Store runde øjne, et lille skæmskt smil og en rund, buttet krop, der ligger og slænger sig på en sandbanke. Det er blevet et populært syn for både danske og udenlandske turister.
Men for blot 50-60 år siden blev sælerne betragtet som en pestilens, der skulle skydes og udryddes. Det lykkedes faktisk næsten at udrydde gråsælen fuldstændig fra de danske farvande, og der var kun omkring 2.000 spættede sæler tilbage i hele landet.
Siden fredningen af gråsælerne i 1967 og den spættede sæl i 1976 er riflerne i Vadehavet i dag skiftet ud med kameraer og kikkerter, da man har opdaget, at der faktisk er mange, der godt kunne tænke sig at se Danmarks største rovdyr i levende live i den vilde natur.
Og det er de ikke ene om. Globalt set overgår indtægterne fra den marine turisme nu indtægterne fra verdens fiskeri og fiskeopdræt til sammen.
Sælsafari kan herhjemme opleves blandt andet på Lolland, Samsø, Læsø, i Limfjorden og ikke mindst i Vadehavet.
Men stresser det de velpolstrede sæler, når vi kommer helt tæt på? Vi ved det ikke med sikkerhed, men der er noget, der tyder på det (det vender jeg tilbage til).
Derfor vil vi – et hold forskere fra Aarhus Universitet – undersøge, hvordan man med de mange former for sælture bedst kan opleve sælerne i naturen, uden at gå på kompromis med deres naturlige adfærd, ynglesucces, energibudget og hvilestedspræferencer.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Påvirker vi sælerne i betydelig grad eller ej?
Der er ingen studier, der viser, hvad det betyder, når det ene hold kamerabevæbnede turister efter det andet kommer helt tæt på sælerne i de perioder, hvor de er nødt til at ligge på land det meste af dagen.
Det drejer sig særligt om de spættede sælers ynglesæson i juni-juli, og når de smider vinterpelsen i august. For gråsælerne sker dette i vinterhalvåret, hvor besøgsantallet er stærkt reduceret.
Noget kunne dog tyde på, at de mange turister ikke er helt uproblematiske.
Ved de årlige sæltællinger fra fly er det beregnede antal af spættede sæler i Vadehavet nemlig faldet hele 43 procent siden 2017 – fra cirka 4.400 i 2017 til cirka 2.500 sæler i 2021.
I samme periode er turisterne blevet flere og flere.
Omvendt er antallet af gråsæler faktisk steget fra cirka 350 i 2017 til 5-600 individer i 2021. Til gengæld er de begyndt at flytte sig til sandbanker uden turistaktiviteter.
Hvorvidt turisterne får antallet af spættede sæler til at falde og gråsælerne til at finde nye sandbanker, ved vi ikke endnu. Det kan være en tilfældig sammenhæng.
Det håber vi at finde svaret på, når vi i løbet af de næste to år undersøger sælerne, uden at de bemærker os.
Vores forskning sker i samarbejde med de lokale turistaktører, hvor målet er at finde en måde, hvorpå turisterne kan nyde synet af sælerne uden at forstyrre dem.
\ Mere om projektet
Projektet skal blandt andet hjælpe lokale operatører med at undersøge, hvordan sælerne på kan være en del af økoturismen i Vadehavet og fortsat give et helt unikt indblik i Danmarks vilde og dyrebare natur.
Denne forskning er således vigtigt for at sikre, at sælerne også ligger på deres hvilepladser de næste mange år.
Det 3-årige projekt er finansieret af Vadehavscentret, Fiskeri- og Søfartsmuseet, Nationalpark Vadehavet, Miljøstyrelsen, Naturstyrelsen, Fonden Frands Christian Frantsen Legatet og Aarhus Universitet.
Projektet gennemføres som et uafhængigt forskningsprojekt af Aarhus Universitet, men der er også nedsat en arbejdsgruppe bestående af sælturisme-arrangørerne og myndighederne, hvor projektets resultater fremlægges og diskuteres.
Reagerer sælerne – og i så fald, hvilke?
I Vadehavet kan man gå en tur fra Mandø Nord eller Sønderho på Fanø, tage en traktortur til Koresand, sejle med turbåden Martha fra Nordby, tage på amfibiebådtur, som starter med kørsel på sandbanker og kort efter sejlads på havet med Mandøpigen, eller ro i kajak omkring de små sandbanker.
Kort sagt: Der er fantastiske muligheder for at se sæler i deres naturlige omgivelser.
Til og med 2023 vil vi være at finde på sandbankerne omkring Mandø og Fanø i sommerperioden, hvor de fleste sælsafarier finder sted.
Herfra flyver vi med droner, der optager sælerne før, under og efter de arrangerede ture.
Flyvningerne gør det muligt at undersøge, hvordan de marine pattedyr fordeler sig på sandbankerne, hvilken ernæringsmæssig tilstand sælerne er i, og hvordan de opfører sig.
Såfremt der er en påvirkning, kan vi blandt andet studere, hvorvidt det er de små og svage, der reagerer kraftigst på disse ture, eller om det er de store, med et større energioverskud, der eventuelt reagerer på turistaktiviteterne.
De unger, der fornyeligt er blevet vænnet fra at få mælk hos deres mor, kan have begrænsede overlevelsesmuligheder, hvis ikke de formår at indhente den nødvendige energi, de har brugt på at flygte fra deres hvilepladser, mens en stor, fyldig sæl lettere vil kunne fange føde eller tære på energidepoterne efter flugten.
Sendere giver os indsigt i sælernes liv under vandet
Det kan være utrolig svært hvis ikke umuligt at se, hvad sælerne laver, når først de har møvet sig ud i vandet.
Derfor vil nogle af de lokale sæler blive udstyret med særlige sendere, der indeholder meget af den samme teknologi som din mobiltelefon.
Det gælder blandt andet en GPS-sender, der kan vise, hvor sælen er henne, så snart den stikker hovedet op af vandet, og accelerometre, kompas og dybdemåler, der viser, hvor dybt den dykker, og hvordan kroppen vender i vandet, når den jager fisk.
Senderne bliver limet på pelsen, og falder enten af på et programmeret tidspunkt eller naturligt, når sælerne skifter pels hver sommer.
Når senderen er faldet af, finder vi den igen ved hjælp af et radiosignal.
Ud fra de indsamlede data kan vi få indsigt i, om sælerne bliver påvirket fysiologisk af menneskernes tilstedeværelse.
Hvis svaret er ja, kan vi også få en indikation på, hvor længe påvirkningen varer, samt hvad det betyder for deres jagtsucces og energibudget.
Forhåbentlig kan de svar hjælpe med at sikre, at sælerne også ligger på deres hvilepladser om både 10 og 20 år.
