Kig op i september: Du kan se stjernehoben Plejaderne og ’Tyrens røde øje’

I september er himlen så mørk, at man for alvor kan se stjernehimlen.

Men det er også måneden, hvor efterårsjævndøgnet 23. september varsler, at vi nu er på vej mod de kortere og mørke dage.

I september er Merkur, Venus og Mars ikke synlige, fordi de står for tæt på Solen. Derimod står de store planeter Jupiter og Saturn på aftenhimlen.

Begge planeter står dog lavt på himlen, hvilket gør dem vanskelige at observere.

Desværre går Jupiter tidligt ned, det meste af måneden kort efter kl. 22. Saturn går dog først ned efter midnat.

Trods den lave højde over horisonten skulle det være muligt med en lille kikkert at følge de fire store Jupitermåner Io, Europa, Ganymedes og Callisto.

Med en lidt større kikkert vil det også være muligt at se Saturns store måne Titan – den med søer af flydende metan.

Mulighed for at finde stjernehobe

Vi har valgt, at det astronomiske emne i denne måneds gennemgang af nattehimlen er stjernehobe, og vi begynder med en hob, som mange nok kender.

Det er syvstjernen - eller 'Plejaderne', som hoben også hedder.

Den er bedst at se om vinteren, men i løbet af september kommer den gradvist højere op på himlen sidst på aftenen. Hoben findes nær stjernebilledet Tyren, ikke langt fra den meget klare stjerne Aldebaran, der også kaldes for ’Tyrens røde øje’.

Plejaderne er det, astronomerne kalder for en åben stjernehob. Hoben er domineret af klare, blå stjerner, som er dannet indenfor de sidste 100 millioner år, og man regner med, at hoben vil gå i opløsning i løbet af de næste 250 millioner år.

Det er typisk for de åbne stjernehobe, at de har en kort levetid. Forklaringen er, at når hobene bevæger sig i Mælkevejen, så kommer de tæt på de enorme skyer af gas og støv, der findes i Mælkevejens centralplan. Disse skyer har en ganske stærk tyngdekraft, så de slider simpelthen de åbne hobe fra hinanden.

Man mener i dag, at langt de fleste stjerner fødes i hobe. Således er Solen ret sikkert også dannet sammen med måske flere hundrede andre stjerner i en åben hob, der dog for længst gået i opløsning.

Plejaderne er lette at se, dels fordi hoben indeholder mange klare stjerner, men især fordi afstanden 'kun' er omkring 440 lysår.

LÆS OGSÅ: Kig op i august: Stjerneskudssværmen Perseiderne og usædvanligt god udsigt til planeter

Blev udsendt, 3.000 år før egypterne byggede pyramider

I september er der med en kikkert også en god mulighed for at se en meget berømt dobbelthob. Man skal begynde med at lokalisere stjernebilledet Cassiopeia, der ligner et W, og Perseus, der befinder sig tæt på Cassiopeia. (Læs mere om, hvordan du kan finde stjernebilleder, i boksen under artiklen)

Mellem de to stjernebilleder kan man finde dobbelthoben H + Chi Persei – ofte bare kaldet dobbelthoben i Perseus.

Det er nogle små tågeklatter, som måske ikke er så imponerende at se på – men så skal man huske, at deres afstand til Jorden er omkring 7.500 lysår.

Det lys, vi ser fra hobene, blev derfor udsendt, 3.000 år før ægypterne begyndte at bygge pyramider.

De to hobe i Perseus er med deres indhold af mange varme og blå stjerner, ret unge hobe. Disse meget store og lysstærke stjerner har simpelthen ikke nogen lang levetid, før de eksploderer som supernovaer og går til grunde. Hobene har en skønnet alder på bare 12-13 millioner år.

I Pegasus finder man en stjernehob, der modsat er blandt de ældste hobe, man kender. Det er den kugleformede stjernehob M15, der med en alder omkring 12 milliarder år er mindst lige så gammel som Mælkevejen.

Stjernehoben i Pegasus er 33.000 lysår borte og indeholder måske en halv million stjerner, som hober sig sammen inden for et meget lille område med en diameter på bare 180 lysår.

