Kig op i august: Stjerneskudssværmen Perseiderne og usædvanligt god udsigt til planeter
En af augusts store begivenheder på himlen er stjerneskudssværmen Perseiderne, der har sit maksimum 12.-13. august.
karlsvognen NASA Mizar Alcor

Noget af Karlsvognen og vognstangen fotograferet fra rumstationen ISS. Oppe til højre ser man tydeligt Mizar og Alcor. (Foto: NASA)

De lyse nætter slutter 8. august, og så bliver det igen lettere at observere stjernehimlen.

De to store begivenheder er for det første stjerneskudssværmen Perseiderne, der har sit maksimum 12.-13. august, og for det andet en usædvanlig god mulighed for at observere den lille planet Merkur.

Stjerneskuddene kan ses i timerne efter midnat, men desværre er der fuldmåne 15. august.

Da fuldmånens lys er stærkt, er det kun muligt at se de klareste stjerneskud. Stjerneskuddene er jo små støvkorn, der i dette tilfælde stammer fra kometen Swift-Tuttle.

Læs meget mere om stjerneskud i artiklen 'Når du ser et stjerneskud: Årets største meteorsværm, Perseiderne, er over os!'

Serien 'Kig op'

'Kig op!' giver dig hver måned en oversigt over de vigtigste begivenheder på himlen og i rummet.

Nogle af disse begivenheder vil blive uddybet i selvstændige artikler, som bringes i løbet af måneden.

Planeter, der kan ses på himlen

Den anden begivenhed er en usædvanlig god mulighed for at observere den lille planet Merkur, der jo altid står tæt på Solen.

Men 9. august står Merkur hele 19 grader vest for Solen, og det betyder at man kan se den fra ca. 1,5 time før solopgang. Den står lavt på himlen i nordøst, lige under de klare stjerner Castor og Pollux i Tvillingerne.

I de følgende dage kommer Merkur både tættere på Solen, og længere væk fra Jorden. Men alligevel bliver den klarerere, da vi nu ser mere af den belyste del af Merkur. Vi får dog aldrig en ’fuldmerkur’ at se, for da er Merkur omme bag Solen set fra Jorden.

Til gengæld kan vi ikke se Venus og Mars, da de står for tæt på Solen.

Jupiter er på himlen om aftenen og kan ses, så snart det bliver mørkt nok. Jupiter står tæt på Månen 9. august. Saturn står lidt senere op end Jupiter, men går til gengæld senere ned. 12.-13. august står Saturn i nærheden af Månen, og i en kikkert med mindst 30 ganges forstørrelse kan man se ringene.

Stjernebillederne ændrer sig

Alle kender nok Karlsvognen, som er del af stjernebilledet Store Bjørn. Den kan ses hele året, men her i sommertiden er den forholdsvis lavt på himlen i nordvest. Men vore fjerne efterkommere vil ikke se Karlsvognen, som vi ser den.

I videoen her kan man se, hvorledes Karlsvognen ændrer udseende, efterhånden som tiden går:

Alle stjerner på himlen bevæger sig, så de stjernebilleder, vi kender nu, vil stort set være væk om 30.000 år, hvilket måske er lang tid for os, men astronomisk set er meget kort tid.

Stjerner i og ved Karlsvognen

Men her i nutiden peger de to bagerste hjul i Karlsvognen direkte mod polarstjernen Polaris, og det er nok den letteste måde at finde Polaris på. Polaris står 56 grader over horisonten, svarende til Danmarks breddegrad, og gennem tiden har søfolk netop brugt Polaris til at bestemme den breddegrad, deres skib befandt sig ved.

Tilsvarende vil en linje gennem de to øverste stjerner i Karlsvognen pege mod den klare stjerne Capella.

Vi vil her se nærmere på en af de syv klare stjerner i Karlsvognen, nemlig den midterste stjerne i vognstangen ved navn Mizar. Hvis man har gode øjne og vejret er godt, kan man tæt på Mizar se en mindre stjerne ved navn Alcor.

