Hvor forsvinder meteorerne hen, når de brænder op i atmosfæren?

Meteorer suser hen over nattehimlen. Det gør de som sådan hele tiden. Ofte opdager vi det slet ikke, men andre gange ser vi stjerneskuddet, og så må man ifølge myten ønske.

28. november fik en meteor over Danmark meget mediebevågenhed, da den lavede et langt lysspor på en stjerneklar aften, som blev set blandt andet fra København.

Vores læser Tue Toft lagde også mærke til stjerneskuddet, og han har læst, at Jorden hvert år bliver ramt af 100.000 tons meteorer, men han kan ikke helt finde ud af, hvor de bliver af.

Derfor har han sat til tasterne og skrevet ind til os på Spørg Videnskaben.

»Vi ved, at nogle meteorer rammer Jorden, men at de fleste brænder op i atmosfæren. Hvad sker der egentlig med den mængde sten, som brænder op? De kan vel ikke fordampe helt og blive til ingenting?« skriver Tue i sin mail.

Jorden bliver ramt af op imod 300 tons meteorer i døgnet

For at komme med et fyldestgørende svar til Tue har vi kontaktet astronom og tidligere mangeårige leder af Planetariet på Steno Museet ved Aarhus Universitet, Ole J. Knudsen, der i dag arbejder som kommunikationsmedarbejder ved universitetet.

Ole J. Knudsen kan fortælle, at man på et hvilket som helst sted på Jorden gennemsnitligt kan se 8-10 stjerneskud i timen, hvis altså vejret og lys fra byer tillader det.

Samlet set bliver det til mellem 100 og 300 tons meteorer i døgnet.

Langt størstedelen af meteorerne ’brænder op i atmosfæren’, men det betyder blot, at de bliver så varme, at selv sten og metal bliver til gas.

Når materialet køler ned igen, bliver det endnu en gang til fast stof og drysser lige så stille ned over Jorden.

»Så meteorer forsvinder som sådan ikke. I stedet daler det ned på Jorden, og faktisk er fire procent af alt det skidt, du finder i vindueskarmen, meteorrester, som er drysset ned fra oven af,« forklarer Ole J. Knudsen.

Meteorer er på størrelse med sandkorn

Det kan selvfølgelig være fristende at tro, at gigantiske meteorer tordner gennem natten og brænder op i Jordens beskyttende atmosfære i et inferno af ild og varme, hvorefter resterne af de kosmiske legemer drysser ned over os alle sammen som en regn af meteorstøv.

Virkeligheden er dog en hel del mindre dramatisk.

Langt de fleste stjerneskud forekommer, når meteorer på størrelse med et sandkorn rammer atmosfæren.

Selvom sandkornene ikke er særligt store, kommer de farende med 30 kilometer i sekundet (dobbelt så hurtigt, hvis Jorden og støvkornet har retning mod hinanden), og derved skaber deres friktion med luftmolekyler i atmosfæren en voldsom varme.

Denne varme varmer luften så meget op, at den begynder at lyse, og det er det, som Tue og alle vi andre kan se på en klar nattehimmel.

»Det er den samme proces, som foregår inde i et lysstofrør, der får luftmolekylerne til at lyse, når en meteor rammer atmosfæren. Det, vi ser, er blot et rør af opvarmet, lysende luft,« fortæller Ole J. Knudsen.

Novembermeteor var på størrelse med en tennisbold

Er meteorerne større, eksempelvis på størrelse med en gammeldags marmorkugle, er effekten mere tydelig, og lyset fra en sådan meteor efterlader et lysspor på nethinden, så vi kan se et efterbillede, efter lyset fra meteoren er forsvundet igen.

Hvis meteorerne bliver blot en smule større end det, vil man ofte kunne se et røgspor efter stjerneskuddet.

Tag eksempelvis den meteor, som susede hen over den sjællandske himmel i slutningen af november. Den var ifølge Ole J. Knudsen på størrelse med en tennisbold. Alligevel brændte den helt op i atmosfæren og blev efterfølgende til støv, som faldt ned mod Jorden som en slags kosmisk regn.

Meteorer skal helt op på størrelse med en basketbold, før de ikke længere når at brænde op i atmosfæren, men ender med at ramme Jorden.

»Det er ganske få kilo ud af de 100 til 300 tons, som ender med at ramme Jorden. Finder man en sådan meteor, kan jeg kun opfordre til, at man samler den op med handsker og putter den i en plasticpose. Meteorerne er rester fra da vores solsystem blev dannet, og de har som sådan stor videnskabelig værdi,« fortæller Ole J. Knudsen.

