Hvor længe skal kalven have lov til at blive hos sin mor?

Mælk i kaffen, smør på brødet. De fleste danskere indtager mælk eller mælkeprodukter i et eller andet omfang.

Vi ved, at mælken kommer fra en ko – men hvad mælkeproduktion egentlig indebærer er måske lidt diffust for mange.

For eksempel er mange forbrugere ikke klar over, at moderne, intensiv mælkeproduktion indebærer, at koen får en kalv om året for at holde mælkeproduktionen i gang.

Eller at kalven meget kort efter kælvningen tages fra moderen (efter mindst 12 timer i konventionelle besætninger, efter mindst 24 timer i økologiske besætninger).

Kalvene opstaldes derpå enten enkeltvis med mulighed for at se og røre nabo-kalven eller parvist.

Efter nogle uger samles kalvene i større grupper. I stedet for at die hos deres mor får de enten mælkeerstatning eller overskudsmælk fra andre køer.

Giver den praksis mening set ud fra et dyrevelfærdsperspektiv? Hvorfor gør landmændene, som de gør? Og kan det gøres anderledes?

Det er nogle af de spørgsmål, jeg vil forsøge at besvare i det følgende.

Derfor adskiller man kalven fra sin mor

At fjerne kalven fra koen kort tid efter kælvningen er der flere argumenter for.

Landmænd og dyrlæger har i årtier ment, at det er lettere at beskytte kalven mod sygdomme ved straks efter fødslen at opstalde den alene i en helt rengjort boks, fri for bakterier og virus fra koen.

Adskillelsen sker også for at hindre, at koen og kalven i timerne og dagene efter kælvning når at knytte sig for stærkt til hinanden. Både ko og kalv reagerer mindre kraftigt på en hurtig adskillelse.

Samtidig bliver kalven mere vant til menneskelig kontakt, da den nu skal fodres flere gange dagligt. Endelig skal koens mælk ende i landmanden mælketank, ikke i kalven, hvis der skal tjenes penge.

Men er adskillelsen også en god idé set med dyreetiske briller?

Forskellige syn på dyrevelfærd

Dyrevelfærd optager både forbrugere og landmænd, men lader sig vanskeligt definere.

Landmænd lægger ofte mest vægt på, at dyrene er sunde og raske, vokser og formerer sig som forventet.

Blandt forbrugerne er der en tendens til at efterspørge ’naturlighed’, eksempelvis at køerne kan komme ud på græs, eller at ko og kalv kan få lov at blive sammen efter fødslen.

Et canadisk studie har vist, at størstedelen af forbrugerne ikke synes om, at ko og kalv skal adskilles og netop finder det ’unaturligt’.

Motiveret af efterspørgslen på ’det naturlige’ er flere landmand i Danmark, resten af Europa samt Nordamerika begyndt at eksperimentere med besætninger, hvor ko og kalv får lov at blive sammen i længere tid efter kælvningen.

Nyt dansk studie undersøger sundhed og sygdom

I Danmark findes der omkring 565.000 malkekøer, der får cirka lige så mange kalve hvert år. At omlægge til ko-kalv-samværssystemer er en stor investering for den enkelte landmand.

Der skal bygges om eller bygges til i stalden, og hele arbejdsgangen skal laves om.

Kan det betale sig? Dét skal det, hvis landmanden skal turde satse.

Derfor er der brug for solid forskningsbaseret viden om de potentielle positive – eller negative – effekter af et længere samvær for både ko og kalv.

Netop dét er vi i kvægforskningsgruppen på Universitetshospitalet for Store Husdyr, Københavns Universitet, i fuld gang med at undersøge.

Vi har gennem de seneste måneder besøgt 17 besætninger, der holder køer og kalve sammen i længere tid. Det har været alt lige fra en helt lille besætning med et par håndfulde køer til en større besætning med over 600 køer.

Fordi ko- og kalvesundhed er vigtige for landmandens økonomi, er afdækningen af eventuelle positive effekter vigtige for, at flere landmænd måske vil overveje at gå den vej.

Lige nu er vi i gang med at analysere data, hvorfor vi endnu ikke kan dele resultater (se mere om projektet i faktaboksen).

Påvirkes kalvenes sundhed?

Som nævnt er mange af argumenterne for at holde ko og kalv adskilt relateret til sundhed. Men holder de?

Ser man på de ret få internationale studier af sundhed og sygdom i besætninger med forlænget ko-kalv-samvær er svaret: Tilsyneladende ikke.

Et studie har samlet de øvrige studier og peger på, at sundheden hos kalve, der får lov at gå sammen med en ko, ikke påvirkes negativt. Forskerne konkluderer, at der ikke er nogen tydelig evidens, der taler for en tidlig adskillelse af ko og kalv.

Samtidig er koen mindre udsat for at udvikle yverbetændelse, når kalven får lov at die hos hende.

