Den flygtige danske sommer er for længst forbi. Bladene er faldet af træerne, fuglene er flygtet sydpå, og det er mørkere og så sandelig også koldere.
Vores læser Lars fra København mærker kulden, men vil gerne vide, om han skal forberede sig på noget endnu koldere:
»Hvornår starter den næste istid ? Jeg har fået at vide, at vekslen mellem istid og mellem-istid sker helt regelmæssigt. Siden vi lever i en mellem-istid, må vi vel kunne forudse, hvornår den næste istid kommer – ikke sandt?,« skriver han i en mail til Spørg Videnskaben.
Her på redaktionen skutter vi os her i den kolde vinter. Vi vil også gerne vide, om en istid er lige om hjørnet.
Vi har derfor sendt spørgsmålet videre til Sune Olander Rasmussen, lektor ved Københavns Universitets Grundforskningscenter for Is og Klima.
\ Har du et spørgsmål til videnskaben?
Med vores brevkasse Spørg Videnskaben kan du stille spørgsmål til forskerne om alt fra prutter og sjove bynavne til kvantecomputere og livets oprindelse.
Vi vælger de bedste spørgsmål og kvitterer med en Videnskab.dk-T-shirt.
Du kan spørge om alt – men vi elsker især de lidt skøre spørgsmål, der er opstået på baggrund af en nysgerrig undren.
Send dit spørgsmål via mail til sv@videnskab.dk eller via kontaktformularen på Spørg Videnskaben-siden.
Der er lang tid til næste istid
Sune Olander Rasmussen omfavner det kolde og udtrækker information om fortidens vejr i grønlandske iskerneboringer. Han kan også bruge sine erfaringer til at agere ’istids-spåmand’.
»Der er nogle forhold, der skal være til stede, før muligheden for en istid opstår. Vi kan ikke sige med sikkerhed, hvornår en istid vil opstå, men selv hvis menneskeheden ikke havde påvirket klimaet, er vores bedste bud, at forholdene for en istid først er gunstige om 40.000-50.000 år,« fortæller Sune Olander Rasmussen betryggende.
Mens vi alligevel har istids-spåmanden i tale, kan vi jo lige fritte ham for nogle flere oplysninger omkring, hvilke ’forhold’ han snakker om, og blive klogere på, hvad en istid egentlig er.
\ Vidste du?
Forskere taler altid om istider på den nordlige halvkugle. Årsagen er, at der på den sydlige halvkugle kun er meget lidt land, hvor et massivt sne/is-dække kan ligge.
Bortset fra Antarktis er den sydlige del af den sydlige halvkugle dækket af vand, som ikke giver gode betingelser for et stort isdække.
Sådan er en istid
Sune Olander Rasmussen beretter, at under den seneste istid var Jordens gennemsnitlige temperatur nogle grader lavere end i dag, og klimaet på de høje breddegrader var koldere.
Store dele af den nordlige halvkugle var dækket af massive ismasser. Blandt andet lå Skandinavien, Canada og dele af Nordamerika begravet under en op til 3 kilometer tyk iskappe.
Iskappens enorme vægt pressede jordskorpen en kilometer ned i Jordens undergrund.
Oftere istid end mellem-istid
Fra for 19.000 år siden skete der dog en ændring i klimaet.
Det betød, at Jorden langsomt blev varmere over de næste 7.000 år og fik vristet sig fri af istidens kolde greb. Herefter begyndte mellem-istiden, som vi befinder os i nu.
I Grønland skete den sidste del af omslaget meget brat for 11.700 år siden – eller helt nøjagtigt 11.715 år siden. Det viser Sune Olander Rasmussen og hans kollegers undersøgelser.
Der er altså gået 11.715 år siden den seneste istid, og det er en helt normal længde for mellem-istider.
»Det er sjovt, at vi normalt betragter istider som en 'begivenhed', når det faktisk forholder sig lige omvendt. Normalt varer en istid cirka 100.000 år, mens mellem-istider varer mellem 10.000 og 30.000 år. Det er altså mere almindeligt, at Jorden er i en istid, end det omvendte.«
»De seneste par mellem-istider har dog kun varet cirka 10.000 år, hvilket nok forklarer den udbredte, men forkerte opfattelse af, at vores nuværende mellem-istid lakker mod enden,« siger Sune Olander Rasmussen.
