Hanedderkopper af en nyopdaget brun edderkop kaldet Jotus remus har en stor ting, de imponerer hunnerne med.
På sit tredje bagben har den lille australske edderkop en stor bule, der er formet som en padleåre.
Padleåren bruger den ifølge ny forskning til at lokke hunedderkopper til. Det skriver LiveScience.com.
Padleåren er en del af parringsritualet
Som du kan se på videoen øverst i artiklen, har edderkopperne et højst mærkværdigt parringsritual.
Hannen gemmer sig bag et blad, men viser forførende padleåren frem. Når hunnen er lokket tættere på, angriber hun. Hannen springer væk, gemmer sig på ny og stikker igen benet frem. Sådan kan han blive ved i timevis.
Padleåren kan måske bruges til at afgøre, hvilke hunner der er frugtbare, og hvilke der slet ikke er interesserede i at parre sig ifølge biolog Jürgen Otto, der ifølge LiveScience opdagede edderkoppen i Barrinton Tops National Park nord for Sydney.
Hunedderkopperne kan kun parre sig én gang
Jürgen Otto fandt flere eksemplarer af både hanner og hunner på sin ekspedition, og han prøvede at sætte dem sammen i forskellige kombinationer for at finde ud af, hvordan parringsdansen fungerede.
Først troede han, at hannerne var ude på at udmatte hunnerne, så de var nemmere at komme til at parre sig med. Men det virkede ikke, som om hunnerne blev trætte, selv efter flere timer.
Men for få måneder siden blev nogle af de mindste hunner kønsmodne, og på den måde var Jürgen Otto sikker på, at de var jomfruer.
»Hos denne slags edderkopper kan hunnerne højst sandsynligt kun parre sig én gang, så hunner, der ikke er jomfruer, er ikke til megen nytte for hanner, som gerne vil sprede deres gener,« siger han til LiveScience.
Jomfru-edderkopper reagerer med nysgerrighed
Da Jürgen Otto satte en hanedderkop sammen med en jomfru, begyndte hannen på samme måde at lokke med sin paddel. Men hunnen derimod, i stedet for at spring efter ham, kiggede nysgerrigt på. Efter få minutter lagde hunnen sig helt stille, og hannen rykkede ind.
»Efter to livlige ryk med padlen, hoppede han hurtigt op på den anden side af bladet og gik i gang med at parre sig,« siger han.
Han har dog endnu ikke fundet ud af, hvorfor hannerne bliver ved med at ‘lege’ så længe, når hunnerne viser, at de ikke er interesserede i at parre sig.
Hans forskning er netop udkommet i det videnskabelige tidsskrift Peckhamia om springende edderkopper.