Hvad gør væggelusforskeren, når han skal overnatte på et hotel?

»Her er 44 hanner,« siger skadedyrsforsker Anders Aak mens han holder et lille glas fyldt med kriblende og kravlende liv.

I glasset er blot en brøkdel af indbyggerne fundet i kælderen hos den norske sundhedsstyrelse, Folkehelseinstituttet (FHI), i Oslo, som huser en række lokaler fyldt med blandt andet skægkræ og væggelus.

Efter glasset med væggelus blev taget ud af det mørke skab, bevæger væggelusene sig meget mere, end de plejer.

»De er ikke så glade for lyset, som du kan se,« siger forskeren om specimenterne, der bor på hans egen arbejdsplads.

Lever af menneskeblod

Væggelus er et mareridt for mange. De små, blodsugende insekter kan flytte ind hos os, og de er særligt tilpasset et liv med mennesker – hvor menneskeblod er den eneste næringskilde.

De kan leve bag fodlister eller i sengerammen og kommer ud af kroge og sprækker, ofte om natten, for at skaffe føde. Nogle mennesker reagerer på biddene og kan få rødt udslæt, mens andre knap bemærker det.

»Måske lægger man ikke mærke til det lige med det samme, men man udvikler allergi over tid,« siger Anders Aak.

Han er ekspert i de insekter, som mange af os ikke rigtig ønsker at vide noget om, og arbejder med effektive metoder til at bekæmpe skadedyrene.

Bagage fuld af væggelus

I de mørke lokaler på FHI er der hundredvis af insekter i glas, som bruges i forskning.

Lokalerne er beskyttet med meget klistrende tape rundt om hele dørkarmen, så ingen insekter stikker af og slår sig ned, hvor de absolut ikke må være.

Hvis de af én eller anden grund kommer ud af glassene, ender de i limen.

Væggelus kan nemt spredes, og bestanden kan vokse hurtigt. Hunnerne kan lægge fem til otte æg om ugen efter at have suget blod. Æggene klækkes inden for få uger, og sådan kommer der hurtigt flere generationer til.

I de værste tilfælde spredes væggelusene let.

»Der kan være så mange væggelus i en lejlighed, at de drysser ud af bagage, der har været derinde,« fortæller Anders Aak.

»Men når det sker, er det gået alt for vidt. Det er ikke normalt i Norge,« tilføjer han.

Det er ifølge forskeren vigtigt at have for øje, at disse insekter ikke er farlige i sig selv, selvom mange kan opleve voldsomme gener og psykiske problemer af at have dem hjemme hos sig selv. Men han har nogle klare råd.

Hvad kan du gøre?

Et af de vigtigste tiltag er faktisk at tjekke de steder, hvor du overnatter, så du ikke får ubudne gæster med hjem. Samfundet kan undgå mange væggelusangreb på den måde, mener Anders Aak.

»Jeg lægger mig under hotellets seng og kigger op - så kigger jeg rundt i hele sengerammen. Hvis jeg ikke ser sorte ekskrementer eller tegn på dyr, så lægger jeg mig trygt til at sove.«

Han har oplevet at finde væggelus et par gange, blandt andet på et ret fint hotel i Sverige.

»Vi skulle til væggelusmøde i Stockholm, og så fandt vi væggelus.«

Her kommer Anders Aak ind på én af grundene til, at der er væggelus i Norge: Rejser.

Enormt udbredt - og så helt væk

Gennem tusinder af år har væggelus tilpasset sig at leve med mennesker. Det er én af mange arter, der har haft reproduktiv succes ved at leve på og af os.

Omkring år 2000 voksede antallet af væggelus eksplosivt, hvilket indbyggerne i mange storbyer har bemærket.

Det hænger sammen med, at insekterne udviklede resistens - naturlig modstand - over for de bekæmpelsesmidler, der ellers var så effektive, fortæller Anders Aak.

Og så begyndte de resistente væggelus at sprede sig.

Sådan blev de resistente

Årsagen til resistensen er kompleks, men insekterne har udviklet tykkere hud, der gør det sværere for bekæmpelsesmidlerne at trænge ind i dyret.

Insekterne har også udviklet mekanismer, der gør nervegiften mindre effektiv, og et studie fra 2017 viser, at der er sket mutationer, der styrer, hvordan insekterne reagerer på bekæmpelsesmidler.

