Den udsender ultrasoniske lyde og iklæder sig faretruende farver. Det gør den for at undgå at blive fanget og spist af flagermus og fugle. Det lille tigermøl er et skoleeksempel på, hvordan evolutionen har udviklet alternative kommunikationsformer.
Det lille dyr siger med sine farver: 'Spis mig ikke. Jeg smager ikke godt, og jeg er giftig for dig'.
Og det kan undre, for dens fjende flagermusen kan næsten intet se. John M. Ratcliffe er post. doc. ved Biologisk Institut på Syddansk Universitet og medforfatter til en artikel om fænomenet i tidsskriftet 'Nature'.
»Tigermøllet udsender ultrasoniske lydbølger for at skræmme flagermusene, mens fugle hovedsagelig afskrækkes af farverne. Den meste forskning har undersøgt advarselssignalerne uafhængigt. I vores projekt har vi undersøgt to signaler rettet mod to forskellige sanser,« forklarer John M. Ratcliffe.
Tigermøllets farver og lyde varierer
Forskerne brugte tigermøl, som de fangede i det sydøstlige Ontario i Canada. De registrerede tigermøllenes ultrasoniske signaler. Derudover lånte forskerne konserverede tigermøl fra Cornell University Insect Collection og tog disse tigermøl ud i naturen for at måle deres farver.
Betydningen af farver og lyde varierer i løbet af døgnet og gennem sæsonen afhængigt af fuglenes og flagermusenes aktivitetsmønstre og deres sensoriske kapacitet.
Om foråret, hvor fuglene er mest aktive, udsender tigermøllen ikke ultrasoniske lyde, men forlader sig på advarselsfarverne. Senere på sæsonen, hvor flagermusene er mere aktive, begynder tigermøllene at lave ultrasoniske lyde.
Forskerne var dog interesserede i selve den evolutionære udvikling af signaler, og derfor samarbejdede John M. Ratcliffe med Marie Nydam, en ph.d.-studerende ved Cornell University i økologi og evolutionær biologi. Hun stod for den genetiske analyse.
To hypoteser testes
»Evolutionære biologer har to hypoteser for, hvordan disse signaler kan have udviklet sig. Den ene foreslår, at to signaler kan arbejde sammen mod et enkelt rovdyr, så det potentielle bytte kan sikre sig, at et rovdyr er rigeligt advaret. Den anden hypotese foreslår, at bytte med flere signaler har forskellige rovdyr, og hvert signal har udviklet sig mod en specifik trussel,« forklarer John M. Ratcliffe.
Kombinationen af den genetiske analyse og målinger af tigermøllenes signaler dokumenterer for første gang, at det tilsyneladende er den sidste hypotese, der holder vand.
»Vores resultater tyder på, at selektive tryk fra flere rovdyrklasser har forskellige roller i udviklingen af advarselssignalerne. Forskellige tigermølarter har evnen til at vise begge eller kun et af disse signaler, og vi har vist, at der ikke er nogen sammenhæng mellem de to, heller ikke genetisk,« slutter John M. Ratcliffe.
