Vuf. Miav. Pip.
De fleste ved, hvad de mest gængse dyr siger. Men andre dyr, som er en del af menneskers bevidsthed, ikke ligefrem er så kendt for deres auditive udtryk.
Hvad siger en ræv for eksempel?
Det spørgsmål stiller komiker- og brødreduoen Ylvis i det virale hit ”The Fox” (se den fjollede video nederst på siden), der på få dage er blevet afspillet mange millioner gange på YouTube. Vores læser Lars Olsen vil også gerne vide, hvad de røde skov-kræ siger.
»Sangen fik mig til at tænke på, hvad ræven egentlig siger? Lyder den som en hund eller en ulv, eller siger den slet ingenting?«, spørger han i en e-mail.
Videnskab.dk er taget ud i skoven af forskere for at finde svaret.
Ræve siger noget – men sjældent
Den første forsker, vi spørger, er zoolog Mogens Trolle fra Statens Naturhistoriske Museum.
Han kan bekræfte, at den røde rævs vokaliseringer er relativt ukendte – også i forskerverden:
»Rævens akustiske kommunikation er blevet undersøgt langt mindre, end det for eksempel er tilfældet med ulvens, og ræven holder sig faktisk lydmæssigt under radaren det meste af tiden,« siger han.
Men ræve er altså langt fra mundlamme, understreger han. De snakker bare sjældent sammen på lang afstand, så vi har mulighed for at høre det. I det hidtil grundigste studie af rævenes sprog var det mest overraskende resultat, hvor sjældent man faktisk hører dem ude i naturen.
Ræve både skriger, bjæffer og jodler
Den røde ræv Vulpes vulpes, som er den ræveart, der findes herhjemme, har ifølge ovennævnte studie et vokabular på helt op til 20 forskellige typer af vokaliseringer.
»Rævenes sprog inkluderer skrig, gøen, bjæffen, jodlen, knevren, klynken, piben, knurren, fnysen og hosten. Vokaliseringerne bruges indenfor familien, både under socialisering og til at holde kontakt på lang afstand, såvel som til at tilkalde potentielle mager, afmærke territoriet og i forbindelse med aggressioner og slåskampe,« forklarer Mogens Trolle.
Mikkel Stelvig, der er zoolog i Københavns Zoo, bekræfter, at ræve er mælende:
»De har et rimeligt stort repertoire af lyde, som bruges til kommunikation mellem rævene, til territorieafmærkning og som kontaktlyde mellem unger og forældre,« siger han.
Nogle af vokaliseringerne bruges udelukkende af hvalpene, mens andre kun bruges af de voksne ræve.
Uhyggelige skrig i vinternatten
\ Fakta
Den røde ræv er et af de mest udbredte landpattedyr i verden. Den findes i store dele af Europa, Asien og Nordamerika. I Australien betragtes ræve som skadedyr.
Natteravne har måske hørt rævene om natten, hvor de er mest aktive, fortæller Mogens Trolle.
»Et par af disse kald kan for det utrænede øre forveksles med natuglens kald. Det gælder det såkaldte ”wow-wow bark”, der består 3-5 ”huh-huh-huh”-stavelser, som nogle gange kan klinge over i et gennemborende, melodramatisk skrig,« siger han.
Vinter er både rævenes parrings- og spredningssæson, så rævene kommer vidt omkring. Det betyder, at de ofte krydser ind på fjendtligt territorium, hvilket fører til aggressive vokaliseringer mellem dystende ræve.
Ræve genkender hinanden på kaldet
»Desuden strejfer de fastboende ræve også selv meget mere rundt, end de plejer, bl.a. tilsyneladende i søgen efter udenomsægteskabelige parringer, hvilket kunne øge behovet for langdistancekommunikation inden for de etablerede par,« siger Mogens Trolle, og tilføjer, at ræve formodentlig kan genkende hinanden på kaldet.
Mikkel Stelvig forklarer, at dyr kan ændre deres lyde, så de er tilpasset det miljø, de lever i.
»Lavfrekvente toner kan bevæge sig langt, hvorimod højfrekvente ikke kan. Dyr, der lever i områder, hvor for eksempel trafikstøj er markant, kan ændre deres lydrepertoire til at være i et andet frekvensområde, så deres signaler ikke overdøves af støjen,« siger han.
Herunder kan du høre et udpluk af rævenes lyde:
Ingen forklaring på rævenes stilhed
Ifølge Mogens Trolle konkluderer de fleste studier, at rævenes akustiske kommunikation er sjælden, men ingen kan sige hvorfor. Det formodes, at rævene foretrækker at lægge beskeder i form af duftspor, og kun i situationer, hvor der er brug for akut nu-og-her-kommunikation tyer til stemmens brug.
Mogens Trolle nævner dog, at én mulig forklaring på, at ræve holder lav profil på lydfronten, kunne være, at de ofte lever omgivet af større rovdyr som ulve, prærieulve, losser og kongeørne, der godt kan finde på at æde en ræv i ny og næ.
Vi siger tusind tak til Mogens Trolle og Mikkel Stelvig for deres uddybende svar. Lars Olsen får en Videnskab-dk-t-shirt for sit spørgsmål.
Hvis du selv brænder inde med et spørgsmål, så tøv ikke med at sende det til redaktionen@videnskab.dk, eller dyk ned i vores Spørg Videnskaben-arkiv.
\ Myten om den tavse giraf
Mikkel Stelvig fortæller, at myter om tavse dyr, tidligere har vist sig ikke at holde stik.
»Giraffen er kendt for ikke at sige noget. Engang troede man, at giraffer var stumme, fordi de stort set aldrig siger noget,« siger han, og fortsætter:
»Men det er ikke tilfældet. Giraffer har både et stemmebånd og muskler til at styre det - de har bare ikke brug for at lave lyde, undtaget, når ungerne laver kontaktlyde til moderen. Så derfor hører man næsten aldrig giraffer sige noget.«
I stedet for at advare hinanden ved hjælp af lyd, har giraffer udviklet andre evner, som værn mod trusler.
»Giraffer har til gengæld et fantastisk syn og har mulighed for at opdage rovdyr på lang afstand. Denne fordelagtige evne er der nogle af savannens andre dyr, der har lært at drage fordel af. De opholder sig i nærheden af girafferne og lader dem være vagthund,« siger Mikkel Stelvig.