Artiklen fortsætter efter afstemningsboksen
Tre faktorer påvirker mulighederne for istider
Hvorvidt Jorden kastes ud i en ny istid om 40.000 til 50.000 år er under indflydelse af små variationer i Jordens bane rundt om Solen.
Variationerne afgør forskelle i mængden af solstråling på forskellige breddegrader og dermed også, hvor varmt eller koldt det er.
Denne opdagelse blev gjort af den serbiske geofysiker Milutin Milankovich for snart 100 år siden og er siden kendt under navnet Milankovich-forceringer.
Milankovich-forceringerne er:
Jordens bane rundt om Solen, der ændrer sig cyklisk over cirka 100.000 år. Banen går fra at være næsten rund til at være mere elliptisk og derefter næsten rund igen. Derved vil afstanden til Solen variere. Jo længere væk, Jorden er fra Solen, des mindre solstråling modtager vores planet. Samtidig bliver årstidernes længde ændret, når banens form skifter.
Jordens hældning, der svinger mellem 22 og 24,5 grader i forhold til banen rundt om Solen. Denne cyklus varer cirka 41.000 år. Måske tænker du, at 22 til 24,5 grader ikke virker som en stor variation, men hældningen har stor betydning for styrken af de forskellige årstider: Jo mere Jorden hælder, jo større er forskellen mellem vinter og sommer. I øjeblikket hælder Jordens akse 23,5 grader og er faldende, hvilket giver mindre forskel på sommer og vinter over de næste mange tusinde år.
Retningen på Jordens akse i forhold til rummet. Retningen ændrer sig cyklisk over 26.000 år.
»Kombinationen af de tre faktorer afgør, om forudsætningen for en istid er til stede. Det er praktisk talt umuligt at forestille sig, hvordan samspillet mellem de tre faktorer fungerer. Men med matematiske modeller kan vi beregne, hvor meget solstråling forskellige breddegrader modtager på forskellige tider af året, både nu og frem og tilbage i tiden,« siger Sune Olander Rasmussen.
Sne om sommeren giver istid
Specielt temperaturerne om sommeren spiller en vigtig rolle i den sammenhæng.
Milankovich forstod, at somrene på den nordlige halvkugle skal være kølige, for at forudsætningerne for en istid er til stede.
Hvis vintrene har været snefulde, og store dele af Jordens nordlige halvkugle er dækket af sne, afgør sommerens solskinstimer og temperaturer, om sneen får lov til at blive liggende hen over sommeren.
»Hvis sneen ikke smelter om sommeren, bliver en mindre del af sollyset absorberet i Jorden. Resten bliver kastet tilbage til rummet af den snehvide overflade. Det forstærker den afkøling, der startede på grund af variationer i Jordens bane om Solen,« fortæller Sune Olander Rasmussen.
»Afkølingen giver til gengæld endnu mere sne, som giver endnu mindre absorberet solstråling og så videre - en istid kan begynde,« tilføjer han.
På samme måde skal der en periode med varme somre til, før istiden slutter igen. Her skal de varme somre smelte nok is til, at Solen igen kan lyse på mørke overflader som jord eller hav, der optager sollyset og varmer Jorden op.
Mennesker udskyder den næste istid
En anden faktor, der har betydning for muligheden for en istid, er mængden af CO2 i atmosfæren.
Ligesom sneens refleksion af sollys forstærker opbygning eller bortsmeltning af is, var en stigning i atmosfærens CO2-indhold fra 180 ppm til 280 ppm (milliontedele) med til at bringe Jorden ud i den sidste istid.
Siden industrialiseringen startede, har mennesker dog haft travlt med at øge CO2-indholdet yderligere, således at det i dag er næsten 400 ppm.
»Det tog naturen 7.000 år at hæve CO2-indholdet 100 ppm ved istidens afslutning. Den samme stigning har mennesket præsteret på kun 150 år. Det har betydning for, om Jorden kan komme i en ny istid. Det er en meget markant påvirkning, som ikke ligefrem indbyder til, at en ny istid skal starte foreløbig,« siger Sune Olander Rasmussen.
Vi takker Lars Petersen for det gode spørgsmål og sender en vintergrå t-shirt til København. Vi takker også Sune Olander Rasmussen for det gode svar.
Hvis du brænder inde med et spørgsmål af den ene eller den anden slags, så tøv ikke med at tippe os hos Spørg Videnskaben på sv@videnskab.dk eller via formularen videnskab.dk/sv.
