Lin Solvang er bekymret. Isen i Grønland og på polerne smelter, og vandstanden i verdenshavene stiger.
Ingen af verdens ledere ser ud til at have en løsning på problemet, så måske skal vi tage mere drastiske midler i brug. Det forestiller Lin sig i hvert fald, hvis man skal dømme ud fra den mail, som hun har sendt til Spørg Videnskaben.
Den lyder:
»Her kommer måske et stjernedumt spørgsmål: Er det umuligt at forestille sig, at vi bygger et eller flere rumfartøjer, der kan fragte store mængder havvand ud i verdensrummet?« skriver Lin i sin mail.
Vanvittigt spørgsmål
For at finde ud af, om Lins spørgsmål om vandet er stjernedumt, som hun selv siger, har vi sendt det videre til en mand, der måske ved noget om sagen.
Ole J. Knudsen er kommunikationsmedarbejder på Stellar Astrophysics Centre på Aarhus Universitet og tidligere leder af Planetariet på Stenomuseet, og så er han et omvandrende leksikon i rumviden.
Ole J. Knudsen beder dog om at få spørgsmålet læst op et par gange, inden han er sikker på, at han har forstået det.
»Det er godt nok et af de mest van(d)vittige spørgsmål, jeg har fået – ’pun intended’,« siger han, og efter et par hurtige beregninger kommer han frem til, at det nok ikke kan lade sig gøre.
23,5 milioner gange mere vægt end i hele rumfartens historie
At det ikke kan lade sig gøre at fragte de globale vandstandsstigninger ud i verdensrummet skyldes ifølge Ole J. Knudsen de kolossale mængder vand, som fosser ud i verdenshavene.
Alene Grønland smider omkring 240 milliarder ton ferskvand ud i havene om året, og forestiller man sig, at vi skal transportere det væk fra Jordens overflade i en raket eller et rumskib, bliver det til en hel del flyvninger.
Ole J. Knudsen fortæller, at vi i hele rumfartens historie har sendt omkring 10.500 ton nyttelast ud i rummet.
Det vil sige 10.500 ton satellitter, rumstationer, astronauter, laboratorieudstyr og madpakker på tube.
»Skal vi holde trit med afsmeltningen af ferskvand, kræver det, at vi hvert år sender omkring 23,5 millioner gange mere nyttelast ud i rummet, end vi har gjort i hele rumfartens historie. Og så er vi ikke en gang begyndt at regne på at fjerne vandet fra Arktis og Antarktis for ikke at tale om, at vandstanden i havene også stiger, fordi det bliver varmere og udvider sig,« siger Ole J. Knudsen.
Koster 17 gange verdens BNP
Ifølge Ole J. Knudsen er der mange problemer forbundet med at sende verdenshavenes overskydende vand ud i verdensrummet.
For det første er det nok svært at finde nogen, som er villige til at finansiere det.
Tager man de tre mest brugte raketter i Vesten (Falcon 9, Atlas og Ariane 5), koster det mellem 30.000 og 100.000 kroner at fragte ét sølle kilo ud i rummet.
Forestiller vi os, at vi sender vandet fra afsmeltningen af Grønlands is ud i verdensrummet med den billigst mulige løsning, vil det stadig koste 7.200.000.000. milliarder kroner om året – 30.000 kroner per kilo gange 240 milliarder ton.
Til sammenligning er det globale bruttonationalprodukt ifølge den Internationale Valutafond IMF på omkring 425.000.000 milliarder kroner om året.
Altså vil det koste omkring 17 gange verdens totale omsætning om året at bringe vandstandsstigningerne ned ved at sende vandet ud i rummet.
»Dertil kommer prisen for at bygge raketterne. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad det vil komme til at koste i metaller,« siger Ole J. Knudsen.
\ Læs mere
Kræver 24 milliarder flyveture
Foruden prisen, hvilket formentlig gør det umuligt at redde Jorden fra de globale vandstandsstigninger ved at sende havene ud i rummet, forurener det også en hel del at sende en raket i kredsløb om Jorden.
Falcon 9-raketten bruger ifølge Sciencealert cirka 500.000 kilo brændstof på en opsending, hvilket svarer til vægten af omkring 150 elefanter.
