Hvorfor kan man ikke stoppe olielækagen i Den Mexicanske Golf?

Den 20. april i år eksploderede BP’s olieboreplatform Deepwater Horizon ud for Louisianas kyst.

Ulykken har fået store menneskelige og miljømæssige konsekvenser. 11 oliearbejdere blev dræbt, og eksperter vurderer, at langt over 800.000 liter olie nu fosser ud i Den Mexicanske Golf i døgnet. Utallige ingeniører og geologer har siden da arbejdet på højtryk for at stoppe lækagen, men indtil videre uden held.

Dønningerne fra ulykken mærkes også tydeligt på Videnskab.dk, hvor spørgsmålene strømmer ind i et tempo, der truer med at få den elektroniske postkasse til at svømme over. En stor del af spørgsmålene går på, hvorfor olien bliver ved med at strømme ud i havet med så voldsom kraft.

Det spørgsmål er umiddelbart let at svare på for eksperterne.

»Årsagen er, at trykket stiger ned gennem undergrunden på grund af de overliggende sedimenter. Tyngdekraften presser de oliefyldte lag sammen, til de ikke kan komprimeres mere, og det skaber et tryk, der er meget højere end ved jordoverfladen,« fortæller seniorforsker Henrik Ingermann Petersen fra GEUS.

»Når man prikker hul på reservoiret, begynder olien automatisk at søge op mod overfladen mod lavere tryk. Det vil fosse ud i havet, til trykket i undergrunden er aftaget tilstrækkeligt.«

To sikkerhedssystemer burde være nok

Det er ikke første gang, at der sker sådan en ulykke – det sker jævnligt om end i mindre målestok – så man kan ikke være overrasket over dens konsekvenser. Det får flere læsere til at undre sig over, at BP står magtesløse og ikke har nogle sikkerhedssystemer at trække på.

Men spørger man ingeniør Søren Frederiksen fra Energistyrelsen, har BP efter alt at dømme haft de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger.

»Problemet er, at man i bund og grund ikke kender årsagen til ulykken. Man ved, at der sket en stor eksplosion på boreplatformen, så der nu strømmer olie og gas ud. Normalt har man to uafhængige sikkerhedsprocedurer, der forhindrer sådanne lækager ved ulykker, så noget er jo tydeligvis gået galt, man ved bare ikke hvad,« siger Søren Frederiksen.

Det ene indgreb, som han henviser til, går ud på at proppe hullet til med boremudder, der er tilsat kemikalier, så det bliver meget tungt. Det tunge boremudder virker som et låg, der holder olien nede i undergrunden. Men trykket har været for højt til, at det har kunnet lade sig gøre.

Den anden sikkerhedsforanstaltning er ventiler ved borehullet på havbunden, der kan lukkes, hvis et olieudslip løber løbsk. De ventiler kan normalt fjernstyres oppe fra boreplatformen.

»Men det kan de så ikke i dette tilfælde, fordi den eksploderede boreplatform er sunket. Det har væltet ventilen og det rør, der forbinder borehullet med boreplatformen. Alligevel har man forsøgt at lukke ventilen ved hjælp af små ubåde. Men man kan konstatere, at olien bliver ved med at strømme ud,« siger Søren Frederiksen.

Ulykken får myndigheder og olieselskaber til at spørge sig selv, hvor meget man skal sikre og gardere sig og hvor mange ‘nødudgange’ man skal have. Normalt går man ud fra, at to uafhængige sikkerhedssystemer er nok.

»Det er ikke en enkelt fejl, der har ført til dette uheld, det må være et sammensurium af flere uheldige omstændigheder. Det er et utilsigtet uheld, og det er vigtigt at finde ud af, hvad der er årsagen, da der findes mange lignende boringer rundt omkring i verden, hvor det samme kan ske,« siger han.

Aflastningsboring er i gang

BP har ikke givet op og er gået i gang med at lave en såkaldt aflastningsboring et stykke derfra, der skal lette trykket i undergrunden og dermed mindske udslippet.

»En aflastningsboring går ud på at lave en boring tæt på det sted, hvor lækagen er og så bore skråt ned i undergrunden, til man får kontakt med det hul, hvor olien strømmer ud. På den måde får man kontrol på boringen,« siger Søren Frederiksen.

Sådan en boring kan imidlertid snildt tage mange måneder, og så længe kan man ikke vente. BP spiller derfor på flere heste og forsøger stadig at lukke ventilen. Samtidigt arbejder de på at dæmme op for olien ved at bygge en kasse op om hullet og så suge olien op med tankskibe.

Det, man for alt i verden gerne vil undgå, er, at olieforureningen trækker ind mod land og rammer de sårbare kystområder. Ulykken er kun sket 80 km fra kysten og det giver myndighederne meget lidt tid til mekanisk opsamling.

For at begrænse en kæmpe kystforurening, der vil slå mange fugle ihjel, vælger myndighederne også at afbrænde olien til havs eller at bruge dispergeringsmidler. De opløser oliepølen i mindre partikler, der synker til bunds.

Kemikalier en nødløsning

Tekniker i Miljøstyrelsen Anna Cecilie Skovgård arbejder med at reducere miljøpåvirkningen fra olie- og gas indvindingen i Nordsøen, herunder stille krav i oliespilds-beredskabsplaner for bore- og produktionsplatforme.

»Dispergeringsmider opløser olien i meget små partikler, så olien effektivt kan opblandes i hele vandsøjlen frem for at danne en oliepøl på havoverfladen. Men olien forsvinder ikke ved dispergering fordi de små oliepartikler ædes af filtrerende zooplankton og på den måde kommer ind i fødekæden. Den eneste rigtige måde at fjerne olien på er ved at opsamle den mekanisk,« siger hun.

Oliekomponenterne ender bl.a. i konsumfisk, som havner som mad på vores spisebord.

»Dispergering af olien øger optagelsen af de toksiske oliekomponenter i fødekæden. Det kan give afsmag i konsumfisk og skaldyr. Afhængigt af eksponeringen kan olien have en akut dødelig eller midlertidig narkotisk effekt på fisk og andre havdyr, der lammer dem,« fortæller hun.

Man har forsøgt at bekæmpe olieforureningen i den Mexicanske Golf med dispergeringsmidler ved at flyve hen over området og sprøjte kemikalierne ned over olien ovenfra.

»Det er interessant, at amerikanerne stoppede med at sprede dispergeringsmiddel, da de så, at der svømmede hvaler ind i området. Dispergeringsmidlerne kan nemlig også være giftige. Og så kan det betyde at man bruger gift til at bekæmpe gift med, og det kan skade levende organismer,« fortæller hun.

Gevinsten ved at bruge dispergeringsmidler er, at man holder forureningen til havs.

»Det er en afvejning, for hvis man virkelig vil undgå, at olien kommer ind som plamager på stranden, så spreder man dispergeringsmidlet. Gevinsten er, at fuglene i mindre grad bliver smurt ind i olien,« siger hun.

I Danmark bruger man som udgangspunkt ikke dispergeringsmidler, da olieplatformene befinder sig 250 km fra kysten. Det burde give tilstrækkeligt tid til at rydde op og fjerne olien mekanisk ved opsamling. Men hvis det skønnes, at brug af dispergeringsmidler vil betyde en mindre samlet miljøskade, så kan det tillades, slutter hun.

Det er også ok at benytte dispergeringsmidler hvis oliepølen truer store bestande af fugle om vinteren.