Astronomerne har naturligvis undersøgt både Mizar og Alcor, og det har vist sig, at Mizar ikke bare er en dobbeltstjerne, men at hver af de to stjerner igen er dobbelte, så Mizar er i virkeligheden et system af fire stjerner. Men hermed slutter det ikke.

Alcor befinder sig omkring et lysår fra Mizar, og også den er en dobbeltstjerne, der består af en svag rød stjerne og en varmere blå stjerne.

Alcor og Mizar hører sammen, idet Alcor kredser om Mizar med en omløbstid på omkring 750.000 år, så vi har her et system af seks stjerner, fordelt på tre dobbeltstjerner. Afstanden er omring 86 lysår, så vi ser Mizar og Alcor, som de så ud omkring 1933.

I det hele taget gælder det, at hvis man dykker lidt ned i emnet, så er der mange af de stjerner, vi ser på himlen, som set med vores øjne er meget usædvanlige.

Hvad er der ude i rummet?

Der er jo andet end stjerner og planeter ude i rummet. Vi er selv godt i færd med at fylde rummet omkring Jorden op med satellitter. Der er nu kommet en oversigt over de forskellige typer af satellitter, som situationen var i 2018.

Af de over 18.000 genstande, som er store nok til, at man kan observere dem, er der kun lidt over 1.000 aktive satellitter, hvilket svarer til omkring 6 procent af det samlede antal objekter. De vigtigste typer af satellitter er:

Resten er især fragmenter fra eksplosioner og kollisioner samt gamle og nu døde satellitter og rakettrin efterladt ude i rummet .

Disse tal vil ændre sig voldsomt i de kommende år, hvor der er planlagt opsendelse af tusinder af internet-satellitter, som skal skabe et ægte globalt internet.

Ny teknik i rummet

Den tekniske udvikling inden for rumfarten fortsætter. Således har et privat firma ’Made in Space’ tegnet kontrakt med NASA om at opsende den første satellit, som skal demonstrere 3D-printing ude i rummet.

Det skal ske med en lille satellit, der skal opsendes fra New Zealand i 2022, og meningen er at producere de metalstænger, der bruges til at udspænde de meget tynde solcellepaneler.

Hvis man kan vente med at producere metalstængerne til solcellerne på en satellit, indtil satellitten allerede er anbragt i sin bane om Jorden, vil den jo fylde meget mindre, hvilket gør den billigere og meget lettere at opsende.

Video, der viser satellitten producere stænger til solpaneler. (Video: NASA)

De vigtige tanksatellitter

En anden nyskabelse er tanksatellitter. Dem er der nemlig et behov for ude i den geostationære bane 36.000 km over ækvator, hvor en satellit altid hænger stille over samme punkt på Jorden. Banen er meget fyldt, så det er vigtigt, at en satellit kan holde sig inden for den plads, den har fået tildelt.

Det er ikke så let, som det lyder, for både tyngdekraften fra Solen og Månen samt Jordens ikke helt runde form får satellitterne til at drive i banen.

Det kan man rette op på med små styremotorer, men de bruger jo brændstof. Derfor er flere firmaer nu langt fremme med tanksatellitter, der kan montere et lille modul på en satellit. Modulet indeholder både brændstof og en lille raket, så der er brændstof nok til at kunne forlænge en satellits levetid med flere år.

NASA-video af, hvordan optankning foregår i rummet. (Video: NASA Goddard)

De første forsøg udføres muligvis allerede i år eller senest i 2020. En af de første satellitter, der vil få monteret en lille tankstation, er Intelsat 901, der blev opsendt i 2001 og nu er ved at løbe tør for styrebrændstof, men ellers ikke fejler noget.

Firmaet Northrop er nu klar med det modul, der skal kobles til Intelsat på en position over Stillehavet. På den måde forlænges levetiden for Intelsat med op mod fem år. Det er helt afgjort et projekt, der er penge i, da 20-30 andre satellitter er i samme situation.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs mere om Goliath-frøen, som du kan se på billedet herunder.

Det sker