Det lille røde økologimærke har spredt sig til en stadigt voksende vifte af produkter i vores supermarkeder, siden den grønne produktionsform tog fart i 1970erne.
Siden da er vi danskere blevet mere og mere glade for økologien - så glade, at vi kan kalde os verdensmeste i økologi.
Men økologi er ikke bare økologi. For selvom landmanden kan kalde sit landbrug økologisk i henhold til kravene, kan det også være, han gør noget ekstra for eksempelvis at holde energiforbruget i produktionen nede. Det er bare meget svært for forbrugerne at vide.
Ved hjælp af koder skal det være meget nemmere at kende økologiproduktets eksakte historie, oprindelse og særlige forhold. I hvert fald hvis det står til lektorerne Hugo Alrøe og Egon Noe fra Aarhus Universitet, der forsker i at finde den rette opsætning til platformen Multitrust.
Tid til Økologi 2.0?
\ Fakta
7,8 procent af de produkter, danskerne propper i kurven, er økologiske. Det tal har været støt stigende de sidste ti år - også på verdensplan og særligt i Europa og Nordamerika. (Kilde: IFOAM)
De mener, der er behov for, at der sker en udvikling i økologiens verden. Og det skal Multitrust være med til.
»Hvis økologien fortsat skal være troværdig, så er der behov for at skabe en platform, der kan bringe forbrugere, producenter og politikere sammen om at forstå hvad der er vigtigt omkring vores beslutninger om økologi, og samtidigt gøre det muligt let at skabe kontakt til hinanden,« siger Hugo Alrøe i en pressemeddelelse.
Som det fremgår af artiklens video, som er specielt produceret til projektet, er idéen baseret på koder på pakkerne, som man via platformen Multitrust kan gå i dybden med.
Multitrust er en del af Organic RDD-programmet, der er koordineret af Internationalt Center for Forskning i Økologisk Jordbrug og Fødevaresystemer, ICROFS. Det er finansieret af Natur & Erhvervsstyrelsen, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.





























