NASA måler Grønlands indlandsis op

Grønlands indlandsis er mål for et gammelt Orion bombefly som led i det amerikanske rumagentur NASA’s operation IceBridge.

Det gamle fly erstatter NASA's satellit ICESat-1, der styrtede i havet i 2010, og først i 2016 opsender NASA erstatningen, ICESat-2 midlertidigt.

Tidligere fløj flyet blot i arktiske egne som supplement til satellitterne.

Med det gamle bombefly kan forskerne stadig følge, hvordan isen svinder ind år for år, og fordi flyet er mere end 1.000 gange tættere på isen end satellitterne, er det meget mere præcist end dem.

Derfor kan dets målinger sige mere om, nøjagtigt hvor og hvordan indlandsisen mister masse, mens satellitterne giver et mere generelt overblik over hele Arktis.

Flyets laser måler isen præcist

Flyets fire propelmotorer larmer i kabinen, og skroget sitrer svagt på dagens otte timer lange flyvetur.

Det gamle bombefly er bevæbnet med ni avancerede måleinstrumenter og bemandet med et dusin forskere.

De skal måle ændringer i isen fra år til år og teste forskellige målemetoder imod hinanden.

Det vigtigste instrument ombord er laseren bagerst i flyet, for den måler højden på indlandsisen og er dermed en erstatning for laseren i satellitterne.

Mere præcist end satellitterne

James Yungel er ekspert i topografiske kort og projektleder på laseren, som han holder øje med under flyvningerne, og han er tydeligt stolt af, hvad den kan.

»Nede på isen oplyser laseren en plet, som er cirka 10 centimeter stor, og præcisionen på dens højdemåling er under 10 centimeter, så den måler isen meget detaljeret op.«

»Jeg har arbejdet med det her system i mange år, og det er meget mere præcist end opmåling fra satellitter. Deres laserplet er mange meter stor, så den måler kun en gennemsnitshøjde af et stort område,« forklarer James Yungel.

Som ingeniør, ansat hos NASA, har han selv bygget apparatet – blandt andet af dele fra en gammel Mac-computer.

Radaren og laseren er uenige

Længere inde over isen forsvinder sprækkerne gradvist i et stadig tykkere lag af hvid sne, indtil alle spor efter dem er væk, og det ser ud, som om vi flyver over en stor sky.

Nu er det ikke længere indlandsisen, laseren måler højden af, men toppen af sneen. Det er en fejlkilde.

Den fejl bliver ikke gentaget af flyets næstvigtigste instrument, radaren, som er placeret i flyets bombeport.

Den radar er af samme type som radaren på satellitten CryoSat, der også måler højden på indlandsisen, og som er uenig med laseren om, hvor meget is der er på Grønland.

Radaren trænger gennem både sne og is

Geofysikeren Michael Studinger, ph.d. og til daglig tilknyttet Columbia University’s Lamont-Doherty Earth Observatory, er videnskabelig leder på togtet.

Han forklarer problemet med laseren og radaren:

»Satellitterne ICESat og CryoSat bruger henholdsvis laser og radar til at måle isens højde, og ingen af dem kan se forskel på toppen af is og sne. De måler oven i købet ikke den samme højde på det samme sted på isen,« fortæller Michael Studinger og fortsætter:

»ICESat's laser måler højden af den første overflade, den møder under flyet, og det kan godt være sne. CryoSat's radar måler derimod med radarbølger, og de går både igennem snelaget og igennem de øverste dele af isen, før de bliver reflekteret. Her er det altså et lag nede i isen, apparatet regner for isens overflade.«

Forskellige metoder giver forskellige resultater

Derfor måler forskerne på bombeflyet isen op med begge systemer på hele flyveturen, så deres resultater kan sammenlignes.

For at kunne sammenligne med radar-satellitten CryoSat flyver de en af togtets dage over et område blot to timer efter CryoSat har målt på det, så tidsspandet bliver helt kort.

Metoder, der giver forskellige resultater, er et alvorligt problem for forskerne, for hvis to forskere beregner mængden af is på Grønland i 2012 ud fra henholdsvis laser- og radar-målinger, vil laserforskeren komme til en større mængde is end radarforskeren.

Hvis de to forskere derimod regner ud, hvor meget is, der er forsvundet fra Grønland fra foråret 2011 til foråret 2012, kommer de til gengæld til nogenlunde det samme resultat.

For selv om de to metoder måler på forskellige overflader, så vil begge disse overflader ligge en meter lavere for hver meter is, indlandsisen har mistet – sådan cirka.

Arktisk forskning kræver særlig disciplin

Problemet med forskellige metoders sammenlignelighed er almindeligt i videnskabens verden, og derfor starter enhver videnskabelig artikel med et jævnt kedeligt afsnit om metoder.

For Michael Studinger er det imidlertid af særlig stor betydningen, at al forskningen bliver koordineret, og alle usikkerheder afklaret.

Netop i Arktis er det nemlig ekstra vigtigt at have styr på metoderne.

Klimaforskning på hele kloden er afhængig af resultater her fra, fordi klimaændringerne slår tydeligt ud her, og derfor kan de bruges til at varsle, hvad resten af Jorden har i vente.