I Grønland er store masser af is i bevægelse. Langs kysten flyder isstrømmene og fører is med sig, der kalver som isbjerge ud i fjorderne.
Is har en lavere massefylde end vand – så isbjerge flyder. Men når de kælver ud i havet bidrager de til havvandstigningen, på samme måde som vandstanden i dit glas stiger, når du putter en isterning i. Derfor er isbjerge og dermed isstrømme en meget vigtig faktor for havvandsstigninger på Jorden.
Men isstrømmene er ikke forudsigelige, så man bare kan regne dem med ind i klimamodellerne. Tværtimod har de øget deres hastighed, uden at nogen helt kan sige hvorfor.
Det gør dem til en kæmpe usikkerhed i vores beregninger af fremtidens klima, fortæller professor Dorthe Dahl-Jensen, som er leder af forskningscentret Is og Klima på Niels Bohr Institutet, Københavns Universitet.
»Issstrømmene omkring Grønland har øget deres hastighed; de spyr flere isbjerge ud og får havet til at stige tilsvarende. Men hvorfor gør de det? Det har vi svært ved at svare på, og det, at vi ikke forstår dem, gør, at vi ikke kan forudsige havets stigning. Det er en af de største klimajokere overhovedet,« siger Dorthe Dahl- Jensen, som står i spidsen for et nyt projekt, EGRIP, som netop har til formål at undersøge isstrømmene.
\ Hvad er en isstrøm?
En isstrøm bliver dannet på grund af smeltevand, som skaber en glat overflade mellem isen og undergrunden. Den glatte overflade får isen til at glide hurtigere.
Man bruger også ordene isbræ og gletscher som synonymer for en isstrøm – isstrømme er gletschere, der flyder hurtigt, mens isbræ er det norske/nordiske navn.
Vi kan ikke sætte isstrømmene ind i vores modeller
Grønlands iskappe er verdens næststørste ismasse, kun overgået i areal af iskappen på Antarktis. Klimaforandringer og stigende temperaturer får isen til at smelte, og jo mere isen smelter, jo mere stiger havet. Grønland er ansvarlig for 0,7 millimeter af de 3 millimeter, som havet stiger på et år.
Det har kæmpe konsekvenser for mennesker verden over, hvis hjem forsvinder, i takt med at små øer og lavtliggende landområder oversvømmes. Derfor er det enormt vigtigt for forskerne at forstå, dels hvor hurtigt udviklingen sker, dels hvorfor den sker – da det er betingelsen for, at vi kan bekæmpe den.
LÆS OGSÅ: IPCC: Klimaforandringer giver sult og sygdom om få årtier
»Grønland mister mere og mere masse for hvert år, der går. Den havvandsstigning er en af de vigtigste ting overhovedet at forstå, fordi det er så vigtigt for så mange mennesker. Men lige nu ved vi ikke, hvordan istrømmene flyder, og derfor kan vi ikke sætte dem ind i vores modeller,« siger Dorthe Dahl Jensen.
Isstrømmene er også en af de største usikkerheder i de store klimarapporter, som FN’s klimapanel, IPCC, udgiver. Ifølge Dorte Dahl Jensen kan de tilskrives op mod halvdelen af havstigningen.
En teknisk udfordring at studere isstrømme
For at blive klogere på isstrømmene skal Dorthe Dahl-Jensen og hendes kollegaer bore en 2.500 meter dyb iskerne i isstrømmen NEGIS i Nordøstgrønland. En iskerne er en cylindrisk borekerne af indlandsis eller gletscher-is, og forskerne kan bruge den som en slags tidsmaskine.
Hvert lag repræsenterer nemlig en periode i isens historie, ligesom årringene i et træ. Ved at studere dem, kan man blandt andet analysere sig frem til, hvordan klimaet har set ud på daværende tidspunkt. EGRIP-projektets iskerne kommer til at repræsentere klimaet for 50.000 år tilbage i tiden.
LÆS OGSÅ: Fantastiske klimadetaljer i antarktisk iskerne
Dén del er projektets ene ben, og det er som sådan ikke en ny måde at studere klima på; Dorthe Dahl- Jensen har selv studeret adskillige iskerner. Det nye er, at iskernen skal tages fra en isstrøm – projektets andet ben – og dét er en udfordring, fortæller hun.
»Det er en teknisk udfordring, for denne isstrøm bevæger sig cirka 60 meter om året. Det er stadig langsommere end en snegl, men det er hurtigt, når man skal arbejde med den. Normalt bevæger den is, vi arbejder med, sig en meter om året,« siger Dorthe Dahl Jensen, som forklarer, at det blandt andet er en udfordring, fordi borehullet deformeres ved bevægelsen.
»Vi skal holde mere øje med, hvordan det bevæger sig, end vi er vant til. Det er spændende, for vi har ikke prøvet det før, så vi kan ikke helt vide, hvordan det kommer til at opføre sig.«
NEGIS er den største udløbsgletscher i Grønland
Den nordøstgrønlandske isstrøm, NEGIS, som EGRIP skal undersøge, strækker sig svimlende 700 kilometer kilometer ind i Indlandsisen og omfatter 16 procent af Grønlands indlandsis. Den er således uden sammenligning den største udløbsgletscher i Grønland.
