Sammenlignet med ulve kan hunde have et utal af forskellige mønstre og farver i pelsdragten.
Men måske havde hunde allerede det genetiske anlæg for de alsidige pelsdragter med sig, før mennesker begyndte at domesticere ulven. Sådan konkluderer genforskere efter et nyt studie, skriver ScienceAlert.
Det kan betyde, at mennesker i virkeligheden slet ikke kan tage æren for hundes flotte pelsdragter.
»Selvom vi opfatter al den her variation i farverne i pelsdragten som noget, der hører til hunde (på grund af menneskers påvirkning, red.), skete noget af den, lang tid før 'hunde' var hunde,« forklarer genetiker Danika Bannasch fra University of California, Davis i en pressemeddelelse ifølge ScienceAlert.
Hun er førsteforfatter på det nye studie, der er publiceret i tidsskriftet Nature Ecology & Evolution.


































