97 procent af alt vand på Jorden er saltvand og kan derfor ikke drikkes. Samtidig mangler en masse mennesker på Jorden rent vand til både landbrug og drikkevand. Det ville unægtelig være praktisk, hvis vi bare kunne omdanne saltvandet til almindeligt drikkevand og dermed løse verdens vandproblemer. Derfor har en af videnskab.dk's læsere, Torben Frederiksen, spurgt, hvorfor vi ikke uden videre kan omdanne noget af al den saltvand til almindeligt drikkevand?
\ Har du et spørgsmål til videnskaben?

Med vores brevkasse Spørg Videnskaben kan du stille spørgsmål til forskerne om alt fra prutter og sjove bynavne til kvantecomputere og livets oprindelse.
Vi vælger de bedste spørgsmål og kvitterer med en Videnskab.dk-T-shirt.
Du kan spørge om alt – men vi elsker især de lidt skøre spørgsmål, der er opstået på baggrund af en nysgerrig undren.
Send dit spørgsmål via mail til sv@videnskab.dk eller via kontaktformularen på Spørg Videnskaben-siden.
Spørg Videnskaben giver spørgsmålet videre til Peter Engelund Holm, der er leder af ViVa, et vandforskningsinitiativ på Det Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet.
Han fortæller, at man skam godt kan lave saltvand om til drikkevand, men det er forbundet med visse problemer.
»Det kan teknisk set godt lade sig gøre at godt fjerne salt fra havvand, og man gør det i mange varme lande såsom de arabiske oliestater samt i Australien. Men det er en meget bekostelig og energikrævende proces, og i en verden hvor man fokuserer meget på energi, er det jo ikke altid hensigtsmæssigt,« forklarer Peter Engelund Holm.
Han understreger, at når vi taler danske forhold, er grundvandet bedre end afsaltet havvand.
»Det vand, man får ud af en afsaltning, vil i høj grad ligne destilleret vand. Det betyder blandt andet, at det mangler en masse mineraler, som det danske grundvand har, fordi det er filtreret igennem jorden. Det danske grundvand er med andre ord bedre kvalitet end afsaltet vand,« fortæller Peter Engelund Holm.
Dansk teknik kan revolutionere vandrensningen
Men alligevel er det netop i Danmark, at vi måske skal se det næste teknologiske fremskridt inden for vandrensning. På Danmarks Tekniske Universitet sidder nemlig nogle forskere, der er kommet ganske langt med en ny teknologi, som de mener i løbet af nogle år vil kunne revolutionere vandrensningen over hele Jorden.
»Vi bruger naturens vej til at rense vandet. Det er det samme, der sker i kroppens celler, hvor cellemembranen indeholder proteiner, der fungerer som en si, hvor kun vand og ingen andre stoffer kan komme igennem,« forklarer lektor Oliver Geschke fra DTU Nanotech.
»Vi har membranerne og nogle proteiner, og selv om vi ikke har de store mængder endnu, har vi lavet forsøg, som viser, at det kan lykkes,« uddyber han.
Artiklen fortsætter efter afstemningsboksen

I første omgang er målet dog ikke at producere drikkevand, men ultrarent vand til industrien. Men på sigt vil man kunne bruge teknikken til at rense havvand i et hidtil uset omfang.
»Vi kan regne os frem til, at det vil være mange gange hurtigere og dermed også meget billigere end de teknikker, man bruger i dag,« siger Oliver Geschke.
Hvis du brænder inde med et spørgsmål af den ene eller den anden slags, så tøv ikke med at tippe os hos Spørg Videnskaben på sv@videnskab.dk eller via formularen videnskab.dk/sv.






























