Mennesket udryddede den gigantiske moafugl

Blev de new zealandske kæmpefugle ’moaerne’ dræbt af klimaet, vulkaner eller mennesker? Spørgsmålet har været heftigt debatteret blandt videnskabsfolk i mange år, men nu lukker en dansk forsker debatten med tungtvejende beviser.

I et nyt studie viser postdoc ved Statens Naturhistoriske Museum og Center for Geogenetik ved Københavns Universitet, Morten Allentoft, at bestanden af moaer havde det helt og aldeles ganske glimrende, inden de første mennesker bosatte sig på New Zealand for 700 år siden.

Forskningen, der er resultatet af et længerevarende samarbejde mellem videnskabsfolk fra Danmark, Australien og New Zealand, viser således, at kæmpefuglene ene og alene blev udryddet af os mennesker, og hverken vulkaner, klima eller sygdomme havde noget med sagen at gøre, som andre forskere ellers har foreslået.

Derfor er det også tankevækkende, at kæmpefuglene var forsvundet under 200 år efter, at de polynesiske tilflyttere var ankommet.

»Vores forestilling om de noble vilde, der levede i pagt med naturen, er forkert. Den smukke sameksistens er en illusion. Vi har længe vidst, at mennesker var medvirkende til, at moaerne uddøde, og vi kan nu vise, at mennesker var den eneste årsag. Bestanden havde det fint, inden vi kom til New Zealand,« fortæller Morten Allentoft.

Studiet er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift PNAS.

Modbeviser gammelt studie

Debatten har ellers gået på, at moaerne tid på Jorden allerede var kommet til vejs ende, da polyneserne kom sejlende over havet.

Forskellige forskere er da også kommet med bud på, hvordan moaerne allerede var tæt på at uddø, inden mennesker gav dem det sidste skub.

Senest i 2004 indikerede resultaterne af et genetisk studie da også, at moaerne var i voldsom tilbagegang i årtusinderne inden polyneserne kom til.

Men ifølge Morten Allentoft er disse tidligere fortolkninger baseret på et meget lille datasæt og nogle forsimplede modeller, og i mellemtiden er de genetiske analysemetoder blevet meget bedre.

De forbedrede analysemetoder viser ifølge det danske studie noget helt andet end tidligere studier.

»Ved at analysere DNA fra næsten 300 individer fordelt på fire moa-arter, får vi et meget mere solidt resultat. Det viser, at ingen af de fire moa-arter, vi har undersøgt, oplevede nedgang i den genetiske diversitet i 5.000 år op til tidspunktet, hvor mennesker kom til New Zealand. Bestanden var som sådan sund og rask og havde alle forudsætninger for at fortsætte med at klare sig godt, hvis ikke mennesker havde sat en stopper for det,« siger Morten Allentoft.

Moaerne havde høj genetisk diversitet

I studiet har Morten Allentoft og hans kolleger studeret fossilt DNA fra 281 moa-knogler, der spænder over en periode fra for 13.000 år siden, indtil mennesker landede på de new zealandske kyster omkring år 1300.

Knoglerne har han dateret via kulstof 14-metoden.

DNA fra knoglerne har han desuden sekventeret for at danne sig et billede af, hvor stor den genetiske mangfoldighed var i moa-bestaden i perioden op til deres uddøen.

I modsætning til det tidligere studie fra 2004, hvor forskerne udelukkende undersøgte mitokondriel DNA, har Morten Allentoft også analyseret kerne-DNA i form af de såkaldte mikrosatellitter, der giver en meget bedre opløsning i analysen, hvilket også betyder et sikrere resultat.

Ifølge analysen var moaernes genpulje sund og rask og viste ingen tegn på hverken indavl eller lav genetisk variation.

»Der er en sammenhæng mellem genetisk diversitet og bestandens størrelse. Når en bestand kollapser, vil man tydeligt kunne se det i den genetiske diversitet i bestanden. Det ser vi slet ikke blandt moaerne, som derimod udviser en meget stabil genpulje. Derudover har vi udført en lang række data-simulationer af forskellige populations-scenarier, som alle viser, at bestanden ikke var ved at kollapse. Faktisk viser vores data det stik modsatte, nemlig at moaerne formentlig var i fremgang lige indtil menneskets ankomst,« forklarer Morten Allentoft.

Forsker: Nu er det slået fast

Professor Jens-Christian Svenning forsker i biodiversitet ved Institut for Bioscience på Aarhus Universitet. Han har ikke selv deltaget i det nye studie, men han har læst det og mener, at der nu ikke kan herske nogen tvivl om, hvorfor moaerne uddøde.

»Det er enormt fint at få påvist så tydeligt, at det er sådan, det hænger sammen. Folk har debatteret, om der var andre årsager, men her viser dette studie endegyldigt, at fuglene havde det helt fint i flere tusinde år, inden menneskerne kom,« siger Jens-Christian Svenning, der er på helt linje med studiets konklusion om, at mennesker alene stod for udryddelsen af moaerne.

Ikke kun jagt udryddede moaerne

Resultatet af det nye studie kan muligvis afgøre en gammel strid blandt forskere, men det præciserer ikke som sådan, hvordan moaerne uddøde.

Selvom det nu står fast, at mennesker var årsagen, fortæller studiet ikke noget om, hvordan mennesker ledte til de store fugles uddøen.

Ifølge Morten Allentoft er jagt helt klart en af årsagerne, men der kan også være andre faktorer, der har spillet ind.

»Vi ved, at de første polynesere havde rotter med, da de kom til New Zealand. Måske har de fået smag for enten moa-æg eller moa-unger. Det kan også være, at mennesker har bragt nogle sygdomme med sig, som har bredt sig til moaerne. Vi ved det ikke.«

»Men vi ved, at der er masser af moa-knogler i de tidligste køkkenmøddinger på New Zealand, og at det på under 200 år lykkedes tilflytterne at udrydde moaerne, så på den måde er vores forestilling om en smuk sameksistens mellem vores vilde forfædre og naturen en illusion,« siger Morten Allentoft.

Læs mere om myten om den ædle vilde i Mennesket har aldrig levet i pagt med naturen.