Der findes endnu ingen undersøgelser, der fokuserer specifikt på sundhed og sygdom i danske besætninger, hvilket vi forsøger at råde bod på med vores studie.

Køer og kalve kan lide at være sammen

Køer har tydeligvis også lyst til at være sammen med deres kalve:

I et motivationsstudie, hvor køer skulle presse en låge, der gradvist blev tungere og tungere, op for at være sammen med deres kalve, var køerne villige til at skubbe ganske tunge låger op for at tilbringe kort tid med deres kalve.

Kalvene vil også gerne være sammen med deres mor – eller en anden ko.

De landmænd, vi har talt med i forbindelse med studiet, fortæller alle, at kalvene faktisk ikke går så meget op i præcist hvilken ko, de dier hos. Så længe der er fri adgang til mælkebaren, er kalvene tilfredse.

Det virker også til, at kalvene lærer hurtigere, når de sammen med voksne køer.

Landmændene oplever for eksempel, at kalve, der går sammen med køer, tidligere begynder at æde fast foder sammenlignet med kalve, der kun går med andre kalve.

Samtidig fortæller landmændene, at de egentlig ikke oplever, at kalvene bliver mere sky, selvom de ikke skal mælkefodres af mennesker.

Kalve, der går sammen med køer, er både mere modige og bedre til at afkode sociale regler i flokken, end kalve der ikke går sammen med køer.

Og måske det faktisk også er godt for landmændene?

Samstemmende fortæller landmændene, at det ikke giver mindre arbejde at holde køer og kalve sammen, men det er noget andet arbejde. Flere betegner det som et rarere arbejde.

Tid, der før gik med at tildele mælk og vaske spande, bruges nu for eksempel på at observere dyrene og se til, at køer og kalve finder sig til rette med hinanden og med resten af holdet.

Forlænget ko-kalv-samvær er måske ikke bare godt for dyrene, men også for de mennesker der arbejder med dem.

Senere fravænning giver mere uro

I modsætning til det traditionelle system, hvor man adskiller ko og kalv så hurtigt, at de næsten ikke har nået at knytte sig til hinanden, får dyrene i besætninger med forlænget ko-kalv-samvær gennem dage, uger og måneder lejlighed til at knytte stærke bånd.

Når man skal vænne kalvene af med at drikke mælk hos koen, hvilket man typisk gør ved at fjerne dem fra hinanden, kan der derfor opstå uro og frustration blandt andet i form af kalden efter hinanden. Det gælder både for mødre, ammetanter og kalve.

Så hvad er mon den mest skånsomme måde at fravænne kalvene på? Skal de gradvist vænnes til ikke at drikke mælk eller tage en kold tyrker? Skal de tages væk fra køerne?

Eller skal kalvene have lov til at gå sammen med køerne, men uden mulighed for at drikke (det har man en smertefri anordning, en ’næseflap’, til, der forhindrer den i at patte på yveret).

Det er blandt andre vores forskerkolleger på Aarhus Universitet i gang med at undersøge i projektet ’Kan koen få det bedste af begge verdener?’.

De arbejder med forskellige metoder til fravænning for at finde den mest stressfrie løsning for både køer og kalve.

Hvad vil forbrugerne have?

Størstedelen af de besætninger, vi har besøgt i forbindelse med vores studie, bruger en form for ammetantesystem.

Et nyligt dansk studie beskriver, at mange landmænd er startet med en vision om at skulle holde ko og egen kalv sammen, men hen ad vejen er gået over til ammetantesystem.

Der kan være flere grunde til at vælge ammetanter frem for mødre. Ofte handler det om, at det helt lavpraktisk er bøvlet at have kalvene gående sammen med mødrene i de eksisterende rammer.

Staldene er ikke indrettet til at mor og kalv skal gå sammen, det kræver meget plads. Og hver gang koen skal malkes, skal kalven skilles fra, hvilket kan give uro og logistiske udfordringer.

Da er det nemmere at have kalvene gående sammen med ammetanter, der ikke har andet job end at passe kalve. Hun skal ikke malkes, og kalve og ammetanter får et roligere liv.

Spørgsmålet er, om forbrugerne synes, at det kun er en halv løsning at bruge ammetanter?

Spørger man amerikanske og canadiske forbrugere, er svaret klart ja. De anser ammetantesystemet som en næsten lige så dårlig en løsning som traditionel adskillelse straks efter kælvningen, da hensynet til koens mulighed for at opfostre sit afkom vægtes højt.

Der findes endnu ingen undersøgelser af danske forbrugeres holdning til dette.

Mælkeproduktion med forlænget ko-kalv-samvær er endnu en nicheproduktion.

Men måske kan øget forskning og vidensdeling på området være med til at inspirere flere landmænd til at afprøve denne produktionsform.

Det vil være gode nyheder til de forbrugere, der gerne under kalven dens mælk, men samtidig nødigt vil undvære mælk i kaffen.