Det største tab af masse fra Indlandsisen sker fortsat fra en af verdens hurtigst løbende gletschere ved navn Jakobshavn Isbræ. Den strømmer med en hastighed på over 20 meter om dagen og sender hver dag 70-86 millioner ton is gennem Jakobshavn Isfjord, på grønlandsk Ilulissat Isfjord, og ud i Diskobugten. Det svarer til cirka 35 km3 isfjelde om året.
Men NEGIS er lige i hælene på Jakobshavn-gletsjeren. Mens Jakobshavn isbræ i dag mister 30 gigaton is om året, mister udløbsgletsjeren i Nordøstgrønland allerede nu 15-20 gigaton om året på trods af, at den først startede sit massetab for syv til otte år siden. Tabet af masse stiger år for år, og jo mere masse gletsjerne taber, des hurtigere flyder de ud i havet.
Ved hjælp af forskellige instrumenter, kameraer og måleapparater i borehullet skal EGRIP-forskerne være med til at finde svar på hvorfor.
EGRIP er flagskibsforskning for Danmark
\ Første testboring i 2016
Danmark står i spidsen for EGRIP og halvdelen af finansieringen, som er fra A.P. Møller Fonden, men der er tale om et meget internationalt projekt. USA, Tyskland, Japan og Norge er direkte involveret, mens Schweiz og Frankrig er i gang med at finde midler. Derudover har Island, Sverige, Italien, Kina og Korea udtrykt interesse for at måtte sende forskere ud til NEGIS for at lære at lave iskerneboringer.
Den første testboring bliver senere i 2016, men målingerne går først rigtigt i gang i 2017.
Det nye projekt skal løbe frem til 2020. Forskningsstationen er, som den første i verden, flyttet 465 kilometer hen over isen fra sin tidligere placering til sin nuværende ved NEGIS. Den blev fra 2007 til 2011 brugt til projektet NEEM, som gik ud på at udgrave iskerner fra den forrige mellemistid for 115.000 år siden.
Det krævede fem bæltekøretøjer at flytte de 150 ton udstyr, og turen tog samlet set over fem uger. Det kan du læse mere om i artiklen ’Danske forskere slæber tonsvis af udstyr tværs over Indlandsisen’.
Nu skal forskerne i gang med at etablere lejren og gøre klar til dybdeboringerne – som foregår under isen. Også det er et stort arbejde – det kan du læse mere om i boksen under artiklen.
»Det er ikke alt sammen ren videnskab, det er også blod, sved og tårer. Der skal komme et stort videnskabeligt udbytte, for at det er det værd at gøre det her store arbejde, men det gør der virkelig også. Det er virkelig vigtigt for verden, at vi får styr på, hvordan havvandsstigningen bliver, det har stor interesse, og det tilsammen gør, at jeg synes, det er det værd ikke at få nogen sommerferie de næste fem år,« siger Dorthe Dahl -Jensen, som selv rejser op til forskningsstationen sidst i juni.
»Det her er flagskibsforskning for Københavns Universitet og for Danmark.«
\ Puster gigantisk ballon op under Indlandsisen
Alle målinger og boringer ved EGRIP foregår under isen. Ved tidligere projekter, såsom NEEM-projektet, har forskerne brugt sneblæsere til at lave grøfter i sneen og derefter dækket hulrummet til med spånplader. Men strategien var mangelfuld; med de mangeårige projekter nåede loftet ofte at knække, fordi det ikke kunne klare vægten fra al den sne, der lagde sig ovenpå.
Desuden kunne forskerne ikke få pladerne med ud igen, når projektet var færdigt, på grund af de mange kg sne ovenpå, og de var derfor nødt til at efterlade materialet i naturen.
Denne gang bliver det anderledes. I stedet for at dække grøfterne til med spånplader, har forskerne taget gigantiske balloner med sig i bagagen. Med en diameter på 5 meter og en længde på 50 meter er de mange, mange gange større end den gennemsnitlige helium-Mickey, du kan købe i Tivoli.
»Jeg kørte faktisk i metro forleden og tænkte, at hullet måtte være samme størrelse, og så gik jeg hjem og undersøgte det - og det var det præcis,« siger professor Dorthe Dahl-Jensen.
Strukturen er (forhåbentlig) stærkere end den gamle
»Vi lægger ballonen ned i kanalen og pumper den op. Med en sneblæser, blæser vi derefter sne hen over den, og når det er blevet hårdt, bryder vi ballonen. Sneen er ret tætpakket, så det er stærkt nok til at være tag. Ideen er, at buede strukturer er meget stærkere end flade. Det er samme princip, man bruger i mange bygningskonstruktioner, for eksempel kirker,« forklarer Dorthe Dahl-Jensen.
Strukturen skal helst være meget stærk, for der kommer til at være mennesker inde i hulrummet stort set konstant frem til 2020, hvor projektet ser sin ende. Der kommer desuden til at være trapper, nødudgange, ledninger og masser af lys, ud over de mange, mange ton udstyr.
I 2012 lavede forskerne en test af konstruktionen, og da de åbnede den igen i 2015, klarede den sig fint, fortæller Dorthe Dahl-Jensen. Hun har ikke nogle betænkeligheder ved at befinde sig under et tonstungt tag af sne som et af de første mennesker i verden.
»Vi er jo vant til at arbejde i de her hulrum bare med en anden type tag. Det kommer nok til at blive presset lidt ned med tiden, for naturen er jo sådan, at sne trykker sig sammen. Lige meget hvilket tag man laver, så vil det blive trykket lidt ned, ligesom vi så med spånpladerne. Men jeg tror på, at denne her struktur er stærkere.«
