Der findes barske steder i Danmark. I klithederne i Thy fyger sand og salt ind over de golde jorde, som næsten er blottet for næring.
Og her står den lille klokkelyng, med sine små klokkeformede blomster, der om sommeren iklæder heden i et rosa tæppe.
Men hvordan kan det lade sig gøre - hvordan lever klokkelyng og en række andre planter i bedste velgående i et miljø, som burde være blottet for planteliv?
Det undersøger Emma Aller og Niels Christian Sanden i nyeste udgave af Plantejagten, hvor de tager på plantejagt i Ålvand Klithede sammen med leder af Nationalpark Thy Else Østergaard Andersen.
Hør podcasten i afspilleren i toppen af artiklen, eller søg på ‘Plantejagten’ i din foretrukne podcast-app.
\ Om Plantejagten
Plantejagten er en podcastserie på foreløbig 12 afsnit. Den handler om alle de spændende historier, som vores vilde planter gemmer på.
På Instagram kan du se billeder af de planter, der indgår i hvert enkelt afsnit.
Værterne er Emma Aller og Niels Christian Sanden, der begge er postdoc’er på Institut for Plante- og Miljøvidenskab på Københavns Universitet.
Plantejagten er blevet til som et samarbejde mellem Københavns Universitet og Videnskab.dk. Projektet er støttet af Novo Nordisk Fonden.
Svamperødder er klokkelyngens bedste ven
I episoden taler Emma og Niels Christian med Sabine Ravnskov, der blandt andet forsker i planters samspil med mikroorganismer, der lever i den jord, planterne står i.
Sabine Ravnskov, der er lektor ved Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet, fortæller, at en del af årsagen til, at klokkelyng overlever på heden, er, at den hjælpes på vej af svampe, der inficerer dens rødder. Dette fænomen kaldes mykorrhiza, og det kan du høre meget mere om i nyeste episode af Plantejagten, hvor du også bliver klogere på, hvordan de danske heder blev til, og hvordan du selv finder klokkelyng.
God plantejagt!































