.

Modedesigneren Lucy Tammam har også brugt striberne i designet hele tøjsæt af bæredygtige materialer, der blev vist på to shows til London Fashionweek, fortæller Ed Hawkins.

Dertil har Gretha Thunberg taget striberne til sig i designet til sin bog…

… og fodboldklubben Reading F.C. har i den forgangne sæson gjort striberne til en fast del af deres klubtrøjer:
Starter samtaler om klima
»Striberne er meget nemme at tilpasse,« fortæller Ed Hawkins.
»Man kan sætte dem ind i sammenhænge, hvor man ellers ikke taler om klima, og de inspirerer til samtale. Ved fodboldklubben, for eksempel, har jeg overhørt fans gå fra stadionet og tale om global opvarmning. En gruppe, der ellers kan være svære at få til at tage stilling til emnet. Det, tror jeg, er meget værdifuldt.«
For det er vigtigt, at folk taler om klimaet, mener professoren.
»Der er stadig mennesker, der ikke forstår de risici, vi står over for, og at handling er nødvendigt,« fortæller Ed Hawkins.
»Global opvarmning kan kan virke fjernt for mange. Det er en stor, verdensomspændende udfordring, der er svær at begribe og upersonligt for mange. Striberne kan tilpasses enhver by og vise, at det påvirker alle mennesker personligt, og at det bliver værre,« afslutter han.
»Og det kan måske, på sigt, fremme politikere til at være modige og tage de nødvendige beslutninger.«