Desuden er brugen af visse bekæmpelsesmidler blevet forbudt indendørs på grund af negative effekter på mennesker såvel som kryb.

3.000 bekæmpelser om året

Stigningen i skadedyrsbekæmpelsen har været enorm, viser tal fra den norske sundhedsstyrelse FHI. Der var meget få i begyndelsen af 00'erne, men fra 2010 begyndte en kraftig stigning.

»Og så nåede antallet et plateau på omkring 3.000 bekæmpelser om året,« siger Anders Aak.

Sådan fortsatte det i flere år, men corona-pandemien satte en stopper for både rejser og en del væggelus. Så blev antallet af bekæmpelser halveret. Aktiviteten tog ikke fart, før folk begyndte at rejse igen, siger Anders Aak.

Det kan betyde, at omkring halvdelen af alle tilfælde bliver importeret af folk, der er ude og rejse, og som bringer ubudne gæster tilbage, forklarer Anders Aak.

»Det vil formentlig stabilisere sig til omkring 3.000 bekæmpelser igen.«

Det hænger også sammen med, at folk bliver opmærksomme på, at de har væggelus, samt at viden om både problemet og bekæmpelse vokser i befolkningen.

Så hvordan bekæmper man væggelus i dag?

Glohede kryb

Fordi midlerne til bekæmpelse virker langt dårligere end før, bruger man i dag andre metoder til at komme væggelusene til livs. Opvarmning er meget brugt, fortæller Anders Aak.

Det kan være kompliceret og dyrt at bekæmpe på denne måde.

Temperaturen skal højt op, helt op til 50-55 grader, fortæller Anders Aak. Det tager livet af både æg og insekter, men det kræver meget energi at komme ind alle steder i en bygning med så høj en temperatur.

Varm damp kan også blæses ind i revner og sprækker. Det skader og dræber insekterne, hvis de bliver ramt direkte.

En anden mulighed er det modsatte: Frysning af møbler eller andre genstande.

»Det kræver også en masse arbejde. Du skal løfte senge, møbler og andre genstande, som også skal flyttes, transporteres og opbevares,« konstaterer Anders Aak.

Det betyder, at bekæmpelsen af væggelus kan være meget bekostelig. En gennemsnitlig behandling koster 20.000 kroner, og ifølge skadedyrsspecialisterne hos Norsk Hussopp Forsikring kan det være nødvendigt med flere behandlinger for at slippe helt af med dem.

Nye bekæmpelsesmetoder

Anders Aak er med til at udvikle andre metoder, der skal bruges til skadedyrsbekæmpelse.

Forskerne arbejder blandt andet med fugtabsorberende pulver, som er en variant af det silicapulver, som du måske kender fra de små poser i for eksempel skoæsker.

Det kan også absorbere den fugt, som findes i væggelusenes kroppe.

»Silicapulveret absorberer et lag voks, de har på huden. Det får dem til at lække vand, og så tørrer de ud og dør,« forklarer forskeren.

Væggelusene dør inden for to til tre dage. Tanken er, at pulveret spredes ud, hvor insekterne bevæger sig rundt, men væggelusene lader sig ikke narre så let.

»Væggelus kan mærke, at det er tørt. De mærker, at her er meget tørt og ubehageligt: 'Jeg vil ikke være her',« fortæller Anders Aak.

Der skal laves mange små justeringer, og forskeren fortæller, at de er midt i at finde ud af, hvordan pulveret kan bruges bedst muligt.

En legeplads for væggelus

Forskerne skal blandt andet nå frem til den rigtige mængde pulver, så væggelusene ikke aner uråd, før det er for sent.

Det tjekker de ved at udsætte insekterne for forskellige doser og derefter måle, hvordan de reagerer på dosen. Undgår de pulveret, eller vandrer de over det?

En af måderne, forskerne tester dette på, er ved at lægge pulveret ud på en slags bane for væggelusene med små platforme og søjler.

En legeplads?

»Ja, det kan man godt kalde det,« siger Anders Aak.

Der mangler stadig en del, før metoden er klar til brug, men han ser nogle klare mønstre.

»Det er afgørende med den rigtige dosis. Vi ser, at de undgår for høje doser, men der er ikke meget forskel på, om der er lidt pulver eller slet intet pulver. Hvis de går lige igennem pulveret, dør de af det.«

Forskningen skal bruges til at udvikle nye metoder i samarbejde med skadedyrsbranchen.

©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.