10 kilometer meteor slog dinosaurerne ihjel

Meteorer kan også være større en blot tennis- eller basketboldstørrelse.

En meteor på mellem 2 og 10 tons vil kunne skabe alvorlige ødelæggelser, hvor den lander.

Sådanne meteorer rammer Jorden fra tid til anden. Eksempelvis ramte en estimeret 10 ton meteor Canada i 2008, mens en 10 tons meteor over Rusland ifølge flere internationale medier skabte så store chokbølger i 2013, at op imod 1.000 mennesker skulle behandles for skader efter meteoren.

Men de er stadig ikke de værste.

»Kommer vi op på meteorer, som har en diameter på mellem fire og fem kilometer, mister halvdelen af Jordens befolkning livet øjeblikkeligt. Sådan nogle rammer os typisk hvert 100 millioner år,« siger Ole J. Knudsen.

Asteroiden, som var med til at slå de sidste af dinosaurerne ihjel for 65 millioner år siden, estimeres af forskere til at have været 10 kilometer i diameter, og vi ved jo alle sammen, hvordan det gik dinoerne.

Meteorer bliver synlige i 300 kilometers højde

Nå, men nok om dræberasteroider. Vi vender tilbage til den rolige, københavnske nattehimmel i november.

Meteoren, som susede hen over himlen, var som sagt på størrelse med en tennisbold og brændte op i atmosfæren, lang tid inden den ramte Jorden.

Ole J. Knudsen fortæller, at meteorer begynder at blive synlige på nattehimlen, når de små sandkorn rammer atmosfæren i 200 til 300 kilometers højde.

Herefter fortsætter de mod Jorden og er for de flestes vedkommende fordampet væk i omkring 60 til 70 kilometers højde.

»Det gør også, at folk har en forkert forestilling om, hvor meteorer lander, hvis de ser nogle, som suser mod Jorden. Selvom det ser ud til, at de er landet hos naboen, kan de sagtens være hundreder af kilometer væk – hvis de altså overhovedet har ramt Jorden,« forklarer Ole J. Knudsen.

Meteorer stammer fra solsystemets dannelse

For meteoren i november gælder det, at astronomernes måleinstrumenter først begyndte at spore den i 64 kilometers højde, og herefter fulgte de den, indtil den var brændt helt op i 32 kilometers højde.

Nuvel, man kan jo stille sig selv spørgsmålet: Hvor kommer alle de her mange tusinde tons meteorer fra. Det har Tue nu ikke gjort, men derfor kan han jo alligevel godt få det at vide.

Ifølge Ole J. Knudsen stammer meteorerne – store som små – for det meste fra solsystemets dannelse.

Det er støv og stenblokke, som blev til overs, da Solen og planeterne blev skabt.

Alt det materiale ligger nu spredt ud over solsystemet og venter på, at Jorden eller en af de andre planeter skal 'ramme' dem.

Denne type meteorer er de mest almindelige.

Rester fra kometer giver festfyrværkeri af stjerneskud

Men der findes også en anden type meteorer, som blandt andet skaber de årlige stjerneskuds-festfyrværkerier i august og november.

Denne type meteorer er rester fra kometer, som i deres aflange baner regelmæssigt suser forbi Jorden. Når kometerne kommer forbi, efterlader de haler af skidt og støv, som nu ligger hen over Jordens bane.

»Det vil sige, at Jorden hvert år skal igennem de her baner, og når den gør det, får vi de her årlige begivenheder, hvor man kan være heldig at se flere hundrede stjerneskud, eller sågar tusinde i timen,« siger Ole J. Knudsen og tilføjer, at han har opdaget, at det der med at ønske faktisk er rigtig nok.

»Hvis man ser et stjerneskud og ønsker sig at se et til, går det altid i opfyldelse,« griner han.

Vi håber, at Tue fik det svar, han søgte. Vi takker i hvert fald for spørgsmålet og kvitterer med en af vores flotte Spørg Videnskaben-T-shirts.

Vi takker også Ole J. Knudsen for at hjælpe os med et svar og for endnu en gang at gøre os klogere på universet.

Sidder du med et spørgsmål, som du tænker, at videnskaben må have et svar på, er du altid velkommen til at sende det ind til os på sv@videnskab.dk.