I dag er det almen viden, at vi mennesker er skyld i, at klimaet forandrer sig hurtigere end nogensinde før.
Det er slået fast, at den globale gennemsnitstemperatur stiger, i takt med at vi udleder mere og mere CO2.
Men sådan har det ikke altid været: Den viden, vi har i dag, og de modeller, som med stor præcision kan forudsige fremtidens klima, kan vi takke Soykoro Manabe og Klaus Hasselmann for.
De to forskere - klimamodellernes fædre - har netop modtaget den ene halvdel af Nobelprisen i fysik 2021.
»Manabe er en af de helt store helte«
Syokoro Manabe fra Princeton University i USA var den første, der udviklede metoder til med stor præcision at beregne, hvor meget temperaturen stiger, i takt med at CO2 hober sig op i atmosfæren.
»Manabe er en af de helt store helte indenfor mit felt,« udbryder Peter Langen, der er professor i atmosfærisk modellering på Aarhus Universitet, da Videnskab.dk fortæller ham, hvem der har fået Nobelprisen.
I 1960'erne stod Syokoro Manabe bag udviklingen af de første fysiske modelleringer af Jordens klima.
Han lagde dengang grunden for de modeller, der i dag gør det muligt for FN’s klimapanel IPCC at forudsige, hvordan klimaet forandrer sig fremover, afhængigt af hvor meget CO2 vi udleder.
»Meget af det, vi diskuterer i dag, om hvad vi skal gøre for at nedbringe udslippet af drivhusgasser, er baseret på klimamodeller, der forudser, hvordan klimaet vil se ud, hvis vi gør det ene, versus hvis vi gør det andet. Den forståelse, de bygger på, er grundlagt af Manabe,« siger Peter Langen og fortsætter:
»Han en af de helt store fædre bag klimamodellering. Nobelprisen er en fantastisk anerkendelse af hans store bidrag til vores forståelse af klimasystemet.«
Professor og klimaforsker Jens Hesselbjerg fra Niels Bohr Institutet er også begejstret over, at Nobelprisen går til klimaforskere:
Introducerede klimasensivitet
I 1960’erne stod Soykoro Manabe også bag matematiske modeller, der viser, hvordan vanddamp i atmosfæren kan føre til yderligere opvarmning.
»Han og kolleger regnede ud, hvordan koncentrationen af vanddamp ændrer sig lag for lag i atmosfæren. Så viste de, hvor meget kraftigere opvarmningen vil være, desto mere vanddamp der er. Den forståelse har vi stadig den dag i dag,« siger Peter Langen.
Martin Stendel, der er klimaforsker på Danmarks Meteorologiske Institut, nævner en anden af Soykoro Manabes bedrifter:
»Manabe introducerede den såkaldte klimasensitivitet,« siger Martin Stendel.
Klimasensitivtet er et mål for, hvor meget den globale gennemsnitstemperatur reagerer på øget udledning af drivhusgasser.
Soykoro Manabe viste, at man kan beregne klimasensiviteten ved at at lave simulationer af, hvordan klimaet har ændret sig historisk.
»Ideen om, at man ved at simulere fortidens klima kan beregne, hvor sensitive klimamodellerne er overfor klimagasser, fik Manabe for mere end 50 år siden, og de holder stadig i dag,« siger Martin Stendel.
I 1970 lavede Manabe en præcis forudsigelse af, hvor meget temperaturen ville stige inden 2000, tweeter klimaforsker Zeke Hausfather:
Klima og vejr er forbundet
Ti år senere udviklede den anden Nobelprismodtager Klaus Hasselmann fra Max Planck Meteorologiske Institut i Tyskland en statistisk model, som beregner, hvordan klimaændringer, der sker langsomt over århundreder, påvirker vejret, som ellers er præget af hurtige og tilfældige skift.
»Hasselmann udviklede en model, som beskriver forbindelsen mellem vejr og klima. Det vil sige, hvordan hurtige fænomener, som eksempelvis nedbør, er forbundet til langsomme fænomener som eksempelvis havstrømninger,« forklarer Martin Stendel.
»På den måde kunne han vise, hvorfor klimamodeller kan levere brugbare prognoser om fremtidens vejr, selv om vi meteorologer ikke kan forudsige vejret længere frem end cirka to uger,« tilføjer han.
Halvdelen af prisen til italiensk forsker
Klaus Hasselmanns modeller dokumenterede, at den globale opvarmning hænger sammen med ændringer af CO2-koncentrationen i atmosfæren, og de er dermed afgørende for, at FN’s Klimapanel i den seneste store klimarapport kunne slå fast med syvtommersøm, at klimaforandringerne er menneskeskabte.
Martin Stendel kender i øvrigt Klaus Hasselmann personligt, for forskeren fra Danmarks Meteorologiske Institut lavede sin ph.d. på Max-Planck Meteorologiske Institut, hvor Nobelprismodtageren er direktør.
Den anden halvdel af årets Nobelpris går til den italienske fysiker Giogio Parisi for hans »revolutionerende bidrag til teorien om uordnede materialer og tilfældige processer.«
»Hans opdagelser er blandt de vigtigste bidrag til teorien om komplekse systemer,« skriver Nobelpriskomiteen som begrundelse i en pressemeddelelse, som fortsætter:
»De gør det muligt at forstå og beskrive mange forskellige og tilsyneladende helt tilfældige materialer og fænomener, ikke kun inden for fysik, men også på andre, meget forskellige områder, såsom matematik, biologi, neurovidenskab og maskinlæring.«
\ Nobelprisen i fysik
Nobelprisen blev første gang uddelt i 1901 og er etableret af Alfred Nobel, der nok er mest kendt for at have opfundet dynamit.
Med prisen følger ni millioner svenske kroner. Prisen kan ikke modtages af afdøde personer.
Læs mere om prisen, og hvorfor nogle mener, at den er håbløst gammeldags, i artiklen 'Forskere revser Nobelprisen: Unfair og gammeldags rammer'.
Nobelprisen i fysik er blevet uddelt 114 gange mellem 1901 og 2020.
4 kvinder har fået prisen indtil videre: Marie Curie i 1903, Marie Goeppert-Mayer i 1963, Donna Strickland i 2018 og Andrea Ghez i 2020.
1 person, John Bardeen, har fået Nobelprisen i fysik 2 gange.
Den yngste Nobelprismodtager i fysik var Lawrence Bragg, som var 25 år, da han sammen med sin far fik prisen i 1915.
Den ældste Nobelprismodtager var Arthur Ashkin, som var 96 år, da han fik prisen.
Læs mere om tidligere Nobelprismodtagere i fysik på Nobelprize.org.