Skal raketten bringe ting ud i rummet, kan den bringe omtrent 10.000 kilo med af gangen.
Tager vi fat i regnemaskinen igen og regner på, hvor mange gange Falcon 9 skal op i rummet for at fjerne Grønlands årlige smeltevand, skal raketten flyve 24 milliarder gange ud i rummet hvert år og forbruge omkring 12.000 milliarder tons brændstof.
Forbruger 3.000 gange Jordens årlige olielagre
For argumentet og beregningens skyld antager vi, at raketbrændstof og andre former for fossilt brændstof forurener lige meget.
Verden forbruger ifølge International Energy Agency 35 milliarder tønder olie om året, og da der er omkring 120 liter i en tønde, giver det 4.200 milliarder liter om året.
Sammenligner vi de to tal og antager, at en liter olie vejer omkring et kilo, kan vi altså se, at det vil koste omkring 3.000 gange verdens årlige forbrug af olie og brændstof at sende smeltevandet fra Grønland ud i rummet.
Det vil alt andet lige sende en hel del CO2 ud i atmosfæren og sætte fart under den globale opvarmning.
Det vil også få isen i Grønland og på polerne til at smelte endnu hurtigere og skabe behov for endnu flere rumflyvninger med smeltevand.
Ydermere skaber den brændstof, som bruges ved opsending af raketter, ifølge Ole J. Knudsen vand.
Ifølge hans estimater vil man danne omkring 70 ton vand ved at bringe et ton vand i kredsløb om Jorden.
»Det giver altså slet ingen mening, og desuden er det ikke nok blot at bringe vandet i omløb om Jorden. Det skal længere væk for ikke at falde ned på os igen, og det vil blive endnu mere omkostningsfuldt,« siger Ole J. Knudsen.
En rum-elevator kan måske gøre det
Det er altså ikke en realistisk mulighed at sende verdenshavene ud i rummet med raketter.
Skal vi fragte vand ud i rummet, skal vi nok skele til science fiction-genren for at finde løsninger.
Det kunne eksempelvis være en rum-elevator – altså en elevator, som strækker sig fra Jordens overflade til kanten af universet – som ikke bruger fossilt brændstof for at bringe ting fra Jordens overflade til kanten af rummet.
En sådan rum-elevator vil muligvis være i stand til at bringe større mængder ud i rummet, end hvad der lader sig gøre med raket, men som Ole J. Knudsen rigtig nok siger:
»Jeg har ikke hørt, at nogen har planer om at bygge en. Har du?«
\ Læs mere
Lettere at få en meteor til at snitte Jorden
Skal vi have fjernet store mængder vand fra kloden, har Ole J. Knudsen dog et andet bud på, hvordan det kan lade sig gøre.
Forestiller man sig, at en meteor kommer forbi Jorden og snitter den, vil den kunne flå en masse af Jordens vand med sig og på den måde befri os fra vandstandsstigningerne.
»Hvis man vil fjerne materiale i denne størrelsesorden, kan jeg kun anbefale, at vi får en asteroide til at snitte et stykke af jordkloden, men så er kuren nok værre end sygdommen,« griner Ole J. Knudsen med henvisning til, at Lin så nok kommer til at have helt andre bekymringer end vandstanden i verdenshavene.
Det ser altså ud til, at det er nemmere at passe på den is, som i dag findes i Grønland og på polerne, end det er at finde løsninger til at slippe af med den, når den først smelter.
Vi takker alligevel Lin for spørgsmålet og kvitterer med en af vores flotte Spørg Videnskaben-T-shirts.
Vi takker også Ole J. Knudsen for at hjælpe os med et svar.
Sidder du med et spørgsmål, som du mener, at videnskaben må have svaret på, er du som altid velkommen til at sende det ind til os på sv@videnskab.dk.
Du kan også købe én af vores tre bøger med en række af de bedste spørgsmål og svar: Hvorfor lugter mine egne prutter bedst?, Hvad gør mest ondt – en fødsel eller et spark i skridtet?, og Hvorfor må man ikke sige neger?
