Med april lige om hjørnet begynder også sæsonen for hornfisk ved de danske kyster.
Den lange, slanke forårsbebuder med den fine smag og de grønne ben vil ligge på is hos fiskehandlere over hele landet.
Vores læser Flemming Gorm Pedersen er kender af fisken. Også dens grønne ben, der har fået ham til at spekulere:
»Jeg undrer mig over, at hornfisk har grønne ben. Hvorfor er de grønne - til glæde for fiskespisere, så de nemmere kan udtage dem, næppe! Men hvorfor så?« skriver Flemming Gorm Pedersen til Spørg Videnskaben.
Farven skyldes et galdepigment
Et ganske interessant spørgsmål, som fluks bliver sendt videre til Henrik Carl, der er fiskespecialist hos Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet.
\ Fakta
Hornfiskens ben er grønne, og det skyldes stoffet biliverdin. Det er et stof, som også findes hos fugle, krybdyr – og mennesker. Det er et helt almindeligt nedbrydningsprodukt, som vi mennesker normalt ikke bemærker, fordi vi udskiller det med gallesalte. Kun når vi får et blåt mærke, har vi en chance for at se det. Det er nemlig biliverdin, der giver mærket dets grøn/blå farve
»Det var sørme et godt spørgsmål,« siger han og indrømmer med det samme, at hans svar ikke er 100 procent vandtæt. Men det er et konkret bud.
»Farven skyldes et stof, der hedder biliverdin. Det er et galdepigment, som opstår, når hæmoglobin bliver nedbrudt,« fortæller Henrik Carl.
Farven bruges til camouflage
Det er et stof, som findes hos mange dyr.
»Nogle fugle producerer det med vilje. De bruger det som camouflage til deres æg. Mange fugleæg er jo grønne eller blå, så de er svære at få øje på. Og det skyldes biliverdin,« siger Henrik Carl.
Når det kommer til camouflage, ser det ud til, at det er lige meget, om der er tale om fugl eller fisk. Camouflage er nemlig det bedste bud på, hvorfor hornfisken har forsynet sig med et opsigtsvækkende indre.

»Stoffet dannes allerede i hornfiskens æg. Det betyder, at æggene er er godt camouflerede i vandet.«
»Og når fiskene udklækker, er de i det første stykke tid gennemsigtige. Så deres grønne ben betyder, at de stadig er svære at se i det lave, grønne vand, som de lever på,« siger Henrik Carl.
Farven kan være et levn
Alt det giver indtil videre fint mening. Men der opstår et mysterium, når de velsmagende fisk bliver voksne.
»Det er ikke til at svare på, hvorfor også de voksne fisk har grønne ben. De er jo ikke gennemsigtige, og det giver derfor ikke mening, hvis teorien er, at deres ben skal camouflere dem,« siger Henrik Carl.
Man kan derfor kun gætte på, at benenes grønne farve er et levn fra hornfiskenes tid som yngel.
Vi takker Henrik Carl for hans kvalificerede svar og Flemming Gorm Pedersen for hans gode spørgsmål. Sidstnævnte får tilsendt en laber videnskab.dk-T-shirt som tak.

