I centret af hoben måles afstanden mellem stjernerne ikke i lysår, men i lysdage eller lysuger. Hvis man boede på en planet der, ville man kunne læse en bog alene ved lyset fra titusinder af meget klare stjerner –til gengæld ville det nok være svært at observere resten af universet.

LÆS OGSÅ: Blodmåne: Hvornår og hvorfor er der måneformørkelse?

Indien nærmer sig månelanding

Den indiske rumsonde Chandrayaan 2, som blev opsendt 22 juli, er nu omsider nået frem til Månen – en rejse, som Apollo gennemførte på bare tre dage.

At Chandrayaan 2 har været flere uger om at nå Månen, skyldes at man for at spare brændstof sendte rumsonden ind i et aflangt kredsløb om Jorden. Banen blev så over flere omgange hævet, indtil den til sidst nåede helt ud til Månens bane.

Da Chandrayaan nåede frem til Månen, blev en bremsemotor tændt i 29 minutter. Derved blev sondens fart sænket med 600 meter i sekundet, og det var nok til at sende Chandrayaan ind i en bane mellem 114 og 18.000 km over Månen.

Nu sænker man så langsomt banen til en højde af 100 km over Månen, og så endelig 2. september frigøres landingsfartøjet Vikram, der er opkaldt efter det indiske rumprograms fader, Vikram Sarabhai.

Målet er et område nær Månens sydpol på 79 graders sydlig bredde, hvor målinger har vist, at der skulle være god mulighed for at findes is i klipperne.

Landingen er fastsat til 6. september, og går den godt, vil en lille kun 27 kilo tung rover kaldet Pragyan (sanskrit for Visdom) blive landsat og køre bort fra Vikram.

Landing ved solopgang

Landingen finder sted kort efter lokal solopgang på Månen, for så er der 14 dage med sollys, inden natten sænker sig, og temperaturen falder til -180 grader, en temperatur, som man ikke er sikker på, at hverken Vikram eller Pragyan kan klare.

Men to ugers grundig udforskning af Månens overflade er nu heller ikke så dårligt med det omfattende udstyr, som de to sonder medfører – og desuden fortsætter selve Chandrayaan med at undersøge Månen fra sin bane 100 km oppe.

Der er ingen tvivl om, at amerikanerne er meget interesserede i den indiske sonde, for de vil – efter ordre fra Trump – søge at landsætte astronauter på Månen nær sydpolen allerede i 2024 i det såkaldte Artemis-projekt.

Chandrayaan 2 er et stort anlagt forsøg, som viser en fornyet interesse for Månen. Man kan næsten sammenligne med den meget omtalte situation i Arktis. Ligesom klimaændringer åbner mulighed for at udnytte naturrigdommene i Arktis, så har de senere års målinger af is ved Månens poler gjort Månen meget interessant.

For det er ingen overdrivelse at sige, at nøglen til at kunne bygge baser på Månen, er adgangen til is og dermed vand.

Tidligere i år søgte Israel uden held at landsætte en sonde på Månen, og senere i år vil Kina forsøge at bringe prøver tilbage fra Månen. Nu har også Japan meldt sig på banen med planer om at landsætte to sonder på Månen i 2021 og 2022.

Vi skal dog ikke vente et ’Moon Rush’ de første mange år.

Det er stadig en formidabel udfordring at bygge en base på Månen, og vi ved stadig ikke, hvilke andre industrielle muligheder Månen rummer, selv om der tales om både Platinmetaller og Helium 3 til fusionskraftværker.

Når vi ser på erfaringen fra rumstationen ISS, hvor det har krævet et samarbejde mellem flere lande til at sende forsyninger bare 400 km ud i rummet, så er der nok ingen tvivl om, at en kommende månebase bliver international – intet land kan klare opgaven alene.

Europa har en vision om en ’Månelandsby’, hvor mange lande går sammen om at bygge en base, som hvert land så kan udnytte på sin egen måde. Lidt af en gentagelse af rumstationen ISS. Det er i hvert fald en meget billigere løsning end, at hvert land bygger sin egen base.

LÆS OGSÅ: Fra taber til førende rummagt: Historien om, hvordan Sovjet og USA kæmpede sig til Månen

LÆS OGSÅ: »Failure is not an option«: Dygtighed og stort held blev Apollo-astronauters redning