En fortvivlet ko kan hyle, en aggressiv okse kan brøle, og en sulten kalv kan udstøde et højfrekvent 'møøøh'.
Det lyder som volapyk for os mennesker, men nu er det faktisk lykkedes forskere at gennemskue en lille smule af, hvad det egentlig er køerne kommunikerer til hinanden.
Et nyt studie viser, at kalvene har hver deres lyd, at de laver særlige lyde, når der er tale om mad, og at køerne lave forskellige lyde til kalvene, i takt med at de bliver større.
Forskerteamet ved The University of Nottingham og Queen Mary University of London har brugt 10 måneder på at studere køernes kommunikation med deres kalve. Ved hjælp af ekstremt følsomt udstyr, indsamlede de lyde fra køer i to flokke fritgående kvæg på en går i England.
Glemsomme ko-mødre blev mindet om at fodre deres kalve
Forskerne lagde især mærke til to lyde. Når kalvene var i nærheden, kommunikerede køerne med dem ved hjælp af dybe lyde.
Det gjorde de i de første tre til fire uger efter fødslen, og lydene blev lavet med munden lukket eller kun delvist åben.
Til sammenligning var frekvensen anderledes, hvis kalven gik rundt på egen hånd. Lydene fik en langt højere frekvens, når køerne ikke længere kunne se deres kalve.
Forskerne lagde også mærke til, at kalvene havde anderledes kaldesignaler, hvis der var tale om mad. På den måde blev de glemsomme mødre mindet om, at de skulle komme og give dem mælk.
Forskerne så også, at det var muligt at identificere hver enkelt ko og kalv kun ved hjælp af deres lyde.
Muh-lyde afslører koens velvære
»Det er første gang, at så komplekse samtaler mellem kvæg er blevet analyseret ved hjælp af de nyeste og bedste teknikker. Vores resultater giver et godt grundlag for at undersøge kvægs velfærd ved hjælp af lydene,« siger Alan McElligott i en pressemeddelelse.
Han er en af forskerne bag studiet.
Ved at afsløre og kortlægge køernes lydsignaler, samt se på deres adfærd, kan videre forskning afsløre, hvor godt køerne har det, og dermed vil det være muligt at påvirke politikken for dyrevelfærd, mener forskerne.
© forskning.no Oversat af Anna Bestle
